Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Gitte 2, 44 år, Pårørende

Tilbage

Voksen barn:
Hele mit liv har jeg vandret rodløs rundt, nærmest som i en dal.
At nå toppen var umuligt - hver gang jeg forsøgte, blev jeg skubbet tilbage på min plads i skyggen.
”Jeg skulle ikke tro jeg var noget og så længe jeg ikke kunne noget, duede jeg jo ikke til noget”.
De gange hvor jeg følte jeg blev kvalt, eller tænkte på selvmord, har jeg ikke tal på mere, og afmagt og frustration, var min daglige hverdag.
Jeg var daglig spændt i hele kroppen, som følge af den uvished om, hvad der næst ville ske, eller hvad der ikke ville ske, det var faktisk ligeså slemt.
Jeg levede i daglig frygt, og barndommens oplevelser gav mig et yderst lavt selvværd og manglende respekt for mig selv.
Jeg følte mig dum og ikke som de andre, og var altid bange for ikke at være god nok og at skulle gøre tingene forkert.
Jeg elskede ikke mig selv.

Jeg hedder Gitte og er 44 år.
Min far var alkoholiker.
Som barn troede jeg det var ham der var ”problemet”, fordi det var ham der drak, men i dag føler jeg, at min mor havde en ligeså stor del af skylden.
Hun lod mig være vidne til en barndom, som har påvirket mig så dybt, at jeg i dag har mén.

Min far var sælger og han passede sit arbejde til punkt og prikke, men han drak.
Ikke på bodegaer, men i baglokalerne hos sine kunder og derhjemme.
Han besøgte brugsforeninger og andre købmænd og kiosker.
Det var en hverdags begivenhed, han kom hjem og var påvirket af alkohol.
De første år af min barndom var han kun letter beruset, men så årene gik, blev hans misbrug værre og den daglige ballade tog ligeledes til.
Jeg kan stadig fornemme hans øl lugt, blandet med grøn Delfol og hans Williams hår sprit.
Føj.
Dengang syntes jeg min far drak for mange øl, ”men han var da ikke alkoholiker”.
For mig var alkoholikeren den mand, der sad på bænken inde i byen og var ulækker i tøjet og med fedtet hår.
Min far passede sit arbejde og han var meget omhyggelig med sig selv, ”så alkoholiker kunne han jo da ikke være!”.
Ordet alkoholiker blev heller aldrig brugt om ham, når vi talte om hans problem.
”Han drak bare for mange øl”.
Når han var påvirket kunne man tydelig se det på hans øjne og bevægelser, men ”nej alkoholiker var han da ikke! - Han passede jo sit arbejde og vi kom fra en familie, som ikke manglede noget”.

Mor var god til at passe hus og os børn og vi ”manglede ingenting”.
KUN kærlighed og tryghed.
Udefra så alting ud til, at være en stabil familie, og ikke mange havde ide om hvad der foregik.
Jeg havde svært ved at passe skolen.
Der var ingen hjælp, at hente til lektierne.
Ingen af mine forældre havde tid.
Mange gange var skænderierne til langt ud på natten, så der var heller ingen natte ro.
Jeg synes dengang min mor havde rengørings vanvid, men i dag kan jeg godt forstå, hvorfor hun altid ryddede op og gjorde ren.
Der måtte ikke være noget at pege fingre af, når far kom hjem.
Så ville bomben sprænge.

