Kom i gang med gratis alkoholbehandling

"Sigi", 27 år, Pårørende

Tilbage

Da jeg var lille, måske 3 år, elskede jeg min far overalt på jorden.
Han legede med mig og min halvstoresøster så vi næsten ikke kunne trække vejret af bare grin! Han var bare det sjoveste i hele verden -min elskede far. 
Men han var alkoholiker og da jeg var fem år gik det sjove af. Da var han var begyndt at drikke rigtig meget og vi sad næsten altid på værtshus lørdag og søndag hvor vi så kunne få lov at smage min papmors æblejuice (hun drak ikke), men sad der også meget af tiden.

Jeg boede hos min mor og papfar. Min mor mener jeg var et vanskeligt barn når jeg kom fra min far, men der måtte jeg jo også næsten alt. På værthusene jeg var jo en lille charmetrold og fik altid lokket noget fra servetricen, en slikkepind eller et par spillemønter til automaterne.
Når min mor så kom søndag var hun rasende og bad min far om at det ikke gentog sig, men det gjorde det desværre og da jeg blev 12 valgte jeg kun at komme på besøg engang imellem når han var hjemme.

Min far og min papmor havde fået et barn da jeg var otte år, som min mor næsten altid passede. Det var også okay for mig, men hun var min mors et og alt og jeg var tit usynlig (jeg har så fundet ud af at hun har drukket i smug derfor var hun aldrig helt klar i hovedet og kunne kun tage en ting ad gangen).
Min far så jeg næsten aldrig mere. Han arbejdede bare og drak og han blev mere og mere fjern. Men jeg fik tit knuser af ham og han fortalte mig tit at jeg var hans troldepige og han elskede mig lige så meget mig som min søstre. Det gjorde mig glad men også forviret, for når han så var blevet godt fuld skældte han os ud bare for den mindste ting.
En dag var det fordi mig og min halvstoresøster havde pjattet - jeg havde fået lov til at være hos min far inden han skulle på natarbejde, han havde været oppe hele dagen og var godt beruset da han sad med nogle af sine fulde venner og han bad os slappe af så vi ikke ødelagde noget, men vi pjattede bare videre og så kom jeg til at falde baglæns lige ned i en kugleramme så alle kuglerne fløj over hele gulvet. Min far blev rasende og vi fik det største møgfald i hele verden! Min halvstore søster tog mig i forsvar, som altid, og hun turde at sige ham imod.
Men den dag da han var lige ved at slå hende så hun løb ud af døren og sagde jeg hader dig, og min far løb efter hende mens min lillesøster og jeg græd og han truede med at vi alle fik så mange tæsk hvis vi ikke stoppede med at skabe os. Han lignede et uhyre! 
Jeg fik trøstet min søster og gik ud i gangen og fandt min telefon og fik ringet til min papfar og sagde at han skulle komme med det samme.
Der gik en halv time, måske mere.  Min halvsøster havde gemt sig udenfor og jeg gik ud til hende. Hun bad mig gå ind igen til der kom nogle andre voksne, men min far havde hørt det og nu gik den vilde jagt igen ind og ud igennem huset.
Jeg var lammet af skræk og min papmor greb ikke ind, men holdt sig bare for ørerne imens min halvsøster fik det ene slag på kinden efter det andet. Jeg prøvede at trøste min lillesøster, men forgæves. Hun græd og græd og til sidst kom min papfar så, som jeg også i dag elsker over alt på denne jord og han satte os tre børn ud i bilen og kørte min søster på det børnehjem hvor hun boede og os hjem til min mor.
Min lillesøster fortalte alt hvad der var sket og hun fik knus og kram og masser og trøst.  Jeg skulle i seng for jeg skulle jo i skole dagen efter.

Jeg græd meget den aften. Jeg kan huske og min papfar kom ind og sagde det var forkert det min far havde gjordt og at jeg ikke behøvede at være alene med ham derude mere. Jeg fik de knus og kram af ham som min ikke gav mig.

Efter den dag var jeg altid bange for min far og talte kun til ham hvis det var nødvendigt. Han drak meget og han havde altid en øl i lommen og en i hånden....
Da jeg blev 18 valgte jeg at sige helt fra over for ham og ikke besøge ham mere. Min søster boede stadig derhjemme og jeg synes komunnen skulle vide hvad der forgik, så det fortalte jeg og hun kom så på børnehjem.
Min mor mistede kontakten med hende og min far nægtede at hun måtte se min mor da han troede det var hende, der havde fortalt om hans alkoholproblem. Min mor har bebrejdet mig det meget ikke, sådan direkte, men mere med at hvis hun ikke havde gået med mig på komunen ville de stadig have haft kontakt med hende.
Indeni mig selv havde jeg det godt for nu kunne min far ikke gøre hende fysisk ondt.

Jeg har i dag fået min mor på afstand fordi hendes drikken er tiltaget og hun vil ikke selv indrømme det. Men hun er blevet stoppet af politiet med for høj promille det kan man jo kun hvis man har drukket ikke?

I dag har jeg selv børn og elsker at pjatte med dem og tænker tit på mine vilde kildeture med min far og jeg har bestemt mig for aldrig, at udsætte dem for det min far gjorde ved os børn: at råbe, slå eller udsætte dem for fysisk eller psykisk belastning.

Min far er død. Det var noget af et chok og se to betjente sige at min far var død. Han havde begået selvmord. Først blev jeg ked af det og troede det var min papfar, men de fik så fortalt det var min rigtige far og der blev jeg lettet ,angst og vred og meget meget ked af det fordi jeg følte at det var min skyld at jeg havde svigtet ham og følte også han havde gjordt det for at såre mig eller give mig skyldfølelse.

Jeg skulle fortælle det til min lillesøster som intet anede om det det var hårdt for hende, for hun havde tilgivet ham alt og de havde et okay forhold, så okay som man nu kan have til en der er misbruger. V
Vi er i dag knyttet meget til hinanden og tager ikke livet for givet. Ingen af os har arvet trangen til at drikke - heldigvis. 

Jeg tilgiver ham aldrig helt, som han ellers skrev i hans sidste ønske. Håber det kommer en dag....


Tilbage