Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Julie 4, 22 år, Pårørende

Tilbage

Hej.

Jeg er datter af en alkoholiker.
Eller af halvanden.
Jeg husker ikke så meget af min barndom, eller også vil jeg ikke huske den, men de billeder jeg har, kan man se at der altid er alkohol på bordet.

Jeg ved at min mor begyndte at drikke for alvor efter min mormor døde i 1996.
Hun kom ind i en meget lang periode med depression og druk.
Jeg var ikke så gammel den gang, men det begyndte langsom at gå op for mig, at der virkelig var noget galt.
Jeg fangede hurtigt at der var noget galt, så jeg fortalt det jo ikke til noget omkring mig, jeg blev bare mere og mere indelukket.
Jeg har en storesøster der er 9 år ældre end mig, men hun var flyttet hjemme fra da alt dette begyndte.
Vi kan ikke snakke om det sammen, for vi har to forskellige meninger om det hele.

Det jeg mener med at jeg har halvanden alkoholisk forældre er, at når min mor drikker holder hun ikke op igen foreløbigt.
Hun er periode drikker.
Min far derimod, drikker gerne dagligt, men står op hver morgen og passer sit arbejde.
Efter min mor var blevet alkoholiker, tog de tit "ture" hvor de drak.
Gerne når vi var på sommerferie sammen.
Men problemet var jo bare at hun ikke kunne stoppe igen når vi kom hjem.
eg har rigtig mange minder om min mor som alkoholiker.
Flere end mit hjerte kan holde til at tænke på.
Min rolle i alt det her, er heltinden.
Når min far ikke kan klare hende drikkeri mere, så ringer han til min søster, som straks ringer til mig.
Jeg er den eneste der kan snakke med hende når hun drikker.
Det er hårdt, og man for lovet guld og grønne skove, men nogen skal jo gøre det.
Det er mig der står for at ringe til lægen, og overtale hende til at komme og snakke med min mor.
Min mor har stor respekt for den dame.
Min læge er begyndt at ryste på hovedet af mig, men hey!
Det virker næsten hver gang.

Jeg har mange gange fundet min mor fuld liggende på gulvet, hvor hun har været ved at lave mad eller noget andet.
Jeg har brugt det meste af min barndom på at hælde vin ud, som jeg har fundet gemt rundt omkring i huset.
Hun har ikke, hvad jeg ved, drukket siden marts sidste år.
Det var også noget at det værste jeg har oplevet.
Det var en søndag.
Jeg havde været til chokolademesse med min kæreste, hvor man på vej hjem bliver ringet op og bliver spurgt om man ikke lige kigger forbi.
Det gør jeg så.
Jeg sender min kæreste hjem, for han forstår ikke noget af det jeg skal igennem.
Han mener bare at hun skal råbe op, men hvis hendes lille pige ikke kan gøre det, hvordan vil han så gøre det???
Han er ikke kommet op med svaret endnu.
Men jeg kom så der hjem, og snakkede lidt med min far, skulle lige høre hvor længe det havde stået på osv.
Jeg snakkede med min mor i ca. 2 timer.
Min far står tit og lytter ved døren, og kommer ind og provokerer når han for chancen.
Det hjælper bare ikke på det tidspunkt.
Til sidst blev det for meget for min mor.
Hun rejste sig og gik over og tog tøj på og ville går.
Der opstod tumult et par gange.
Jeg blokerede døren, men den eneste tanke i hovedet: hun rør mig ikke.
Min mor er ikke voldelig når hun er fuld, bare rigtig modbydelig.
Hun rørte mig ikke, men gik derimod løs på min far.
Hun er ikke så stor, men det er han derimod.
Det ende med at man far holdt hende fast på gulvet.
Jeg tog selv den beslutning om at ringe til politiet.
Jeg ved ikke om det var den rigtige, men de kom og tog hende med.
Det er første og eneste gang i mit liv, at jeg har været bange for at hun skulle til at slå mig.
Efter jeg var blevet afhørt af politiet kom min far ind til mig.
Jeg brød fuldstændigt sammen.
På et eller andet tidspunkt i al forvirringen dukkede min søster og hende mand og min dengang 2 år gamle niece op.
De nåede lige at se min mor blive kørt væk.
Min far tog med for at sikre at hun kom ind af døren ved afvænningsstedet.
De gik op og hentede mig, som stadig var helt knust, og så kørte vi ud og hentede min far.
Vi fandt ham aldrig der ude, men han ringede da han kom hjem og sagde at han havde taget en taxa.
Vi fandt der imod min mor.
Hun var gået fra afvænningsklinikken, for der gad hun ikke og være.
Min søster fortalte hende at min far ikke ville have at hun kom hjem.
Derefter gik hun.
Det var i midten af marts, og det var meget koldt og min mor havde ikke meget tøj på.
Der gik flere timer før hun kom hjem igen.
Hun blev meget syg derefter.
Jeg har valgt at holde mig væk i meget lang tid.

Det er nu et år siden, men jeg er stadig ikke kommet mig over det.
Jeg kan mærke at min far heller ikke er, og jeg er usikker på om min mor kan huske noget.
Det største problem i vores familie er: vi snakker ikke om den store lyserøde elefant, som alle kan se.
For når hun ikke drikker, er der jo ikke noget problem.
Alle de oplevelse jeg har haft igennem årene, har gjort mig ældre end jeg er på papiret.
Jeg har klaret mange ting alene, og min mor har misset nogle store og vigtige dage i mit liv, og af min søsters for den sags skyld.
Jeg har søgt hjælp mange gange, men så er det hele lidt løbet ud i sandet, pga. at hun er blevet ædru igen og lover guld og grønne skove.
Det første vigtige skridt for mig var, da jeg fandt ud af, at jeg ikke var den eneste i verdenen med det problem.
Jeg overvejer igen at opsøge hjælp.
Min mor har været ædru i lidt over at år, så mine alarmklokker er helt oppe og ringe, og har været det længe.
Det tager hårdt på en, for jo jeg ønsker da at hun bliver ædru.
Jeg er bare holdt op med at tro på det.

Folk spørg mig tit om jeg kan se at jeg har nogle gentagne mønstre i mit liv.
Ja det hat jeg når jeg ser tilbage.
Alle de fyre jeg har været sammen med har haft et misbrug af en art, og stor set alle mine venner er lige sådan.
Jeg har mistet mange kærester og venner igennem årene, pga. min ”hemmelighed” som det jo har været.
Men set i bakspejlet, så har de ikke været det værd.
Jeg drikker ikke selv.
Jeg gjorde i gymnasiet, for sådan var det, men jeg bryder mig ikke om det mere.
Jeg savner min mor og holder meget af hende, men jeg er ved at få nok.
Er kommet der til i mit liv hvor jeg skal til og stifte min egen familie.
Jeg har bare ikke plads til et alkoholmonster i billedet.
Jeg har tit taget mig i at ønske at hun bare døde i stedet, for jeg har ikke lyst til at fortælle mine børn, eller min niece at hendes mormor er alkoholiker, og at hun derfor nogen gange ikke må se hende.
Det er ikke en rar tanke.
Puha det blev et langt brev.
Men det var rart at få det ud.
Håber du har fået noget ud af min historie.
Hilsen Julie.

 


Tilbage