Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Gitte 3, 44 år, Pårørende

Tilbage

Det hele startede for ca. 25 år siden med en ikke planlagt gravidetet.
Vi var henholdsvis 18 og 20 år. Jeg ønskede ikke abort og han bakkede op om min holdning.
Hurtigt fik vi både barn og hus.
Han havde et hidsigt temperament lige fra starten, hvilket jeg ikke havde oplevet før.
Jeg og min familie var dårlige til alt og min selvtillid fik et alvorligt knæk.

I starten var det kun i weekenden han drak, men hurtigt tog det til. Jeg havde ikke kontakt med nogle - uden job og uddannelse.
Jeg blev nedværdiget på det groveste både menneskeligt og seksuelt. Jeg havde det dårligt og troede i mange mange år at det hele var min skyld.

Jeg fik en uddannelse i 1985 og derefter 2 drenge til. Jeg gik stadig hjemme - ingen krævede noget af mig kun min X. Jeg kæmpede hårdt for, at mine 3 drenge skulle have en normal hverdag, men det kan ikke lykkes, når børn hele tiden skal være rolige (ingen kammerater) og klare sig selv, da faderen blev meget jaloux når jeg tog mig af børnene i stedet for ham.

Sådan gik de første ca. 15 år af mit samliv med X.
Jeg havde ikke nok selvværd til at turde træde ud af forholdet med ham. Et eller andet sted havde han åbentbart fået mig til at tro på at det var mig der var syg og ikke ham.
På et tidspunkt fik jeg arbejde og det var lykken for mig. Der troede de på mig. Især en kunne få mig til at tale og jeg kom på mange psykologikurser samt ledelseskurser - og herefter begyndte jeg virkelig at stille spørgsmål og stille krav til min X.
Jeg var også i de mange år blevet beskyldt for, at det var mig der brugte alle pengene - og derfor havde jeg i lange perioder ingen betalingskort da han simpelthin klippede dem i stykker.
Jeg er faktisk en der bruger meget få penge og absolut ingen til mig selv.

Perioden, hvor jeg stillede krav og spørgsmål, var et rent helvede at leve i både for drengene og jeg - mine børn led meget - men stadig havde jeg ikke nok mod til at bryde forholdet.
Jeg vil sige det rigtigt gik op for mig hvordan han var da jeg kørte galt og brækkede håndledet - han ville ikke transportere mig på sygehuset - det ædruelighed. Det skulle min far.
Da jeg kom hjem med gips på ville han overhovedet ikke hjælpe med det huslige - han skulle bare have sine kartofler og jeg skulle skrælle dem. Så det gjorde jeg for jeg turde ikke andet.

Men hvordan kom jeg ud af forholdet som han ikke ønskede stoppede? Kommunen, politiet, lægerne kunne ikke hjælpe mig (vi ejede begge huset og var ikke gift).
En aften jeg var til julefrokost tilkaldte mine børn politiet, da han ville banke dem da de ikke ville hente øl til ham! 
Men stadig kunne vi ikke få hjælp - kommunen sagde at når han ikke ville samarbejde kunne de ikke gøre noget og jeg fungerede jo fint.

Hans familie mente også det var børnene der var årsag til hans alkoholproblemer og sagde at vi kunne tage og opføre os ordentlig da det var vor skyld at han havde disse problemer.
Det endte med at jeg gav hans familie et ultimatum enten fik de X væk fra drengene og mig eller også meldte jeg ham til politiet (ønsker ikke at skrive hvad årsagen var) men de var åbentbart klar over at jeg mente det meget alvorligt denne gang og fik ham flyttet til en lejlighed.

Og siden har vi faktisk næsten fået fred.
Han er desværre stadig meget jauloux og jeg frygter faktisk hvis jeg finder en anden kæreste - tror det er derfor jeg ikke har en.
Han er stadig ikke blevet ædru og den 15 får han besked på om han får førtidspension.

Drengene og jeg har talt meget om deres barndom og deres og mine venner har hjulpet os meget.
Har lige været til julefrokost igen, den ene af mine sønner var med for at spille og jeg ikke, hvor mange gange jeg fik at vide "du virker så utrolig glad og fri det samme gør din søn det er dejligt at se".

Dette har sat mange tanker igang hos mig. 

Jeg har det virkelig godt og elsker mit nuværende liv og sender mange kærlige tanker til min arbejdsplads som har gjort så meget for mig.
Blot ved at tro på mine evner.
Mine børn har faktisk ikke kontakt med deres far og slet ikke til hans familie da de stadig siger højlydt at det er vor skyld.

Jeg ville ønske mine børn på et tidspunkt ville få normaliseret forholdet til ham og hans familie, men det skal ikke ske på deres bekostning. Hermed mener jeg de skal ikke indrømme noget de ikke kan stå inde for.
Og af deres far kræver de ædruelighed. Så til andre - søg hjælp hvis du lever sammen med en alkoholiker. Jeg tror jeg har utømt alle muligheder for at hjælpe ham, men uden succes.
Det går for meget ud over en selv og i særdeleshed børnene.
Det kræver meget bagefter - men jeg håber mine drenge bliver ved med at have det godt som de har det i dag - glade og har det godt med deres venner samt uddannelse.


Tilbage