Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Kathleen, 22 år, Pårørende

Tilbage

Ja så sidder jeg her igen, han har lige haft ringet og brokket sig over jeg aldrig besøger ham, trods jeg har været udeboende i 6 år og han aldrig nogen sinde har besøgt mig. bort set fra den time det tog ham at, ligge mit gulvtæp på i min nye lejlighed. Men endnu engang i røret ud af de 6 til 8 gange i døgnet, han ringer for at fortælle hvor ond og grusom verden er mod ham, hvordan vi alle svigter ham og han er den bedste i verden, sjovt nok fik jeg ikke engang en nedværdigende kommentar med på vejen, men det kommer nok ved en af de følgende opkald senere på dagen.

Jeg er en 22 årig pige og min far er alkoholiker. og har været det hele mit liv. Min barndom var en ganske alm. barndom, min mor var hjemme gådende og min far selvstændig, mig og min søster har altid haft det godt, og blevet sørger for, men alligevel har der altid været et eller andet det trykkede os. så en dag fortalte min mor mig at hun ville skilles fra min far, jeg var 9 år gammel og fandt det egentlig spændende at skulle flytte, det var ikke så langt fra min far så jeg ville stadig kunne se ham dagligt. Jeg fandt hurtigt en alm. hverdag igen, havde dog det ubesvarede spørgersmål om hvorfor mor gik. Jeg syntes godt nok min far var begyndt at drikke lidt meget, men undskyldte det med han lige var blevet forladt af konen og det ene barn (min søster blev boende ved min far). Men som tiden gik, blev det mere og mere sjælden at jeg så min far i ædru tilstand, og han begyndte at fortælle flere og flere historier om alverdens ting han har lavet mens han var fuld, da jeg var barn..

Det var her det gik op for mig, jeg har nok været 12 år gammel da jeg fandt ud af min far har været alkoholiker hele mit og min store søsters liv. Faktisk næsten hele hans eget liv. I starten påvirkede det mig ikke så meget for, jeg kom selv i den alder hvor alkohol blev spændende, og det var jo tilladt at drikke hos far, så mig og mine venner blev fast inventar på mit værelse hos min far hver weekend hvor der blev festet igennem. Og jeg blev meget populær i klassen fordi jeg havde muligheden for at invitere alle hjem hver weekend. men intet varer evigt....
Jeg husker tydeligt en episode hvor min far blev ved med at sige højlydt til mig at han syntes min veninde som sad i sofaen, var rigtig sød og se på og at han rigtig gerne ville danse med hende, hun blev selvfølgelig lidt chokeret (hun var omkring 14 han 41) jeg blev selvfølgelig flov og skældte ham ud som om han var 5 år gammel. Så festerne begyndte så småt at holde op, mange af mine pige veninder syntes min far var klam og ulækker, de fleste af drengene syntes han var fint, fordi han gav bajer og elskede at nedværdige kvinder og specielt mig...

Det var nok først da jeg var 15 det første rigtige store chok kom.. Min søster prøvede at tage sit eget liv, men heldigvis blev hun reddet, hun blev indlagt på psykiatrisk, hvor hun røg ud og ind de næste mange år. Hun havde fået en depression som skulle vise sig at mærke hende for livet.
Jeg var meget chokeret over det med min søster, men følte egentlig ikke noget, jeg var ikke i stand til at have føelser, skammede mig næsten over jeg ikke kunne græde for hende, men til gengæld kunne jeg græde hver nat væk hele mine teenager år uden at vide hvorfor, jeg var så førelses kold i hverdagen, at jeg måtte af med en form for følelser om natten. Da jeg var blevet 16 år vidste jeg godt efterhånden at min far var alkoholiker, men holdte det for mig selv, min søster havde efter hånden prøvet at tage sit liv utallige af gange, og var nu flyttet langt væk i et bofællesskab for psykisk ustabile. Jeg besøgte kun min far pågrund af skyld følelse, fordi han var jo trods alt min far, men hver gang var det, det samme, han var fuld, lovede guld og grønne skove, bagefter svinede han hele min familie og de mennesker jeg holdte af til, fordi der var ikke nogen der var så godt som ham, for så at afslutte med at fortælle mig hvor meget jeg havde svigtet ham. Min popularitet var efterhånden faldet i skolen på grund af alle mine problemer i hjemmet, flere måtte ikke være sammen med mig hvis det var hjemme ved min far. Det var meget hårdt fordi jeg skammede mig over min far, men samtidig påtog mig skylden for alle de ting han sagde og gjorde.. og gik tit grædene hjem derfra.