Vi skulle altid være stille, når far var hjemme.
Vi fik af vide så mange gange, at det var for vores skyld far arbejdede så hårdt og derfor havde han behov for at slappe af med et par øl???
Han påbegyndte mange gange antabus, men efter et par dage smed han dem i toilettet, da han ikke mente, HAN havde et problem.
Mor og vi børn var problemet, mente han – vi var jo altid så pisse sure og bundhysteriske.
Vi burde indlægges, da vi var ligeså sindssyge, som resten af kvinderne i min mors familie.
Mange nætter forsvandt min mor i bilen.
Hun flygtede fra skænderierne.
Jeg hadede hende for det.
Hun lod os være alene med ham.
Han kom altid ned til vores værelser og græd.
"Det var så synd for ham - ingen forstod ham og det var mor, som var hysterisk, ikke ham som havde et problem.
Når han sad ved min sengekant og græd kunne jeg brække mig.
Jeg fornemmer stadig hans tåre på mine kinder, hans famlende hænder ned over mit ansigt og hans tungekys.
Det var så afskyeligt og jeg var meget bange.
Jeg væmmedes ved ham.
Jeg begyndte senere at låse døren til mit værelse.
Så stod han stille og roligt og bankede på og spurgte om han ikke måtte komme ind.
Jeg lod som om jeg sov.
Han bankede igen og da jeg stadig ikke svarede, hamrede han på døren og truede med at smadre den, hvis jeg ikke lukkede ham ind.
Jeg var rædselslagende, men han gjorde det aldrig.
Jeg stod ved vinduet, parat til at springe ud, hvis det skulle ske.
Når det var ham som kørte, truede han altid med at springe i havne i byen, hvor vi boede.
Når mor kørte ud og ledte efter ham, ønskede jeg hun ville finde politiet på kajen og de ville fortælle hende, at han ville være kørt i og at de ikke kunne redde ham.
Så havde vi fred.
Bagefter blev jeg bange for mine tanker.
Jeg havde jo lært, at det var forkert, at ønske et andet menneske død og jeg bad Gud om forladelse.
En anden gang blev jeg gal på Gud, fordi han havde ladet faderen til min brors kammerat tage sit eget liv.
Kunne ikke forstå at det ikke var min far han havde taget til sig.
Min brors kammerat og hans familie var meget glade for deres far, så hvorfor var det ham og ikke min far, han tog.??
Jeg følte mig uretfærdig behandlet og skældte Gud ud i min aftens bøn.
Jeg følte mig svigtet og forladt.
Hvis ikke jeg kunne stole på Gud, hvem var der så tilbage?
Det var den sidste aften jeg bad til Gud.
Lang tid efter var jeg bange for at gå i seng og sove, da jeg var bange for Guds straf og i den tid der fulgte passede jeg meget på med hvordan jeg opførte mig og hvordan jeg talte.

Under trappen ned til kælderen, havde far lavet et hulrum.
Man skulle igennem et skab for at komme derind.
Her opbevarede vi soveposer, kufferter og andre ting.
Dette var mit skjulested – min hule.
Når jeg havde dage, hvor mit humør var rigtig dårlig, gemte jeg mig her.
Her kunne jeg sidde i mørket, og få lov at græde i fred og ro.
Det var dejligt og vide, at ingen ville finde mig.
Hvis jeg græd på mit værelse, endte det altid med, at mor lige netop skulle have fat i mig, på det tidspunkt.
Fandt hun mig grædende og ville vide hvorfor jeg græd, blev hun sur, når jeg sagde det var fordi jeg var bange.
Bange for det hele og ikke ville leve mere.
Hun blev stik tosset og sagde jeg måtte tage mig sammen og lade være med at skabe mig.
”Der var da bestemt ikke noget at være bange for”.
Jeg forsøgte mange gange, at fortælle hende om mine følelser, men hun undgik det hver gang.
Hun ville ikke vide det eller også vidste hun ikke hvad hun skulle gøre.
I min hule havde jeg en dåse hvori jeg havde gemt nogle kiks.
I tilfælde af, at der ville komme dage, hvor jeg skulle gemme mig i længere tid.
Jeg havde ingen drikkevarer, for så skulle jeg ud at tisse og da jeg var så vandt til ikke at være på toilettet i flere dage og lave ”stort”, kunne jeg godt spise, så det skulle nok gå.
Mor vidste aldrig når jeg var i min hule – hun vidste ikke jeg havde en - Det skete tit når jeg sad der, at hun kom farende ud til trappen og råbte ned efter mig.
Enten skulle hun have mig til et eller andet, eller også var der telefon, men jeg gav mig ikke til kende.
Hun råbte og råbte og blev mere og mere sur.
”Hvor var jeg nu henne”?.
Når jeg lidt senere havde grædt færdig, skyndte jeg ud på toilettet, vaskede mit hoved i koldt vand og ventede til mine øjne ikke var røde mere – så gik jeg op.
Når hun spurgte hvor jeg havde været henne, sagde jeg at jeg bare havde været ude, at gå en tur.
Det var ikke kun når jeg havde behov for at græde jeg satte mig ind under trappen, det var også når jeg havde behov for at være alene.
Jeg kunne sidde her i timevis og bare tænke og drømme og det skete da også jeg faldt i søvn.
En stille og rolig søvn, måske fordi jeg vidste at ingen anede hvor jeg var og ikke ville finde mig.
Det var meget betryggende og beroligende.

