Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Musse, 27 år, Pårørende

Tilbage

Ja jeg er jo så 27 og voksen? Hm.. føler mig ikke særlig voksen..
Jeg har en mor der er ædru alkoholiker på andet år, min far har jeg aldrig kendt.
Min mors og mit forhold har i virkeligheden altid været anstrengt.
Jeg blev sendt hjemmefra på efterskoler og plejefamilier, da jeg var adfærdsvanskelig. Den tittel holdt jeg sådan fast i at jeg sgu til sidst blev det!
Jeg føler at titlen i virkeligheden kom fra min mor, der havde svært ved at jeg satte spørgsmålstegn og kom med anklager omkring hendes tiltagende druk og meget usunde og betændte livsstil.
Så det jeg føler og tænker omkring det, var at det derfor var nemmere at sende mig væk, at give op på sin datter.
Jeg ved at min mor lider af en sygdom, det har jeg accepteret og det hjælper mig enormt med at "forstå" de ting der skete da jeg var barn og teenager.

Jeg startede indlægget med at skrive at jeg ikke følte mig særligt voksen, og det hænger sammen med at når jeg sidder her og skriver ned og tænker, ja så tænker jeg som det sårede barn, jeg var dengang, for den lille pige sidder stadig i mig og græder og forstår ikke hvorfor alt dette gik ud over hende?
Og den voksne kvinde sidder nu med sine kampe i livet idag, og tænker også hvorfor disse ting skulle gå ud over hende, og undrer sig en del over hvor hun dog fik krafterne fra til at kæmpe sig igennem sorgen, det at blive sendt væk, slået og svigtet, at få afvide at man var en møgtøs når man spurgte om sandheden og sætte spørgsmålstegn ved forskellige ting, der skete i vores hjem.

Idag sidder jeg med en ny accept af at Min mor lider af en sygdom, som har smittet mig, og har derfor måtte kæmpe kampe der lignede min mors til forveksling bare uden alkohol.
Denne accept har også bragt mig den selvindsigt der skulle til før, at jeg kunne træffe et valg, et valg der lød, at jeg er mig, og kan gå min egen vej en sundere og bedre vej.
Jeg vil ikke længere være afhængig af min mors sygdom og på sygelig vis søge hendes accept og hendes kærlighed,når hun nu ikke ved hvordan den gives.
Jeg vil ikke leve i sorgen og smerten længere, sorgen kan komme på besøg, og den er velkommen, for den er en del af mig, men den er ikke mig længere.
Nu skal der passes på den lille pige indeni, og hun er så småt ved at forstå og mærke at hun er elsket og god nok, bare for den hun er.


Tilbage