Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lone 2, 37 år, Pårørende

Tilbage

Den pæne alkoholiker.

"Min" alkoholiker er min storesøster, som en stor del af mit liv har været i forældres sted for mig.
Vores far døde tidligt, og vores mor er psykisk syg, så min søster har været "Det voksne barn", der både klarede sig selv og tog sig af sin lillesøster.
I årenes løb har hun udviklet sig fra at være det voksne barn til at være alkoholiker.

Jeg var selv anbragt uden for hjemmet fra jeg var 11 til jeg var 17.
På det tidspunkt havde min søster selv stiftet familie.
I årende, hvor jeg boede først på døgninstitution, siden på efterskole, tilbragte jeg en del af mine ferier og weekends hos hende og hendes familie.
Og da blev færdig med efterskolen flyttede jeg fast ind hos hende, og boede der i knapt 2 år.

Min søster klarede sig godt.
Trods de hårde odds var hun veluddannet, gift med en veluddannet mand, havde 2 børn, et godt job, et nydeligt hjem.
Hun var udadvendt, beleven, en stærk person der altid havde overblik over praktiske problemer, handlekraftig, - en rigtig mønsterbryder. Og jeg så meget op til hende.

Jeg selv var mut, indadvendt, klodset og lidt for tyk.
Jeg klarede mig godt bogligt i skolen, men fritidsjob havde jeg svært ved at klare.
Hvis der var en besværlig kunde i butikken, var jeg lige ved at tude.
Jeg havde heller ikke nemt ved at få en kæreste, selvom jeg gerne ville have min egen familie ligesom min dygtige, stærke søster.

Mens jeg boede hos min søster, drak jeg ofte sammen med hende.
Hvis vi skulle have en søsterlig snak, var det ofte ledsaget af vin.
Det så jeg ikke noget galt i, min søster var jo en beleven person, og hun havde vel styr på sit forbrug, - hun havde jo styr på alt.

Når hun havde fået lidt indenbords, kunne jeg godt finde situationen lidt træls.
Dels fordi jeg sad og ventede og ventede på at komme til orde i samtalen, mens hun hele tiden sagde "nej, nu skal du lige lade mig tale ud.."
Hvis vi havde snakket i en time, så var det hende der havde talt de 50 minutter.
Dels fordi hun skulle lede efter ordene, dels fordi det hun havde at sige var det vigtigste.
Hun var jo den voksne.

Det andet var, at hun ofte talte om ting, der gav mig skyldfølelse.
Om hvor hårdt det havde været for hende at tage sig af mig når vores mor var syg, og hvor hårdt det var til sidst at gå til de sociale myndigheder og bede dem om at få mig anbragt uden for hjemmet.
Jeg følte mig skyldig og ønskede at jeg på en eller anden måde kunne gøre det godt.
Men hvordan?
Hvad kunne jeg gøre for hende?
Hun havde jo styr på alt.

Det var enkelte andre lejligheder, hvor hendes spirende alkoholisme stak hovedet frem.
Det var ved familiemiddage.
Det kunne hun godt sige ting, der fik mig til at føle mig ydmyget.
For eksempel "Lone kan du huske dengang du havde den hårfarve, -nej hvor den fremhævede dine bumser".
- Gerne tværs over bordet, så ingen overhørte det.

Det blev en drøm for mig at flytte mig fra at være en unyttig person til at være en nyttig.
At blive en "giver" i stedet for en "modtager".
Men det projekt førte mig ud i flere nederlag.
Jeg startede på socialrådgiveruddannelsen, men kunne ikke gennemføre den.
Jeg fik mand og barn, men manden forlod mig, og senere kom vores barn til at bo ved ham.
Jeg følte det var en forbandelse at være mig, intet lykkedes for mig.

Jeg røg ud i en krise, som blev et vendepunkt.
Jeg kom i terapi, fik taget en anden uddannelse, - ganske vist ikke så ambitiøst som socialrådgiver, men jeg fandt senere ud af, at jeg godt kunne være tilfreds alligevel.
Jeg lærte hen ad vejen at være tilfreds med mig selv.
Og derefter blev jeg lige så stille mindre tyk og klodset og bange for fiasko.
Desværre kunne jeg ikke dele glæden over mine fremskridt med min søster.
Det var som om at det ikke var interessant at jeg klarede mig godt, når hun ikke havde andel i det.

Mens det er begyndt at få bedre for mig, går det dårligere for min søster.
Hun kan ikke længere skjule sit misbrug.
På det hun fortæller kan jeg høre at hendes venner og arbejdskolleger undgår hende.
Hun er begyndt at se hærget ud.
Men hun har fundet en ny hun kunne ydmyge.
- Hendes egen søn.
Når hun omtaler ham når vi snakker i telefon sammen, så får den med at "han er for tyk, og han er flegmatisk, han kan ikke klare den og den uddannelse, for det er hans karakterer ikke gode nok til".
Nu vil hun vældig gerne være venner med mig, for hun mangler en "rødvinsveninde".

Først for ganske få år siden er det gået op for mig, at min søster faktisk er alkoholiker.
Hun har klaret sig godt i tilværelsen, men hendes præstation svarer til en sportsudøver, der har dopet sig.
Jeg har ikke længere den der "hvorfor kan jeg ikke når hun kan" - skam.

Jeg opfatter det sådan, at min søster har været afhængig af 2 stimulanser.
Den første var omgivelsernes anerkendelse.
Og da hun ikke længere fik nok af den, gik hun over til alkohol.
Et stort behov for anerkendelse er et af de karakteristika, man kan møde hos "voksne børn".

Moralen med den fortælling er, at man skal leve livet for sin egen skyld.
Men skal ikke leve for at bevise noget overfor andre, man skal ikke leve som om der venter én en fortjenstmedalje i den sidste ende.
Det gør der nemlig ikke.
Men det er heller ikke nødvendigt.


Tilbage