Min far begyndte mange gange på antabus, efter at mor havde truet ham med at gå.
Hun havde hver gang involveret både læge og de sociale myndigheder i sagen.
Når han havde været på antabus i nogle dage, endte det altid på samme måde.
Efter et kæmpe skænderi, skyllede han pillerne ud i toilettet, med ordene ”at det var fandeme ikke ham der havde et problem.
Det var min mor der var problemet, fordi hun var pisse hysterisk og vi børn lignede hende”.
Jeg vidste ikke noget om antabus, andet end det mor havde fortalt, og det var, at hvis han tog dem, ville han holde op med at drikke.
I dag er jeg klogere og ved at der skal mere til, det er ikke nok med pillerne.
Min far var aldrig motiveret til at stoppe, fordi han ikke mente han havde et problem, han benægtede altid, ligesom han gjorde det til det sidste.
Derfor drak han til han døde.
Samtidig var mor en pokkers god medafhængig.
Det er jo hende der i alle disse år har ”holdt ham oppe”.
Var hun gået dengang jeg var barn, var han nok nået bunden og havde bedt om hjælp, men hun var der jo altid.
Når mor forlangte at far gik på antabus, skete det nogle gange, at hun ligeledes forlangte at han gik til en samtale hos lægen, som vi kendte privat.
Efter disse samtale, gik der et stykke tid, hvor der blev mere rolig, men nu var jeg ekstra på vagt.
Hvis jeg nu gjorde tingene rigtig og lod være med at fremkalde hans vrede, så kunne det jo være han gennemførte og det var det jeg ønskede.
Der gik ikke mange dage, før alt var som før og jeg kunne ikke lade være med at have lidt skyldfølelse.
Ikke at vi børn blev bebrejdet, at han igen begyndte at drikke og skælde ud, men tingene blev igen vendt til at han var jo også hårdt arbejdende, fordi han skulle tjene penge til alt det vi forlangte, så på et eller andet niveau, var vi jo en del af årsagen.

Jeg blev voksen og fandt mig en dejlig mand.
Troede jeg!
Han overtog min fars rolle. Ikke med at drikke, men med at bestemme og styre mig.
Jeg var så vandt til, at der var en som bestemte for mig. E
n, som havde min menig og ide i sin bukselomme og den overtog min mand.
Han var en tro kopi af min far, bortset fra at han ikke drak.
Ægteskabet var ikke lykkeligt på noget tidspunkt.
Jeg affandt mig med situationen.
Sådan skulle et ægteskab jo være.
Samtidig var han en mand, som mine forældre godt kunne lide.
Han havde mange penge, så han var værd at samle på.
Jeg brød forbindelsen med mine forældre i 1991.
Jeg kunne ikke mere.
Jeg var fyldt op til halsen.
Jeg kunne næsten ikke trække vejret og havde lyst til at kvæle min far.
Han havde ødelagt julen og nu også min 30 års fødselsdag inden for 14 dage, hvor enden på det hele blev, at jeg ringede efter politiet.
Jeg ville ikke mere være del af et liv med skænderier, slåskampe, ævl og bævl.
Jeg tror det var den dag jeg begyndte, i min underbevidsthed, at se på mit liv og mig selv.
Jeg var træt af ballade, og ufred.
Jeg begyndte ubevidst, at sige fra, overfor min mand, hvilket gjorde situationen værre.
Jeg var træt af altid at skulle have skæld ud over de ting jeg ikke havde gjort, eller ting som jeg havde gjort, men efter hans overbevisning, var uden betydning.
Jeg var træt af altid at skulle være på vagt over hvordan situationen ville være når han kom hjem.
Det værste var, at jeg pludselig kunne se mig selv i den rolle, som min egen mor havde spillet over for mig.
Evig og altid skæld ud: Bliv nu færdig med de lektier inden din far kommer hjem – du ved han bliver sur og gal.
Få nu ryddet op inden din far kommer hjem – du ved han bl……………… !!

