Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mia, 21 år, Pårørende

Tilbage

Den dag i dag er jeg en pige på 21 år, men det hele startede dengang min mor fandt den sødeste fyr i verden, troede jeg.
Den dag vendte hele mit live 180 grader.

Jeg var ca. 14-15 år gammel.
Jeg boede hjemme sammen med min mor, og havde boet alene sammen med hende efter min storesøster flyttede hjemmefra.
En dag til den årlige byfest, fandt min mor en rigtig sød og dejlig fyr.
Min søster og jeg stemplede ham STRAKS godkendt! =O) og det hele begyndte at blive dejligt, efter som min mor var begyndt at blive glad og mere udadvendt!
Hun havde jo mødt den fyr hun havde ventet på i flere år.
Endelig var hun lykkelig.

Efter nogle måneder flyttede han så hjem til min mor og jeg, og jeg havde fået en stedfar!
Det var på en måde rart med en mand i huset igen.
Men det vigtigste af alt, min mor var GLAD igen!
Efter et års tid købte de en ejendom, som de ville total renovere.
Og som jeg husker, var det fra den dag vi begyndte at renovere, at det hele startede...
Selvfølgelig høre der et par fyraftensbajere til, når nogle håndværkere har fri fredag eftermiddag kl 4! -ingen tvivl!
Men dette var ikke bare en eller 4 bajere vi snakker om, nej der kunne ryge en hel kasse på sådan en fredag.
Lidt efter lidt blev det hver dag, og flere kasser om dage.

Nå, men HUSET over alle huse blev endelig færdig, engang 1 ½ år efter vi var begyndt at lave det om, og vi kunne endelig være en rigtig familie og falde på plads.
Min stedfar og min mor kunne snildt drikke 1 flaske vin, et par gange om ugen, og jeg lagde ikke mere i det.
Først efter et LANGT stykke tid efter vi var faldet på plads kunne jeg set den var HELT GAL!
Jeg gik i 10. klasse og jeg havde fået tidligt fri fra skole og glædede mig til at komme tidligt hjem og bare slappe af!
Men jeg blev klogere.
Da jeg kom indenfor døren og åbnede den næste dør ind til stuen, ventede der mig et skrækkeligt syn!
En fordrukken fyr, der lå med en spand ved sin side, 3 flasker rødvin, og 1 flaske vodka og 2 guldøl på sofabordet.
Hold kæft jeg tabte kæben!
Jeg satte mig på en stol ved spisebordet og stor tudede så snotten stod ud til højre og venstre.
Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg tog min scooter og kørte ned på min arbejdsplads og kølede af!
Da jeg viste at min mor var kommet hjem 3 timer senere, tog jeg hjem.
Der lå han stadig, og min mor prøvede at få liv i ham, men han sagde bare at vi skulle lade ham være.
Vi tænkte at det nok var fordi han havde haf en dårlig dag, og lod ham være, da det jo kunne ske for enhver.

De efterfølgende dage var det samme at komme hjem til.
Efter nogle måneder, efter jeg gik i seng, kunne jeg høre min mor og stedfar råbe og skrige af hinanden nedenunder og min stedfar gav MIG skylden for alt så han havde en grund til at drikke.
Jeg var SÅ ked af det!
en tøs på 16-17 år der var "SKYLD" i at en mand på nogen og 30 år drak?!
Den sidste tid han drak, kan jeg huske at jeg ikke kom hjem før min mor var kommet hjem, da jeg var bange for at finde ham en dag, hænge udenfor i garagen eller finde ham hvor han har taget sit liv på en eller anden måde.
Jeg havde INGEN veninder med hjemme, INGEN!
Det var pinligt, og jeg fortalte det ikke til nogen!
Ikke engang min bedste veninde.
Ikke engang min søster som INTET viste.
Ikke engang min mor eller min familie.

En dag da jeg kom hjem fra arbejde, sad min mor grædens i sofaen, han var kørt ud til en ven, fordi han ikke ville sove derhjemme da min mor og ham havde været ope og skæntes.
Vi kontaktede en dame fra AA, som kom og fortalte os hvad vi kunne gøre, vi kunne få ham på en minasota-kur.
Men manden kunne IKKE tvinges.
Vi ringede til min stedfars forældre, som heller INTET viste, og de gav direkte min mor og mig skylden for at han var endt der hvor han var endt!
Vi var så kede af det, for vi havde jo INTET gjort! = O

Vi fik ham afsted, og han var der i 5 uger ca., og han var en helt anden da han kom hjem.
Selvfølgelig var det den dejlige stedfar jeg fik hjem, som jeg først var faldet for.
Jeg husker en dag vi alle satte os ned og snakkede om det.
Jeg konfroterede ham med alle de ting jeg havde, men intet hjalp.
Jeg følte at han blev mere og mere sur på mig.
Det endte med at vi overhovedet ikke kunne føre en samtale sammen, og jeg flyttede hjemmefra.
Lige siden dén dag, har vi kun sagt "go´ dag" og "farvel" til hinanden, når jeg har været hjemme og besøge min mor.
Den dag i dag, er det stadig det samme.
Det er lige som om der er kold luft imellem os.
Der er nok stadig nogle ting jeg aldrig fik sagt til ham, som jeg nok bare må lære at leve med.

 


Tilbage