Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Kun en pige, 32 år, Pårørende

Tilbage

Jeg vil gerne starte med at fortælle om mig selv.

Jeg er en kvinde på 32 år og jeg har mand og 2 børn.
Idag er mit liv perfekt, men det var den ikke i min barndom.
Min far har - så længe jeg kan huske det, drukket, og gør det stadig.
Jeg mindes tilbage nogen gange med gru, når min far kom hjem fra værtshus i en ordentlig brandert og gennemtævede min mor.
Ja han var tæt på at slå hende ihjel nogle gange.
Der stod jeg, som en skræmt pige og måtte redde min mor.
Det kan ikke tælles på hænder hvor mange gange politiet måtte rykke ud. Alle de gange min mor og jeg måtte flygte fra min far, der var fuld og ondskabsfuld. Hvor jeg dog hadede min far.

Vi flyttede senere til et nyt sted.
Det blev det kun værre af, for vi flyttede tættere på min faster og onkel, som også var alkoholikere.
Det endte med at min mor nu også begyndte at drikke hver dag.

Aldrig har det været så ydmygende og pinligt at flytte til et nyt sted, og skulle præsentere mine nye venner for min familie. Jeg turde ikke at have nogen med hjem, for jeg var bange for at min far ville banke min mor, når de var der. Og det blev tiere og tiere, at det skete for når min mor drak blev hun provokerende.
Vores naboer holdt op med at komme for at hjælpe mig når der var huspektakler, for det var ved at være en vane at min far bankede min mor.
Senere i mine teenageår holdt jeg helt op med at stole på folk.
Min selvtillid lå et meget lille sted.
Jeg måtte hver dag veje og vurdere situationen i hjemmet.
Min mor prøvede så godt hun kunne at gøre noget godt for mig, men det er svært at modtage noget fra en man afskyede og foragtede og samtidig elskede.

Folk der drikker og har børn tror de er de bedste forsørgere, for man giver bare børnene noget materielt og tror at den hellige grav er bevaret. Men hvad med følelser og kærlighed? hvad med tryghed

Selvom jeg havde masser af venner så følte jeg mig som Palle alene i verden og man fortalte helst ikke sine venner at man havde forældre der drak. Alle de undskyldninger man måtte finde på når de spurgte om ens forældre. Alle løgnene. Og frygten især.
Jeg begyndte selv som 14 årig at drikke. Det var min eneste vej ud af det helvede jeg var igennem. Jeg blev ligeglad med alt og alle. Og nu var det min tur til at såre folk jeg holdt af, for ikke selv at blive såret.

Det der fik mig ud af alkoholens kløer, var min læge. Han sagde til mig at jeg ikke ville blive 18 år, hvis jeg fortsatte i det tempo, jeg drak i. Det fik mig til at stoppe, og tage bladet for munden over for mine forældre. Det hjalp ikke på deres drikkevaner, men jeg fik luft.

I tiden efter mødte jeg så min nuværende mand og gik gennem et nervesammembrud. Men jeg kom ud på den rigtige side.

Min far drikker stadig og han har da også banket min mor mange gange efter. Min mor drikker ikke så tit mere. Men jeg ved når hun har fået bare een øl, for der tager min psyke afstand fra hende og jeg foragter hende.

Jeg har valgt at fortælle min historie, fordi jeg ved hvor mange børn og unge der må et helvede igennem. Jeg vil meget gerne hjælpe dem og vise dem vejen frem.
De er ikke alene, vi er mange der deler den samme skæbne.

Jeg kunne fortsætte i det uendelige om mit liv og det man går igennem når man har forældre der drikker.
Kan jeg på nogen måde hjælpe bare et barn er dette ikke spildt.


Tilbage