Det tog mig omkring 9 år, før jeg forlod min mand.
Det var en hård omgang, ikke mindst fordi han blev bitter og ondskabsfuld over, at jeg kunne gøre det, men jeg følte ikke jeg havde noget andet valg.
Jeg følte jeg var ved at blive trukket ned i et stort, sort hul og min eks. mand var ikke den person der skulle til, for at redde og støtte mig.
Jeg kom langt ned og tanken om selvmord dukkede op daglig.
Jeg søgte hjælp hos en psykolog, men fik ikke de redskaber der skulle til.
Efter udsendelserne ”Sidste omgang” kontaktede jeg en af terapeuterne i programmerne og hun satte mig i forbindelse med en anden terapeut i området hvor jeg bor.
Hun vidste han skulle opstarte et pårørende kursus for misbrugere og jeg meldte mig.
Det blev vende punktet i mit liv.
Da jeg kørte hjemmefra til kurset, havde jeg besluttet mig for ikke at ville sige noget.
”Hvem gad da sidde og lytte til al min ”opkast” ?, men lige fra da jeg trådte ind af døren, følte jeg mig velkommen og jeg fandt hurtig ud af, at alle de andre pårørende havde ligeså meget ”opkast” som jeg havde, men jeg manglede noget.
Gruppen var rigtig god, men der var ikke mange voksne børn af alkoholikere og jeg manglede ligesom nogen at identificerer mig med.
Gruppen blev nedlagt efter ca. 4 måneder og da min terapeut i selvhjælpsgruppen spurgte om jeg ville lade mig interview til Folkebladet i området, sagde jeg ja tak.
Herefter blev en ny gruppe startet op, denne gang kun på voksne børn af alkoholikere, og det var lige det jeg havde brug for.
De historier der her blev fortalt var faktisk ens med min egen.
Det var så befriende at få lov til at fortælle om de følelser og tanker, der sad inden i og som aldrig havde fået lov til at komme ud og at få lov til at sidde og græde, lettede ufattelig meget.
Jeg var ikke var den eneste i verden af min ”art” – hvilken befrielse.
Følelsen af at være i et fællesskab, var også helt ny og forunderlig.
Da jeg kørte derfra var det med en spirende indre ro, som jeg aldrig havde følt før.
Her vidste jeg med det samme jeg kunne få den hjælp, jeg behøvede for at komme videre. Dette kursus var starten på mit nye liv.

Kampen er hård og sej og selv om jeg har fået nogle redskaber, er det så pokkers let at falde tilbage i de gamle mønstre, men jeg er blevet bevidst om det og det er det første og største skridt.
Jeg gider ikke mere at skal føle jeg ikke er som andre – for det er jeg.
Jeg er mig og jeg er stolt af mig selv.
Jeg er nået langt de sidste 1½ år, men vejen er livslang.
Gruppen fik tilbudt et uge kursus for pårørende til alkoholikere, på et familie center.
Jeg tog i mod tilbuddet og hvilken behagelig oplevelse.
Vi var 18 piger i alt – den yngste omkring de 22 og den ældste omkring de 70.
Vi var alle så forskellige og dog….. følelserne og tankerne de samme.
Det var en ret hård uge, psykisk, men det var noget der rykkede.
Hold da helt op.
Det er noget jeg varmt kan anbefale.
Min selvhjælpsgruppe er lige stoppet, på grund af manglende penge - man undres!! - og jeg er startet i ACA.
Jeg glæder mig meget til mit videre forløb.

