Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Otto, 64 år, Afhængig

Tilbage

Nu er jeg 64 år, og omsider blevet tørlagt, på 3. år.
Men tilbage til starten.

Det begyndte allerede i skolen, dog var det jo ikke noget jeg regnede for noget.
Det var det alligevel kan jeg nu se.
Som ca. 20 årig turede jeg lystigt rundti  Canada og Mexico, og her fik den ikke for lidt.
Det var efter parolen: tjen nogen penge og drik det hele op.
Det var faktisk sådan at jeg slæbte mig rundt fra by til by, med evige tømmermænd, og altid på jagt efter øl.
Men det var ikke bevidst, jeg troede bare at sådan skulle det være.
Dog var jeg bevidst om at ville spille rollen som den altid mere eller mindre fulde, bl.a. fordi jeg så fik et "varemærke" og det varemærke gjorde mig populær, fordi jeg troede jeg var sjov når jeg var fuld. (klovnerollen).

Efter ca. 2 år derovre, kom jeg tilbage til DK.
Jeg var meget urolig, og også tørstig, og troede at det ville rette sig hvis jeg f.eks. blev gift, fik børn, ansvar osv.
Hvilken forregnelse.
Men jeg blev gift.
Og det som jeg troede skulle virke som en lægende urt på min vilde tørst, blev helt modsat.
Et flammende bål blev det nu.
Jeg boede og arbejdede syd for den tysk-dk grænse, og der kan man jo købe alkohol til næsten ingen penge.
Hvilket blev gjort.
De første par år var det hver weekend.
Til dem købte jeg grundigt ind.
Et par flasker rom og div. øl.
Det blev hældt ned hvorefter jeg fortsatte til den lyse morgen. Stangdrukken gik jeg til køjs, og min daværende kone sørgede for at jeg fik masser af fred og ro til at sove brannert ud.
Helst ingen måtte vide noget.
Som regel var jeg på mærkerne igen om mandagen, og jeg kunne så samle kræfter i løbet af ugen, til den næste weekend, hvor det samme forløb gentog sig.
I årevis gik det på den måde.
Mest i weekenderne men engang imellem måtte jeg også trøste mig midt i ugen; det hændte at jeg tog på druk i flere dage, og kørte bl.a. rundt i DK i tog.
I restaurationsvognen.

Jeg fik 2 børn som jeg ikke kunne mobilisere nogen som helst kræfter til at tage mig af.
Alle mine kræfter gik til alkohol, jeg var fuldstændig udenfor det rigtige liv.
Mit arbejde kunne jeg passe til nød og næppe.
Jeg havde mange sygedage, og weekender blev ofte forlænget.
Alkohol havde jeg snart gemt alle mulige steder, jeg vandrede troligt dybere og dybere ind i alkoholismens verden.

På et tidspunkt flyttede jeg hjemmefra, vi havde et dejligt hus, bil og båd.
Jeg flyttede fordi jeg ville være fri.
Altså fri og alene så jeg helt kunne hellige mig drikkeriet.
Jeg ville kun have bilen og båden med.
Bilen kom jeg hurtigt af med, for jeg kørte over grænsen med en mægtig promille.
Det gav mig jo 3 uger i skyggen, hvor jeg jo kunne tænke over tingene. Jeg blev egentlig frisk til et nyt liv, men ak, det blev lynhurtigt det samme igen.
Jeg havde utallige grunde til at drikke.
Og det blev gjort med maner, til havs til lands, altid fuld.
Jeg fik et job i Sønderjylland, og der var også gode ting imellem.
Jeg så også min familie lidt.
Min arbejdsplads ophørte at eksistere, fordi stedet blev uddelegeret til amter og kommuner.
Så jeg røg ind på et sygehus afd. psyk.
Derinde tog jeg beslutningen om at tage op til min søster i Thy, efter at have søgt og fået et ret betydningsfuldt arbejde i en større by i nærheden. Jeg kørte mange km på knallert eftersom jeg jo ikke havde noget kørekort.
Arbejdet varede kun i kort tid.
Jeg fik et nyt som også kun varede i kort tid.
Jeg mødte en pige som desværre viste sig at være på forskellige stoffer, og livet med hende blev et totalt druk- og pillerod.
Det endte med at hende og jeg tog til Sjælland hvor vi skillingede sammen til en lille ejerlejlighed.
Jeg fik arbejde i den nærliggende kommune.
Det varede kun kort, jeg blev fyret med øjeblikkelig varsel p.g.a druk, og de konsekvenser det fik.
Herefter var jeg i 6 mdr. på nerosehospitalet philadelfia.
Der kom jeg til hægterne.
Kom ud, fik job, kørekort igen og andelsbolig.
Efter 6 år røg både bil og job, og jeg måtte igen ind og sidde i 3 uger. Da jeg kom ud besluttede jeg mig til at gifte mig igen, med en polsk pige.
Det gik ikke godt til at begynde med, men hun var udholdende.
Jeg havde en del småjobs, og da jeg blev 58 gik jeg på overgangsydelse, senere efterløn.

Min alkoholisme skred fremad.
Jeg blev klar over at døden ville være nært forestående, hvis jeg ikke holdt op?
Men hvordan?
I mellemtiden var vi flyttet til København, og her lykkedes det mig at komme i kontakt med AA, og senere i behandling.
Det lykkedes.

Nu er jeg lykkelig fri fra alkoholens svøbe.
Det er som at blive født igen.
I en alder af 61 år!
Fri fra de alkoholiske tanker nu, er der andre tanker der dukker op.
Alle de år, alle de chancer, alle de mennesker, alt det jeg ødelagde, tankerne om det dukker op.
Bagklogskabens klare og ærlig lys.
Men sket er sket.
Var alkoholen i sin essens ene og alene skyld i al ulykken?
Eller var det mig selv?
Gjorde omstændighederne at jeg drak, eller drak jeg så jeg bedre kunne klare omstændighederne?
Måske kunne jeg have taget mig sammen?
Igen det altid tilbagevendende spørgsmål: hvorfor?
Helt ærligt og efter at have gennemarbejdet hændelserne, må jeg indrømme at jeg ikke magtede at styre drikketrangen.
Uanset omstændigheder, pres, jul, påske, mærkedage osv. så kom tørsten altid, ubønhørligt!
Minnesotakuren hjalp mig til at skabe klarhed, og til at tæmme dæmonen.

Nu ved jeg at alkohol er gift for mig.
Den frihed ædrueligheden har givet mig er enestående.
Det overskygger alt andet!
Tak for mig!

 


Tilbage