Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lotte, 37 år, Pårørende

Tilbage

Kære Hope

jeg har lige stiftet bekendskab med jeres hjemmeside, og har haft glæde af at læse mange af jeres beretninger.
Jeg har selv en beretning som jeg godt vil prøve at sætte ord på.

Jeg er opvokset i den pæne akademiker familie, hvor der var plads til alt og alle.
Når vennerne kom, blev der tappet fra hjemmebryggen som stod og boblede på badeværelset.
Det var jo helt naturligt for mig, det er jeg jo vokset op med.
Jeg har hele mit liv døjet med lavt selvværd og været i kategorien den pæne pige.

Set i bakspejlet har min familie været fantastiske til at lære mig at pakke min vrede væk.
Vi skændtes aldrig, smækkede aldrig med dørene, men talte om tingene.
Nu sidder jeg så her som 37 årig og har først for nylig fået taget hul på tingene.
Jeg har tidligere i mit liv gået til diverse psykologer, endda en psykiater, da min familie overbeviste mig om, at jeg jo nok var disponibel for depressioner, det måtte være det der udløste mine angstanfald, som jo var tilbagevendende.
Jeg troede på dem.
Selvfølgelig hvad skulle jeg ellers?

For godt 1 1/2 år siden stødte jeg tilfældigt på den største hjælp i mit liv. En fantastisk kvindelig terapeut, som med ro i sjælen fortalte mig, at jeg ikke var syg men vokset op i et sygt famimiemønster.
Tak for kaffe den var/er svær at sluge.
Mit familieglansbillede krakelerede.
Jeg besluttede mig for at tage tingene op i familien, da jeg var kommet lidt til hægterne.
Prøvede at konfrontere min far med hans misbrug, ja han var alkoholiker, men blev kort sagt mødt med INGEN forståelse.
Far drikker ikke.
Han er ikke alkoholiker, som min mor sagde: hun styrede det jo.
Hun bestemte og satte dagsordenen for drikkeriet.
Så der var intet problem, min far tog så af sig af retterne, når de var ude, og hun ikke kunne styre det, eller finde legale smutveje.
Mine søskende (som er noglelunde jævnaldrende med mig ) har med tiden erkendt problemet, men det har ikke gjort det samme ved dem.
Derfor har de svært ved at sætte sig ind i mine følelser, vrede og frustration.

Jeg har igennem min terapeut lært, at der i misbrugsfamilier som min sidder et medlem, som sidder med aben, skylden, den dårlige samvittighed ja byrden.
Og det blev så mig ... den er tung.
Heldigvis har jeg totalt følelsesmæssig og praktisk opbakning fra min mand.
Jeg meldte ud til mine forældre, at jeg havde et ønske om, at far ikke drak når de skulle passe vores søn på 2 år.
De meldte tilbage, at det kunne de ikke indfri.
Det var en for stort indgriben i privatlivet.
Fint han kom så ikke derud.
Jeg så så stort set ikke mine forældre i et års tid.
For 3/4 år side faldt min far om af en blodprop i hjertet.
Jeg havde stort ikke set ham et år forinden, så det var en lidt mærkelig situation at mødes i.
Det var et eller andet sted en lettelse at sige fravel til ham, så skulle jeg ikke slås med ham og hans alkoholmønster.
MEN: Jeg var naiv og havde håbet på, at nu kom min mor på banen.
Jeg red på en bølge af glæde i et par måneder, men så brast min verden og her står jeg så nu ...

Problematikken omkring misbruget i familien er begravet sammen med far.
Det er hårdt, ingen vedkender sig det skete, min mor forstår ikke at vi ikke bare kan hygge os alle sammen, nu har vi det jo så godt, men skaden er sket for mit vedkomne.
De følelsesmæssige forstyrrelser, kampen om selvværdet og kampen for IKKE at begrave fortiden er massiv.
Jeg kæmper for at forstå, at jeg ikke får den anerkendelse fra min mor som jeg sukker efter.
Hun ser det ikke, mærker det ikke, føler det ikke - hun kan ikke.
Det er meget hårdt, jeg prøver for tiden at tage afsked med den mor jeg ikke fik.
Noget jeg også kæmper med er usynligheden.
Den store usynlighed der har hersket omkring hele misbruget.
Andre så på familien og tvivler på min dømmekraft, x drak da ikke.
Jeg har ofte grædt mig i søvn, fordi det var så usynligt.
Jeg har tit ønsket, at han var tydeligt beruset, var en af dem der væltede rundt, men jeg er vokset op med stemninger - stemninger der har været så uhåndgribelige, at det har flasket mig op med følelsen af at være forkert.
Men det er jeg ikke og det kan jeg jo få hjælp til at få bekræftet, når jeg læser jeres beretninger.
Jeg prøver at sige til mig selv: Husk en drage stiger i modvind og ikke i medvind.
Min terapeut sagde også til mig i sidste uge: Lotte når du er rigtig ked af det, så sig tillykke til dig selv, du har lært at mærke dig selv, det har din familie ikke.

Venlig hilsen Lotte

 


Tilbage