Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Q 42, 42 år, Pårørende

Tilbage

Det er første gang jeg skriver om mine mange års smerte, men jeg tror at det vil være godt at få sat nogle ord på, så derfor denne fortælling.

Min famile har bestået af mor, far og en ældre søster.
Jeg er vokset op i et hjem med en mor der var pille/alkoholmisbruger og som tit var på afvænning eller indlagt på psykiatriske afdelinger, eller bare på druk.
Min far var arbejdsnarkoman og lukkede øjnene for det der skete, min søster var den der fik lov til (af min far) at leve sit liv.
Hun havde venner, gik til sport og havde det sjov.
Jeg var den der hver dag skulle gå hjem efter skole og give min mor piller, passe hende og sørger for at flaskerne var gemt væk til min far kom hjem.

Min søster og jeg blev tidligt splittet mellem vores forældre (min søster var min fars og jeg min mors ).
Min far og søster flyttede til Sjælland (vi boede i Jylland ) og min mor sagde en dag at jeg skulle passes hos nogle mennesker (som jeg ikke kendte  og at hun ville komme snart.
Men hun kom først 5 mdr. efter.
Jeg glemmer aldrig den angst og følelse af svigt jeg havde.
Jeg var kun 8 år og meget tæt knyttet til hende.
En dag kom hun og hentede mig og vi flyttede til Sjælland til min far og søster.

Her boede vi så.
Jeg fik order til at passe på min mor, men da jeg var 12 år tog hun sit eget liv.
Min verden brød sammen, da jeg jo kun havde hende.
Jeg var meget jaloux på min søster, som fik min fars kærlighed.
Fra den dag min mor døde, måtte vi aldrig nævne ordet mor, så jeg fik ikke bearbejdet min sorg.
Da jeg var 14 bad min søster og min far mig om at flytte.
Jeg flyttede ned til en venindes mor og vaklede rundt i min egen smerte.
Hele min barndom bestod af: -psykisk vold fra min far - passe på min fulde mor - redde hende fra selvmord - være den voksne der skulle trøste og give piller - gå imellem mine forældre, når de sloges og meget mere.

I dag har ingen kontakt til min far og søster.
Men jeg bliver ved med at falde for mænd der er misbrugere
Jeg sider lige nu i et forhold til en mand som jeg har kendt i 6 år.
Han drak i det skjulte da vi mødes.
I forholdet har jeg oplevet: uforsigtighed, svigt, utroskab, løgne, blevet svinet til, ignoreret, i og ud af forholdet (når det passede ham) og meget mere.
Han er ikke voldelig og er derfor ikke blevet slået fysik, men psykisk.
I dag er han gået på Antabus og i behandling og har været det i 12 uger.
Men det er stadig det sammen, han siger en masse om at han elsker mig og at han vil at vi skal have en fremtid sammen.
Han er nærværende, men pludselig ved han ikke om han vil mig.
Igen oplever jeg smerten af angsten for at blive forladt.
Følelsen af at jeg ikke er værd at elske.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg er i konflikt med mig selv.
Den ene side kom ud af det og den anden side væbner dig med tålmodighed.
Han er jo på Antabus og i behandlig.
Giv det tid.
Jeg elsker ham jo.

 


Tilbage