Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Ulla, 50 år, Pårørende

Tilbage

Grænsen er nået!

Jeg tror jeg må fortælle om de sidste 3-4 år af mit liv for at komme videre, og for at blive mig selv igen.

Det der er sket opleves meningsløst, men har gjort mig klogere.
Jeg håber bare det er overstået nu.

Forud for mødet med min misbrugende eks. kæreste ligger en femten år lang tilværelse som enlig mor til en dejlig ung mand, som jeg prioriterede meget højt set i forhold til en evt. ny kæreste og derfor levede jeg i så mange år uden en fast partner.
Jeg var selvfølgelig ude at forsøge at finde en, men når jeg kunne mærke at det ikke gik i hak med min søns tilværelse, så afbrød jeg forbindelsen.
Det skal lige tilføjes, at min søns far er bosiddende i udlandet og kontakten til ham ikke har været optimal, da han lod min søn leve i afsagn medens han voksede op, mest for at straffe mig, den onde moder, der rejste til Danmark med hans afkom (faderen er selv dansk helt igennem) og vi boede sammen i ca. 11 år, der hvor han altså stadig bor.

Da min søn er færdig med gymnasiet flytter han i egen bolig, hvilket gør det muligt for mig også at se mig om efter et andet sted.
Det er dog sværere end først antaget, så jeg flytter ind på to værelser, hvor jeg delte køkken og bad med to andre.
Det gør mig egentligt ikke noget , for det var rart med selskab, da der selvfølgelig opstod et tomrum,da sønnen flyttede.
På det nye sted bor der mange enlige mænd, og jeg mærker straks deres interesse for mig.
Det er et typisk landsbymiljø, ret hyggeligt og bortset fra, at der drikkes for mange øl, så er alle meget åbne, søde og hjælpsomme.
Det opleves rart, for som enlig mor stod jeg gang på gang og netop manglede en til at tage fat når noget skulle flyttes etc.
Jeg var på indflytningstidspunktet ledig efter at have været ude i en lønnet optræning, der ikke gav noget job, så der var mange ledige stunder, da jeg først var kommet på plads i mit nye hjem.

Nå nok om det.
I et år holdt jeg stand og forklarede de der gutter at jeg ikke skulle ha' nogen ny kæreste, og det accepterede de og vi forblev venner.
Der var dog en som lagde kraftigt an med en enorm charmeoffensiv, som jeg dog ikke besvarede med samme glød i starten på grund af aldersforskel, og fordi han i perioder drak voldsomt og kunne blive agressiv, men til en fælles grill-fest gav jeg efter og kom på den måde tættere ind på livet af ham.
En sådan livshistorie som Hans havde jeg aldrig været så tæt på, men da jeg er uddannet socialpædagog, så mente jeg nok at kunne tåle mosten, og forelsket det var jeg blevet, ikke i den person der drak for meget, men i den person han var når vi var alene.
Man kan godt sige at hans liv var et stort rod som jeg fik lov til at hjælpe med at rydde op i.
Han har/havde ingen kontakt til hans egne fire børn, afdragede gammel gæld, fik i perioder ingen mad, fordi hans penge var sluppet op.
Jeg hoppede med på hans appelerende facon i starten og begyndte at låne ham penge, og levede med at der blev drukket, når vi var sammen, men kommenterede når jeg syntes han drak for meget, men blev konfronteret med at det havde han ikke tænkt sig at ændre på for Hans kunne godt li' øl, og det var ikke hyggeligt at være sammen med dem der ikke kunne nyde en øl i godt selsskab.
Ofte faldt han i søvn, og jeg "nursede" ham, så han ikke lå og frøs, lavede mad så han bare skulle vælte ud af sengen og sætte sig til et veldækket bord.
Og han var glad for det, og sagde det ofte til mig, men den dag i dag forstår jeg ikke, at jeg ikke stillede krav om en større medvirken i det hele.
Han flyttede næsten ind helt umærkeligt ved at efterlade sine ting hos mig, så havde han altid en god lejlighed til lige at banke på, og da han havde problemer med at lægge sig til at sove på grund af mareridt, så overnattede han oftest hos mig.
Det var trygt og rart forsikrede han mig om, og den åd jeg råt.
Men nu fik jeg jo så for alvor hans alkoholproblem ind på livet, og da han drak til der ikke var mere at få fat i, begyndte jeg at sige kraftigt fra, dels på grund af det men også på grund af hans ejerfornemmelser.
Han havde næsten overtaget mit liv, og påvirkede mine venskaber ved aldrig at lade mig være alene med mine venner.
Det gik op for mig at han var voldsomt jaloux på både mine mandlige og kvindelige bekendte.
Ofte når jeg havde "forladt" ham for at være sammen med andre udmøntede det sig i at han drak tæt og kom og næsten tvang mig til sex , som om jeg skulle bevise ad den vej, at han var den vigtigste person i mit liv.
Han røg også hash (for at dæmpe sin angst sagde han), men jeg mærkede snart at han ændrede personlighed, når han både drak og røg.
Han blev meget vred over den mindste antydning om krav og det var efterhånden svært for mig at slappe af, men hele tiden kom han i nye vanskeligheder, som jeg efter hans udsagn var den eneste han ville dele det med, og ville jeg så ikke godt hjælpe ham?
Jo det gjorde jeg gang på gang, dog holdt jeg op med at låne ham penge, og forklarede ham, at jeg ikke syntes det var så godt at blande ind i et parforhold og det accepterede han delvist, for han kunne stadig mene at jeg var en tyran, når jeg ikke kunne forstå, at han behøvede nogle øl eller en klump hash lige her og nu, men ikke havde råd til det.
Det skændtes vi meget over og han begyndte at smække med dørene, og vandre hjem til sig selv, når noget ikke passede ham.
Her sad han så og drak og røg sammen med andre, de havde det noget så hyggeligt og ville jeg ikke stå model til det kunne jeg passe mig selv(sålænge der var øl på bordet).
Når mørket faldt på tiggede og bad han om at blive lukket ind.
Jeg kunne vælge mellem pest eller kolera.
Sagde jeg nej, mest fordi jeg var led og ked af at dele seng med en fuld og skæv partner kunne han finde på at rende rundt og råbe og skrige udenfor mine vinduer, eller banke på dem eller stå og trykke på dørklokken til en af mine genboer fik nok og beklagede sig til mig over det.
Så lukkede jeg ham som regel ind og gav ham sejren i den trækkamp, meget mod min vilje og gennemlevede endnu en nat, hvor der kom trusler om bank (han har dog ikke slået mig nogensinde).
Sagde jeg ja uden vrøvl sad vi ofte den halve nat og drøftede hans problemer i tilværelsen og ofte brød han ud i gråd og faldt i søvn på sofaen med hovedet i mit skød, mens jeg sad og tænkte mit og følte mig meget træt.

