Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Sanne 2, 20 år, Pårørende

Tilbage

Jeg føler skyld fordi jeg sætter mig selv i første række, fordi at det nu betyder mere for mig, at jeg får det godt og kommer videre i mit liv frem for, at de bliver raske.
Jeg har nok lidt opgivet dem.

Jeg har fået kærlighed, støtte, opmærksomhed og er endda blevet forkælet.
I min fars ører har jeg fået alt, hvad jeg havde brug for.
Mens min far altid har ment, at det er mig, der overdriver og, at jeg ser for mange film, kan min mor godt se, at det er sandt når jeg fortæller om, hvor hård min opvækst har været.
Det har været mange år med angst, utryghed, mistillid og ikke mindst skam.

Jeg er vokset op med to alkoholiske forældre.
Jeg ved med sikkerhed ikke hvornår det begyndte, men at det nok har været sådan al den tid jeg har været til, og sikkert også længere.
For mig begyndte det nok at blive værst i teenageårene, der hvor jeg pludselig kunne se at mine forældre ikke var ligesom andres forældre.
Hvor kunne det slå mig ud når jeg gik nede i byen, en formiddag, med en veninde og jeg så min far gå ind på det lokale værtshus eller sidde på drankerbænken.
Og hvor blev jeg da flov og ked af det når min far var fuld til forældreaftnerne på skolen.
Hvor jeg dog hadede at lyve for venner, familie og mine forældres arbejdsgivere, når mine forældre var forhindrede i at møde op pga. druk.
Og hvor var jeg dog bange for hvad der nu ventede mig når jeg trådte ind af døren derhjemme.

Min far var den, der drak mest af de to, den ene periode holdt han sig helt ædru, og vi havde en ganske alm. familie, den næste drak han, og hjemmet blev til et utrygt og voldeligt sted at være.
Jeg tror også det er det, der i sin tid fik min mor til at begynde.
Hun kunne bare ikke tåle alkoholen, hun blev syg, blev indlagt på intensiv, kom hjem og holdt sig ædru i ca. et år indtil hun fik den næste tur og blev indlagt igen. osv.
Den sidste gang det skete var det mig, der fandt hende.
Jeg var fyldt 18 år og havde første skoledag på en helt ny skole, jeg havde overnattet hos min kæreste og det var et held, at jeg kom hjem forbi inden jeg skulle møde.
Min mor lå på sofaen og udstødte en masse høje lyde, hun var ikke til at komme i kontakt med, og så helt forkert ud i øjnene, som også var helt gule fordi hendes nyrer var stået af denne gang.
Jeg ringede 112, de kom og hentede hende, og jeg tog i skole fast beslutte på at hun ikke skulle ødelægge min uddannelse for mig.
Efter en time kom min far og hentede mig, politiet havde ringet til ham og havde bedt os om at komme ud på hospitalet, det var kritisk.

Jeg trillede ikke en tåre i den hele måned hun var indlagt.
Jeg følte mig stærk, og angsten, der havde været, da hun lå derhjemme var væk.
I dag er jeg en ung kvinde på 20 år, jeg bor utroligt nok stadig hjemme.
Min selvtillid er meget lav, jeg bebrejder mig selv alting og jeg har endnu ikke kunne fuldføre en uddannelse.
I et forsøg på ikke at miste min kæreste, fordi jeg var så deprimerede, tog jeg det svære skridt at gå til lægen.
Jeg gik derfra med en pakke lykkepiller i lommen og en besked om at glemme fortiden og ta’ mig sammen.
Det slog mig ud, og spørgsmålet, om om det mon var mig, der var galt på den, og overdrev, blev større.
Med stor støtte fra min kæreste fik jeg skiftet læge, og beholdte troen på at det kunne blive bedre og modet til at kæmpe videre.
For første gang i mit liv kom der et gennembrud.
Mine forældre er nu gået med til at få noget hjælp.

Måske kan jeg få et normalt liv nu.
Men hvorfor er der ikke nogen, der har hjulpet mig noget før?
Og hvorfor er det så svært selv at bede om hjælp?

 


Tilbage