Jeg optog forbindelsen med mine forældre for 3½ år siden.
Det var dejligt at se dem igen, men…………
Jeg havde håbet vi kunne tale om barndommen, men jeg fandt hurtig ud af at det kunne vi ikke.
Min far drak stadig, dog ikke det kvantum han var vant til.
I dag ved jeg, at det skyldes det stadie hans sygdom var i.
Kroppen kunne ikke mere.
Han havde også mange af følgesygdommene.
Jeg fandt også ud af at min mor var begyndt at drikke.
Meget mere end min far gjorde.
Jeg tror det skyldes, at jo mere hun kunne få af flasken(vin), jo mindre fik min far, men men men…….. Han åbnede da bare endnu en flaske vin.
Forbindelsen røg igen for lidt over et år siden.
Min far havde inviteret hele familien til Tyrkiet i anledningen af hans 70 års fødselsdag og hvad der skulle have været en dejlig tur, endte i et rent helvede.
Men hvad havde jeg ellers regnet med – alle andre ferier gennem barndommen havde været det rene helvede.
Jeg kunne ikke tage min gamle rolle i flokken, og hurtig fornemmede jeg, at min kæreste og jeg, blev vendt ryggen. M
in far kom med spydige bemærkninger mod mig om alt, og jeg svarede igen.
Min kæreste blev beskyldt for at være modbydelig og i den dur hele vejen.
Godt nok, måske er vi ”modbydelige”, men hverken min ny kæreste eller jeg, vil tage del i det liv mere.
I dag kan jeg vælge hvilket liv jeg vil leve – det kunne jeg ikke som barn og i dag vil jeg selv spille hovedrollen i mit liv.
Det skal hverken mine søskende, mor eller andre gøre for mig.
Det er mit liv og jeg ved hvad der er bedst for mig.
Jeg har det godt med adskillelsen og fortryder ikke.

Min far døde den 11. august i år, 2005 og for at kunne komme videre, skrev jeg dette afskeds brev til ham.

