Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Pia 4, 23 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er en pige på 23 år. Jeg har igennem hele min barndom været vidne til min mors skjulte drikkeri.
Det var oftest papvin, som hun skjulte. Dog blev det mere og mere synligt.
Hver gang jeg var med hende oppe at handle købte hun 2 papvin, selvom jeg en overgang var med hende et par dage i træk for at checke, var det hver dag 2 kartoner.
Jeg blev meget forvirret for hvem skulle jeg betro mig til.

Jeg flyttede hjemmefra og kunne ikke mere checke hende op, men kunne både høre igennem vores telefon samtaler og på besøg at det blev værre.
Jeg opsøgte derfor vores fælles læge og fortalte ham det. Han ville have mig til at sige god for at han måtte konfrontere hende med det, men jeg afslog, da jeg hverken anede ud eller ind.
Jeg var meget bange og endte med at gå fra lægen, med en tom fornemmelse i maven.

Jeg var ikke blevet henvist til hjælp og der skete ikke andet end at det daglige mareridt fortsatte.
For 3 år siden fik min mor konstateret brystkræft og det blev til 3 operationer, kemo- og strålebehandlinger i 1,5 år.
Jeg tænkte at de da måtte finde ud af det på sygehuset, og nu var hun i gode hænder og kunne da ikke drikke der, men der var ingen der sagde noget.
For ca. 4 mdr. siden ringede min far, min mor var faldet om i et krampeagtigt anfald, mens de havde siddet og set fjernsyn.
Lægerne fandt endelig ud af det og jeg krøb til korset og fortalte hvad jeg vidste.
Min far derimod fik et mindre chok, da han ikke havde nogen mistanke. Min mor er i dag førtids pensioneret og meget medtaget af både sygdommen, der dog er væk og af alkoholen.

Jeg ved jeg skulle have handlet før, men hvor skulle jeg henvende mig?
Jeg var bange og har endnu ikke fortalt hverken venner, svigerfamilie eller kolleger om min mors misbrug.
Jeg skammer mig meget. Ikke kun over hende, men i den grad også over mig selv, jeg skulle have handlet før.

Jeg er stadig meget beskyttende for min mor. Hun har været igennem meget. På den anden side kan jeg ikke lade være med at lave skjult husransagelse, hver gang jeg er hjemme på besøg.
Jeg er meget skræmt over tanken om at dette lange mareridt skal starte igen og ser hele tiden efter tegn på at det skulle begynde igen.

Jeg har idag meget svært ved at slappe af og stole på andre mennesker.
I hverdagen er jeg benhård, men også meget smilende og har fået af vide at jeg altid virker glad og er fuld af energi.
Dette er efter mange års øvelse, for indeni er jeg meget usikker og mest af alt har jeg ofte lyst til at sætte mig ned og tude.

Jeg er stadig meget i vildrede, jeg vil gerne snakke med ligestillede personer om dette, men det første skridt er for mig så svært at tage.


Tilbage