Da jeg begyndte at få kærester var min far egentlig kun interesseret i dem hvis de gad og drikke sammen med ham, og mit første seriøse forhold var min far bestemt ikke interesseret i da han ikke kunne lide at drikke. Jeg husker et nytår hvor vi var hos min far, fordi jeg syntes det var synd han var alene, han var så fuld at min kæreste var bange for at være der og hvad min far kunne finde på at gøre, det var frygtelig ydmygende og jeg græd hele natten af skam.
Da jeg var 17 flyttede jeg 50 km væk fra min fødeby, og fik min far lidt på afstand, han havde kun mit mobil nummer og den kunne jeg slukke når jeg ikke kunne holde til at høre på ham. Det hjalp fordi jeg var på en afstand af ham der gjorde at jeg kunne glemme alle problemerne, og fortrænge dem lidt, han ringede engang imellem og spurgte om jeg ikke kom, men kunne altid undskylde det med at jeg boede langt væk og der ikke kørte flere rutebiler. Jeg begyndte på handelsskolen og begyndte så småt at få det rigtig godt med mig selv igen, der var ingen her der kendte min bag historie, så det var rigtig dejligt at starte på en frisk. Men endnu engang varede godheden ikke evigt. Jeg fyldte 20 og havde lejet gildesalen, min familie og alle mine venner fra handelsskolen kom for at fejre mig... Men det gik frygtelig galt det endte med at min far var ved at komme op og slås med min kusines mand, men værst af alt mig far lag hårdt an på en af mine veninder fra klassen som var 18 år gammel, og da hun trak mig ud på toilettet og konfronterede mig med det, var det eneste der fløj gennem hovedet på mig at, nu var min tilværelse ødelagt igen.

Folk begyndte igen at skyde sig fra mig, for hun havde jo selvfølgelig fortalt historien videre. Jeg hadede min far får det og overvejede for første gang at droppe kontakten til ham, han havde igen taget alt fra mig, og gangen efter vi sås, brugte han bare en time på at fortælle det ikke var hans skyld det med min kusines mand.. Mig og min kærestes forhold holdt ikke. Vi havde aldrig sex ellers følelser til sidst for jeg var ikke i stand til at elske, men havde bare et stort behov for tryghed. Så jeg flyttede hjem til min mor, en kort periode til jeg fik en lejlighed..

Jeg mødte forskellige fyre, og lod mig udnytte af dem, følte mig ikke mere værd end det, overvejer til tider selvmord, men havde ikke modet til det. Omsider mødte jeg en dejlig fyr og han flyttede ind.
Men så kom mararidetet igen, han skulle jo møde min far før ellers siden.. og det gik som det plejede, min far sagde pænt goddag fandt ud af om han gad og drikke bajer, og begyndte derefter at svine mig og resten af min familie til, min kæreste har heldigvis taklet det godt og prøvet ikke at nævne det.

Nu sidder jeg 22 år gammel, og kigger på skærmen mens tårene triller ned af mine kinder, og tænker på alle de ting jeg er blevet frarøvet i livet på grund af min fars alkohol misbrug. De sidste to år har været hårde, jeg har kæmpet for at få lidt selvrespekt, men har dog stadig lang vej, har lige mailet til en selvhjælps gruppe for pårørende til alkoholiker, og skrevet et brev til min far.. Hvor der står at trods hele mit liv har været et helvede på grund af ham, og jeg flere gange har overvejet at forlade denne jord på grund af ham, er jeg villig til at hjælpe ham til et ædru liv, men sker dette ikke bliver jeg nød til at droppe kontakten til ham. så jeg igen kan lære at elske mig selv, lærer at elske min partner, tro på mig selv kort sagt lærer at leve...

Det skal lige siges at min søster er flyttet tilbage til byen, hun er mærket for livet men har det godt under omstændigehedderne, og vi har et tæt forhold til hinanden. Min kamp er stadigvæk lang, den er jo næsten kun begyndt, næste skridt bliver at aflevere brevet til min far, og kom frem i lyset med mine problemer overfor resten af familien og mine venner. Kathleen


Tilbage