Farvel far: Jeg var på vej ud på min morgentur, sammen med min hund, da telefonen ringede den morgen.
Det var den 11. august 2005.
Det var mor.
Jeg hørte straks, der var et eller andet i vejen, men mærkelig nok, rørte det mig ikke ret meget.
Hun fortalte mig, at du aftenen før, var blevet indlagt med en hjerne blødning og man kunne ikke mere komme i kontakt med dig.
Jeg sagde at det gjorde mig ondt at høre, hvilket det også gjorde, men på hendes vegne, ikke mine.
Jeg spekulerede på samtalen et par gange, i løbet af dagen, men det var ikke med nogen sorg.
Det der gjorde mig ondt, var at hun måske blev alene, og så brød jeg mig ikke om tanken om, at du måske skulle ligge som en grøntsag, hvis du overlevede.
Om søndagen, hen ad ved middagstid, ringede min svigerinde mig op, og fortalte at du var død om torsdagen og hun synes bare lige jeg skulle vide det.
Jeg takkede selvfølgelig for oplysningen.
Hun oplyste mig at begravelsen skulle finde sted den følgende lørdag, men tidspunktet kendte de ikke endnu.
Yderligere fortalte hun mig, at det var hende der ringede til mig, fordi mor var slået ud over det der var sket så hurtigt.
Efter samtalen satte jeg mig ved min computer og lagde en kabale.
Jeg skulle samle mine tanker.
Jeg var egentlig ikke ked af tabet, over dig.
Jeg havde jo aldrig haft dig, som en far og alligevel sad jeg og blev utrolig gal og vred på dig.
Nu fik jeg aldrig muligheden for at fortælle dig, hvad dit drikkeri havde gjort ved mig og mit liv og jeg fik aldrig muligheden for at vide om du egentlig havde elsket mig og holdt af mig, trods alt.
Jeg blev så gal og vred og begyndte at græde.
Der var en masse følelser der pludselig overmandede mig.
Jeg blev temmelig frustreret.
Alle de følelser om had og foragt, jeg havde haft til dig, og som jeg troede jeg havde fået bearbejdet, dukkede pludselig op, med større kraft.
Hvor jeg dog hadede dig og foragtede dig.
Jeg fattede ikke, at du aldrig havde kunnet se hvad din sygdom havde medført sig.
At du havde drukket, var dit problem, men det var og er stadig en stor del af mit liv.
Selv om jeg ikke havde kontakt til dig og ikke haft det i mange år, var du der alligevel et eller andet sted.
Kapitlet kunne ikke rigtigt afsluttes.
Al min skyldfølelse og vrede vendte tilbage og jeg måtte have hjælp, følte jeg.
Jeg ville ikke ned i det hul igen, hvor jeg tænkte på selvmord og fik de mørke tanker.
Jeg ringede til en af mine terapeuter fra selvhjælpsgruppen og vi fik en god samtale.
Hun fortalte mig, at jeg skulle finde et sted og sætte mig stille og roligt og slukke min radio.
Jeg skulle fortælle dig alt det jeg havde lyst til.
Skælde dig og lade det hele komme til.
Jeg måtte ikke holde noget tilbage.
Herefter skulle jeg begynde at tilgive dig.
Tilgive dig, for det liv du har givet mig og fordi du aldrig var der for mig.
Hun fortalte mig, at hvis jeg ikke fik tilgivet dig, kom jeg ikke videre i min helbredelse og tilgive mig selv.
Alle de tanker og følelser der dukkede op, skulle jeg give plads – jeg måtte ikke fornægte dem.
Da jeg sagde til hende, at jeg ikke ville med til begravelsen, svarede hun mig, at det kunne jeg ikke vide noget om endnu.

Efter samtalen, satte jeg på gulvet og startede med at skælde dig ud.
Jeg fandt et billede af dig og det at kunne se dit ansigt, gjorde det meget nemmere.
Al min vrede kom frem og jeg lod den komme.
Jeg skældte dig ud over at dit drikkeri havde ødelagt min barndom og senere mit voksenliv.
Jeg skældte ud over al den vrede jeg indeholdt – min frustration – skyldfølelse – mit mindreværd – ja det hele kom frem.
Jeg var så vred, så vred og såret over aldrig at have haft en far, som sagde at han havde elsket mig og været der for mig, når jeg havde brug for ham.
Mest af alt, var jeg såret over og meget ked af, at vi aldrig fik lært hinanden at kende.
Vi havde altid været som to fremmede for hinanden.
Mit had og foragt for dig lagde sig stille og roligt og jeg fik medfølelse for dig og da jeg tænkte på det jeg havde lært om sygdommen, alkoholisme, fra min selvhjælpsgruppe så jeg dig pludselig i et helt andet lys.
Jeg så dig som den stakkel du var, en stakkel, som et eller andet sted havde råbt om hjælp.
Jeg tror heller ikke på, at der er en far eller mor, der ikke elsker deres børn og jeg ved og tror på, at du elskede mig, i dit stille sind, men din sygdom gjorde det umuligt for dig at vise.
Jeg håber du kan/vil tilgive mig, for al den foragt og had jeg har vist dig gennem årene.
I dag kan jeg se, at min opførsel skyldes den vrede og magtesløshed, som din alkoholisme medførte.
Når jeg tænker på dig i dag, er det ikke med sorgen over at have mistet dig, men med sorgen over aldrig, at have lært dig at kende.
Efter min tude tur, fik jeg det bedre og jeg vidste at jeg ikke skulle med til begravelsen.
Det jeg skulle sige dig, kunne jeg sige her hjemme fra.
For mig ville det være falsk at tage med og jeg havde heller ikke lyst til at stå ansigt til ansigt, med mine søskende og deres familie, dem som har vendt mig ryggen.
Det ville ikke føles rigtigt.
Samtidig dukkede en følelse op, som gjorde mig lidt bange.
Jeg følte en dyb lettelse over at du var død.
Du kunne ikke såre mig mere.
Aldrig nogensinde mere.
Følelsen var ganske behagelig og rar og alligevel skræmmende.
Tænk sig, at du skulle dø, før jeg kunne føle denne lettelse.!
Den næste dag talte jeg med min terapeut igen.
Jeg fortalte om min lettelse og hun sagde at det var ganske normal reaktion, når den person der havde svigtet og såret en så dybt, er død.

