Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Heksemarie, 42 år, Pårørende

Tilbage

.. Hmm... Det her er faktisk svære end jeg troede.. det her handler jo om hele mit voksne mit liv..det må absolut blive en temlig forkortet version..

*Da jeg var 18 år, mødte jeg den sødeste, smukkeste og kærligste unge mand, som var meget svær at "få kløerne i". 
Han blev dog min og vi flyttede sammen, selvom alle mente det ikke ville holde. 
Jeg vidste dengang at han drak lidt for meget, men jeg var jo ung og givetvis naiv og meget forelsket, så det betød ikke noget. Dengang tænkte jeg heller ikke over at hans, dengang, nyligt afdøde far, var død af følgevirkningerne af livs-tids-druk..

Vi fik vores første barn; en pige, som han elsker over alt på jorden...han græd da jeg havde født hende; ligesom han græd da han holdte hendes førstefødte i sine arme.. - da jeg havde født udviklede jeg en psykose og var bestemt ikke nem at bo sammen med - hver gang jeg fødte et barn, fik jeg det psykisk værre.. min mand fortsatte med at drikke; jeg ved ikke hvor meget, men altid nok!
Han var altid lettere beruset, selvom det først er de senere år jeg er blevet "klar over det"..

han har altid passet sine job - har haft krævende job, med lange fastansættelser, for han er jo også fagligt dygtig!
Nå, vi fik to drenge med en del års mellemrum.. alle tre børn som er ønsket.. men jeg føler at jeg har opdraget dem alene, båret dem gennem de hårde sygdomsforløb alene, taget stilling til skoleforløb selv osv.
Jeg fik det dårligt indeni, i tirsdags, da jeg fortalte min ældste dreng at vi havde været til forældresamtale på vores yngstes friskole - "begge to?" spurgte han.. for hans far har totalt brillieret ved sit fysiske og mentale fravær hele hans barndom..
Så er det jeg græder helt ind i min sjæl, for jeg er forlængst forbi det stadie hvor jeg føler svigt, bedrag og magtesløshed.. jeg er drevet derud, hvor jeg næsten ikke føler mere.. min største angst er, at nogen af vores børn har arvet hans mønster, for de har jo kunnet se det..

For mange år siden, da vores pige var lille, købte vi en villa sammen.. efter ca 10 år hvor jeg havde kæmpet en indædt kamp for at få alting til at hænge sammen, rent økonomisk, gav jeg op og vi solgte huset..
Jeg svor at jeg aldrig ville købe et sammen med ham igen, for det var bare SÅ pinligt!

Alt hvad vi ejer i dag har jeg købt - han ejer ½delen af vores nuværende hus, for selvfølgelig skulle vi have noget at bo i.. bil, møbler.. alt.. har jeg købt.. han har brugt sin løn til øl, vin og spiritus.. og smøger..
Det er nu ikke fordi jeg ikke selv har gjort noget; jeg har ikke bare siddet og kikket passivt på alt det her.. når jeg ind i mellem fik nok og konfronterede ham med at vi simpelthen ikke havde råd til det her, eller at min angst var at han døde af det.. kunne han godt trappe ned i en meget kort periode - eller også er det hvad jeg troede på..

Jeg har ikke tal på de gange hvor han har lovet at han ville stoppe med at drikke.. og jeg ønsker aldrig at vide hvor meget han har drukket op.. 
For tiden er han på antabus, men jeg føler at det er for sent - alt er for sent.. han ligner efterhånden en på over 50, selvom han er først i 40´erne.. han har været alt for hård ved sig selv.. han har haft blodstyrtning ud af næsen, forhøjede levertal og vil aldrig til læge..

Jeg ved at han kommer til at dø mange år før mig, og det må jeg så leve med.. men nu er det smerten over at se vores børn, som har set på deres fars svigt hele livet.. vores mindste bor hjemme og skal gøre det i en del år endnu; han har leddegigt og der skal træffes mange afgørelser omkring ham; ting som jeg kunne have ønsket mig en mand til at hjælpe mig med.. men han sover og går på arbejde - går på arbejde og sover... jeg er kørt SÅ træt og har ikke kræfter til at have følelser for ham, men orker heller ikke at bryde ud af ægteskabet, for det er mig der skal gøre det hele.

Han forstår ikke at jeg har det dårligt, er ked af det og dybt deprimeret hele tiden.. jeg er drevet derud hvor der faktisk kun er døden tilbage som en realistik løsning.. men på den anden side.. så nemt er det jo heller ikke.. hvad så med mine børn? vidunderlige børnebørn? mine elskede dyr; hunde, katte, lammet og hestene?

Han syntes at jeg er uretfærdig, fordi nu har han jo besluttet at holde op med at drikke (efter jeg havde sagt at det var absolut sidste chance og skete det igen, ville jeg flytte og han kunne beholde sit hus!) - jeg støtter ham ikke nok; er hysterisk; elsker ham ikke nok.. osv. - for han har besluttet at lægge alt bag sig nu og starte på en frisk!
Det syntes jeg er fint; sådan er jeg bare ikke indrettet; jeg er nødt til at tale med ham om det - om vors liv - og problemer, men det vil han ikke.. det er jo mig der har problemer.. ja, mon ikke???
Jeg har sågar kørt til en psykiater 3 timers kørsel herfra, for at få at vide at jeg har store problemer og han godt kan forstå at jeg har det dårligt.. så jeg skulle tage og få noget psykoterapi.. flot nok! Det tager år, at få løst op i det og det magter jeg ikke lige nu.. lige nu handler det om at overleve julen..

Hans julebøn til mig var; om han ikke måtte trappe ud af sin antabus, så han kunne drikke et glas vin juleaften.. jeg anede ikke hvad jeg skulle svare.. han forstår ikke en pind! Han kan gøre som han har lyst til.. men mit overskud, det er dødt! - som de autistiske unger siger på mit "bi-job": "jeg er ond, men uretfærdig" 

Jeg er ked af at det blev så rodet en fortælling, men jeg orker ikke at rydde mere op i den lige nu.. det hjælper nu heller ikke noget..

Tak fordi jeg måtte få lidt luft.. pas på jer selv.


Tilbage