Kom i gang med gratis alkoholbehandling

"Den naive", 54 år, Pårørende

Tilbage

Ja nu nærmer julen sig og i år er noget helt anderledes end de 32 år, som jeg har været gift med min mand, som er alkoholiker.
Jeg mødte ham, da min første mand og min datter på 1 år, blev nabo til ham.
Min første mand var syg og havde fået konstateret Skelrose og med sygdommen fulgte der nogle meget mærkelige sex vaner og fantasier som han pålage mig.
Det var meget ubehageligt.
Han prøvede en nat at bedøve mig med æter, så havde det ikke været for min nabo, var jeg ikke kommet ud af det ægteskab i live.
Min mand valgt senere at tage sit eget liv og der var ifølge hans forældre kun en, der havde skyld deri.

Hans mor havde aldrig kunnet lide mig og jeg havde "kun" født en datter.
Mine forældre talte jeg aldrig med om, hvad jeg havde oplevet.
Jeg var ældste barn af 3 søskende og havde altid fået at vide, tag dig sammen, du er den ældste.
I mit barndomshjem havde der aldrig været spiritus, andet ved festlige lejligheder, så jeg havde ingen oplevelser med dette "stof".

Så, som enke i en alder af 20 år, stod jeg der som Palle alene i verden. Min nabo blev min redning, troede jeg!
Han var flot, sjov og altid i festhumør, så det var et helt andet liv jeg lærte at kende. Undrede mig dog over, at han ikke kunne sammen med hans forældre, de opførte sig nu også meget anderledes.
Fandt senere ud af, at svigermor var psykisk syg og alkoholiker og svigerfar det samme.
Syntes også, det var synd, han havde haft en meget dårlig barndom, så der var bestemt ikke noget at sige til at han drak meget.
Blev med tiden også flov, for nu måtte det jo være mig, der var noget galt med. Havde født ham en datter og ikke den lillebror som han havde mistet, som 12 årig.
Så mit liv blev nu at holde på formerne og var altid, den sure kælling, der var kedelig og ville tidligt hjem, hvilket altid endte med, at jeg fik nogen på hovedet, ødelagt mine briller, eller rykket i håret.

Da der var gået nogle år ville jeg ud, af det ægteskab, men min strikse far sagde "du har selv valgt, så bliv på din pind".
Så gik, det ene år efter det andet, hvilket bestemt ikke, var godt for mine piger, men jeg vidste ikke bedre.
I 1996 kom min mand hjem fra arbejde en hverdags formiddag og sagde, nu tog han på Tjele og det kunne jeg ikke gøre noget ved (hans firma havde beordret ham).
Jeg havde netop gennemgået en halsoperation og måtte kun løfte 1L mælk, sad nu og så rigtig dum ud, for hvad var Tjele og hvad var dette her for noget.
Jeg blev meget vred og følte mig atter svigtet.

Min mand var i behandling i 5 uger og holdt sig ædru i 6 måneder, sagde han havde ikke noget problem, kunne sagtens drikke socialt, passede jo også hans arbejde.
Så gik årene igen og i 2005, syntes mine nu voksne børn og jeg ikke, vi kunne bære mere, min mand har været i fængsel to gange og fået bøde to gange for spirituskørsel.
Nu var hans nye måde at drikke på, at gemme vinflasker rundt om i vores stald, lade, eller i bilen. Vi - pigerne og jeg besluttede nu at tale med hans firma og med behandlingscenter Tjele.-
Der skal indskydes at den ene af pigerne først havde, ringet til hendes far og spurgt ham om han ikke ville i behandling, men nej han havde ikke noget problem.
Men via hans arbejdsplads accepterede min mand, at komme i behandling og jeg troede alt var godt. Fik en enorm støtte fra Tjele, var selv i familiebehandling og en hel ny verden åbnede sig for mig. 
Jeg går også i en rigtig god Al-Anon gruppe.

Min mand syntes, at hele verden åbnede sig for ham og nu skulle han bestemt ikke ikke drikke mere, et skår i hans glæde var dog, at den ældste af pigerne valgte ham fra, hun troede ikke på ham, sagde hun ville ikke ødelægge hendes lille famile med de samme dårlige oplevelser, som hun havde haft som barn.

Min mand holdt sig fra spiritussen i tre måneder og så troede han ikke vi opdagede noget!!!!
For to uger siden sagde jeg til ham: "jeg vil ikke mere holder jul sammen med børnene og min hund".

Jeg ved ikke hvad min mand vil, orker heller ikke at tænke på det.
Er bare så skuffet.


Tilbage