Den næste dag ringede min svigerinde igen, denne gang med oplysning om tidspunktet på begravelsen.
Jeg fortalte hende at jeg ikke kom og håbede, at mor ville tilgive mig at jeg ikke kunne være der for hende, men det var jeg ikke stærk nok til.
Hun lovede at fortælle det til mor.
Den dag begravelsen var der, fortrød jeg ikke, at jeg ikke var tilstede og har heller ikke fortrudt det senere.
Det var det helt rigtige for mig at gøre sådan og det er sådan jeg skal tænke.

Forleden dag fik jeg din dødsannonce fra min svigerinde, med posten.
I den stod der, ”er pludselig død”, hvad der på en måde også er rigtig, og dog……
Du havde mange af de følgesygdomme som alkoholismen føre med sig og jeg kan ikke lade være med at tænke på om hjerneblødningen ikke også skyldes din sygdom.
Havde du ikke drukket, havde du måske ikke fået den. Det finder man aldrig ud af, men jeg kan ikke lade være med at sige; Kong Alkohol fik endnu et offer.

På en eller anden måde har din død afsluttet et mørkt kapitel i mit liv.
Jeg er som sagt utrolig ked af at vi aldrig lærte hinanden at kende og vi har såret hinanden så meget gennem årene.
Jeg tilgiver dig af hele mit hjerte, for al den smerte du har påført mig, og jeg ved nu, at det ikke var din intension, men din sygdom, som havde så meget magt.
Jeg håber ligeledes at du vil tilgive, som jeg må tilgive mig selv, for al den smerte jeg påførte dig. Det var ikke gjort af had, men af frustration og magtesløshed.
Jeg håber og tror på at Skt. Peter har lukket dig ind himlen - den himmel, som du så fast troede på og jeg håber du har fået det godt og jeg tror på, at du der vil finde din sindsro.
Jeg tænker daglig på mor og ved hvor svært hun må have det nu.
Jeg har dog ikke lyst til at kontakte hende.
Ved ikke hvad vi skal tale om.
Det gør ondt at tænke på, men jeg må tænke på min helbredelse, som medafhængig.
Jeg er ved at finde min sindsro og jeg er godt på vej, men der er dog lang vej endnu, men jeg kan se lyset forude.

Fred være med dig.
Din datter.

En stor tak til alle jer, som brugte noget af jeres tid på at læse min historie.
Vi er mange herude og jeg ønsker jer alle en fortsat god kamp mod helbredelsen.
Til dem som endnu ikke er kommet i gang, vil jeg håbe denne historie kan være med til at hjælpe jer med at overvinde frygten og søge hjælp.
Husk på, vores følelser og tanker er IKKE forkerte og vi er ikke anderledes end alle de andre.
Vi skal lære at holde af og elske os selv, før vi gør det, kan vi ikke elske andre.
Vi er et produkt af vores barndom, og før vi får den rette hjælp, kan vi ikke handle og tænke anderledes end vi gør.

Tak fra mig og pas på jer selv derude.

"Arvæv er stærkt væv".


Tilbage