Nu var jeg blevet klar over, at jeg skulle ud af det forhold, men jo mere det gik op for mig, jo flere vanskeligheder rodede han sig ud i ... "og ville jeg ikke godt hjælpe ham, så skulle han nok holde op med at drikke, for han kunne ikke undvære mig".
To år er gået nu og vi bliver inviteret til en fest, hvor jeg godt ved at der ikke bliver sparret på noget.
I ugens løb har han haft besøg af sin søster, og selvfølgelig spiste de hos mig (jeg var jo hans kæreste, og hans søster betød så meget for ham), men de var ikke så gode venner, da søsteren også mødte op med et krav om, at han holdt op med at drikke, og det skuffede ham meget.
Han, jeg og søsteren var alle inviteret til festen, men hans søster ville ikke med, da der skulle drikkes.
Han og jeg havde lavet en aftale om at drikke med måde og få en god fest ud af det.
I starten gik alt som planlagt, men så begyndte han at anklage andre gæster for at lægge an på mig, selvom det ikke passede og var voldsomt jaloux.
Vi fik beroliget gemytterne og han faldt ned igen og undskyldte sig med, at han var skuffet over den beslutning hans søster havde truffet.
De begynder at sende sms til hinanden og pludselig farer han ud af døren og vil ha' mig med, men jeg er ved at spise så det må han opgive.
Efter nogen tid kommer han tilbage mere ophidset end før og råber og skriger til mig, at jeg er en køn kæreste at ha' når jeg ikke kunne komme ned og sige farvel til hans søster, men jeg havde nok været i seng med en af gæsterne og var mere optaget af det (han havde smidt sin søster ud).
Nu skulle jeg bare se at følge med ham hjem for de skulle bare ikke sidde der og lægge an på mig, hvis ikke jeg ville det, så kunne jeg få nogle bank.
Nu blev han så selv smidt ud og da jeg så han gik ud for at skaffe sig øl, listede jeg hjem til mig selv, efter at have undskyldt hans opførsel, og låst min dør.
Han var kommet tilbage til festen og da dørtelefonen ikke blev positivt besvaret, sparkede han døren op.
Han vidste nu, at jeg var gået hjem, og hans vrede fortsatte med hamren, råben og banken på døre og vinduer, men jeg lukkede ham ikke ind, og han faldt i søvn udenfor på fliserne.
Jeg smøg mig tilbage til festen, men da han vågnede kom han op og lovede bod og bedring, men sad på den mest ubehagelige måde og holdt øje med mig, og kom med små kommentarer.
Til sidst trak han af med mig under trusler om bank, hvis jeg ikke kom med.
Vi kom hjem til mig og jeg skulle ud af min bolig for at benytte toilettet, der var på gangen.
Mens jeg sad derinde, kunne jeg høre han låste mig ude, og da jeg gik udenfor og kiggede ind gennem ruden var han faldet i søvn på min sofa.
Her stod jeg, klokken nærmede sig ni om aftenen og jeg var hjemløs.
Jeg tilbragte det meste af natten ude på toilettet til han selv fik behov for et sådant besøg, hvor jeg listede mig ind i seng.
Det var første gang jeg forlod ham i længere tid.
Men han kom og bad om godt vejr, så vi blev gode venner igen, og nu var der ingen grænser for, hvad han ville gøre for mig, og vi havde det godt sammen, lige bortset fra at jeg var på vagt.
Jeg lukkede af ved mindste antydning af ændret stemmeleje,men han fik det at vide og dæmpede sig så, hvis ikke gik jeg min vej, og han boede ikke længere hos mig, men kom på besøg.
Jeg havde snakket med andre fra omtalte fest om voldstruslerne og de rådede mig til at flytte længere væk, og fandt en lejebolig til mig i selvsamme landsby, men jeg søgte noget et helt andet sted, hvor jeg bor i dag.
Jeg skulle bare væk, og han skulle ikke vide hvor.

