Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Ida, 23 år, Pårørende

Tilbage

Hej! Jeg hedder Ida og er et voksent barn af en far, som er alkoholiker og en mor, som er medafhænig.
Jeg har altid følt mig anderledes og da jeg var mindre holdt jeg mig mest for mig selv. Jeg husker nogle ord der engang blev brugt om mig "du har altid været et alvorligt barn". Det må jeg nok sige og det var der vidst ikke noget at sige til.
Hjemme talte vi næsten aldrig sammen. Min far var passiv og min mor var optaget af at prøve at kontrollere ham hele tiden. Det familie samvær vi havde foregik hen over bordet ved 18- tiden hvor de indestængte følelser kom ud ved at min far sagde, at min mors mad smagte dårligt og min mor bebrejdede min fars familie og ham.
Jeg prøvede tit at redde min mor, men uden held hvorefter det for det meste var mig der blev mål for hans vrede.
Det endte for det meste med at min mor gik ind i stuen og græd/spiste og min far lagde sig på sofaen og stemminingen var lige ved at spænge mine og min søsters trommehinder.

Jeg får lige nu den knugende fornemmelse i brystet når jeg tænker tilbage på det.
Senere fandt jeg ud af at jeg også bare kunne gå eller helt holde mig væk.

Da jeg var omkring 15 begyndte jeg at få venner udenfor skolen og at feste og få kærester. Jeg havde bygget mig en god facade op, så god, at jeg faktisk troede at det var sådan jeg var, selvom jeg tit undrede mig over hvorfor jeg altid var trist.
Jeg gik i det hele taget rundt med en grundfølelse af sorg. Det var som om jeg i hele min teenage periode befandt mig i én lang depression og uden nogen livsglæde. Med undtagelsen af at jeg havde fundet mig en kæreste jeg kunne gemme mig i/hos, få opmærksomhed fra og koncentrere mig om, så jeg ikke behøvede tænke så meget på mig selv.
Jeg begydte at lægge mærke til en tendens der drejede sig om, at hver gang jeg fandt en kæreste endte det med at jeg blev brændt af og forladt.
Det var faktisk det første tegn jeg så på at noget var galt.
Først troede jeg det var mændene, der var årsagen. Senere fandt jeg ud af at det var mig selv den var gal med og at jeg p.g.a. mine familieforhold valgte fyre, der også var syge og at forholdet derfor før eller siden ville gå i stykker.
Min mor, som på det her tidspunkt er i helbredelse, lånte mig bogen "Kvinder der elsker for meget" og der fandt jeg ud af lidt af hvert.

Jeg føler mig stadig anderledes end andre.
Jeg har stadig svært ved at indgå i nære relationer, jeg får sommetider stadig angst når nogen bliver vrede eller agressive overfor mig.
Men jeg har helddigvis fundet en vej gennem ACA, som er et tolvtrinsprogram for børn af alkoholikkere, der bygger på AA's program. Med hjælp fra programmet og en sponsor/åndelig vejleder arbejder jeg nu med mig selv og får på den måde, en ny måde at leve på.

Idag føler jeg mig for det meste glad hver dag og føler mig også lykkelig.
Men jeg arbejder hårdt for at alkoholismen ikke skal få tag i min adfærd igen. For mig er der ingen tvivl om at alkohol påvirker og manipulerer alle der er i berøring med det.
Men der er håb.

Held og lykke.

Jeg håber du finder din vej.


Tilbage