Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Signe, 23 år, Pårørende

Tilbage

Når man er så fuld af vrede, sorg og had er accept ikke noget der kommer automatisk.

Vi boede så stort og flot og mine ældre søskende og jeg manglede ikke noget.
Men bag husets 4 vægge var alt noget andet.
Ofte var der ikke penge til madpakker og skabene var stadig tomme når vi kom hjem.
Min far har drukket så længe jeg kan huske, hans behov var stort så i perioder rakte pengene ikke så langt.
Ofte lå han stinkende og sov sin brandert ud til nyhederne, så var der da stille.
Andre gange havde han lige delt øretæver ud til min 6 år ældre bror, det endte tit med min mor skrigende råbte at jeg skulle ringe efter politiet.

De bliver skilt da jeg er 11 år.
Til stor glæde for os børn (mig og 2 ældre søskende), men spor i sjæl og sind havde det sat.
Herefter begynder mors misbrug at tage om sig, og det er stadig ikke stoppet.
Jeg blev smidt ud af samtlige skoler jeg gik på, kunne og ville ikke indordne mig nogen steder.
Følte mig anderledes, hvilket jo er helt normalt for børn fra sådanne familier.
Min mund var lukket med syv segl, ingen måtte kende sandheden, hvad ville de ikke tænke!!
I mange år var jeg i forsvar, startede som den dygtige elev, endte ud med at være den værste.
Jeg var mentalt stærk og robust, ansvarsfuld og skarp.
Jeg græd aldrig, ville ikke vise nogen tegn på svaghed, og på andre fronter var jeg en sød og fornuftig pige, alt sammen for at dække familiens grimme ansigt.
Jeg begynder at stjæle, ryge hash, være voldelig, drikke og med årene stofmisbrug.
En nem flugt fra den indre smerte, men forsvandt gjorde den jo ikke.
Altid på farten men også altid med følelsen af at det ikke var det rigtige.
Ville jo ikke ende som mor og far.
Mange mennesker havde ofte sagt: hvad skal der dog blive af dig!
Ret skulle de fandeme ikke få!
Men det vilde liv stod på i flere år.

Jeg møder min nuværende kæreste, på daværende tidspunkt er jeg træt af miljøet og ønsker et andet liv.
Min kæreste kørte et vildt misbrug, absolut ikke en type jeg ellers ville kaste mig i kløerne på, men jeg må have været et andet sted i livet på det tidspunkt, for forelsket bliver jeg.
Man kan jo også blot sige at jeg fulgte familiemønsteret.
Nu havde de pæne drenge aldrig været mig.
Frygten for at en fra et "normalt" hjem kendte mit, skræmte mig dengang.
Min kæreste valgte heldigvis at få noget hjælp, og kommer i behandling, et forløb der varede et år.
I denne periode begynder jeg at komme i grupper for pårørende til misbrugere.
Her starter en lang og sej proces, da jeg må se sandheden i øjnene omkring min egen barndom, liv og følelser.
Her så jeg for første gang mønsteret der havde bragt mig til hvor jeg var.
Jeg må nu stå ansigt til ansigt med alle de fremmede følelser og tanker jeg i mange år havde gemt så godt væk.
Jeg kunne vælge at flygte eller få det bearbejdet en gang for alle.
Jeg vælger at gøre noget ved det.
Jeg følte jeg var fremmet for mig selv, den jeg troede jeg var, kom jo rent faktisk pga. mine forældres misbrug.
Hvem var jeg så?
Jeg følte mig svag og sårbar, græd meget, men det var nu alligevel også rart, havde i så mange år hele tiden sku være den stærke.
Det hele føltes som et stort puslespil der bare lå i en stor bunke, til at starte med var det enormt uoverskueligt og følte at jeg var ved at blive sindssyg.
Med god vilje og mit sidste mod, begyndte puslespillet så småt at samle sig.
Jeg begyndte at forstå mig selv, mine reaktioner og mine følelser.
Lærte at tilgive, acceptere situationen, mit liv og andre mennesker.
Det bliver med tiden en enormt spændende og fed proces at gå igennem, og kan i dag kun sige at den var det hele værd.
Selvom jeg ikke drikker eller har andet misbrug, ville jeg bringe det dysfunktionelle mønster videre, både med mig selv, men også når jeg en dag selv skal have børn, hvis det ikke var fordi jeg havde valgt at bryde mønstret.
Det er en proces der hele tiden vil udvikle mig i en sundere retning, hvis jeg vælger at holde fast i mig selv og de redskaber jeg nu har fået til at kunne gøre det.

I dag kan jeg uden at lyve sige at jeg har det godt, jeg kender mig selv, er kun blevet stærkere og frygt, had, vrede og sorg styrer mig ikke længere.
Vi vælger selv de døre vi står overfor, og jeg har ofte sprunget over hvor gærdet er lavest, men i længden er det langt mere givende at åbne den dør man faktisk frygter.
Go for it ...

Tilbage