Så begynder truslerne om selvmord, min kæreste sidder og skærer sig i armene til blodet flyder, og to gange hjælper jeg ham til psykiatrisk skadestue, og sidste gang han er indlagt, bliver han erklæret skizofren og får at vide, at hans drikkeri og hashforbrug forværrer de stemmer han kan høre, der forhindrer ham i at sove.
Han får atter min medfølelse og da han tilbyder at hjælpe mig med at flytte, får han lov til det.
Det hjælper mig meget den første tid i den nye lejlighed, til en af mine veninder gør mig opmærksom på, at han tror han er flyttet ind eller skal flytte ind.
Det siger jeg til ham, at han ikke skal og så smækker døren første gang i mit nye hjem.
Jeg siger til ham, at hvis han fortsat ønsker at være velkommen her, så må han være ædru, opføre sig ordentligt og gå hvis jeg ber ham om det, for det er mit hjem og mig der bestemmer her.
Det overholder han i en rigtig lang periode, men så begynder han at smugle øl med ind i rygsækken, og hente flere, når de er drukket.
Nu spørger jeg ham, om han drikker før han får adgang, men to gange narrer han mig og dukker op pissefuld ... "Men skat det var også fordi ... er du sur?".
Ja jeg havde tænkt mig at lade ham sejle sin egen sø, men vil ikke ha' nogen scener udenfor i det nye lejemål.
Vi bor ca. 20 km fra hinanden, så nød sms'erne begynder nu at ødelægge min nattesøvn.
"Åh jeg har det så dårligt - jeg vil ikke leve mere - jeg er ingenting værd, må jeg komme i morgen ... jeg skal nok holde op med at drikke, jeg går på Antabus på mandag, men i morgen fylder x år, og jeg vil gerne lige være med til at fejre ham, men så skal jeg nok..."

Jeg hopper på den, vil gerne tro ham, han opfører sig pænt nu, går sin vej når der er noget der ikke passer ham i stedet for at blive vred på mig, men nogen længerevarende periode på Antabus oplever jeg ikke han kommer på, men han drikker ikke i mit hjem.
Han kan dog kun blive her til tørsten bliver for stor, så må han afsted.
Nu drikker og ryger han i smug, eller finder på undskyldninger for at komme forbi en kiosk eller andet af mangel på cigaretter og lignende, eller tilbyder at handle for mig (så sluger han lige et par øl eller fem før han dukker op igen).
Sidste drukperiode, hvor jeg forbød ham at komme, sendte han så atter en selvmords-sms, hvor han forklarede mig, at nu var han blevet så træt af livet,. at han havde spist alle de piller han havde derhjemme(Truxal, Seroquel og Cipralex) så nu måtte jeg ha' det godt.
Jeg sendte ham vagtlægens nr. og bad ham snakke med ham, samtidigt fik jeg fat i en af hans naboer, og fik hende til at, tjekke hvor påvirket han evt. var, men det blev han gal over og smed hende ud.
Så ringede han til mig og hånede mig for min omsorg og smækkede røret på, da jeg spurgte ham om han havde ædt medicinen.
Jeg blev bange for, hvad han kunne finde på og ringede 112, og fik via dem kontakt til vagtlægen, der ville ringe ham op for at finde ud af om han skulle til udpumpning.
Men ingen tog telefonen og vagtlægen alarmerede politiet, der kom ud til ham og fandt en åben dør og en tungt sovende mand, som de forsøgte at få liv i.
Han fik åbenbart et mindre chock ved synet af de uniformsklædte betjente, og så kan det nok være at jeg fik verbale klø.

Hans sms var et blufnummer af den alt for grove slags og det sagde jeg til ham dagen efter, siden har vi ikke været sammen, men dog kommunikeret via sms om dagen.
Jeg slukker den om natten, men han kan ikke huske hvad han skriver og sender fejl sms'er hele tiden og nu har jeg afbrudt al kontakt og for søger at undgå ham.
Indtil videre er han blevet væk, jeg har besluttet at jeg ikke vil leve i frygt, den spiral er jeg kommet ud af, og jeg har ikke længere lyst til at være sammen med ham.
Han er kommet for langt ud og respekterer ikke mig.
Der er mig en gåde, at han fik så lang en periode af mit liv, som han næsten fik gjort til et sandt helvede at være i, men jeg tror jeg har lært lektien.

En pårørende historie til skræk og advarsel fra Ulla.

 


Tilbage