Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Dorte: Min fars alkoholisme og min mors tavshed 1 & 2, 36 år, Pårørende

Tilbage

Dorte: Min fars alkoholisme og min mors tavshed 1

Jeg er i dag 36 år og gift og har to børn på snart 6 og 2 år.
Der er pludselig kommet en ro omkring mig og mine tanker.
Måske er det et punktum for mine ellers "vandrende tanker".
Jeg tror det ikke, for der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt tilbage på mit barndomshjem og min tidligere ungdom.

Tankerne har været en "tankemæssig indfletning" af, hvorledes min fars alkoholproblem påvirkede min psyke og mine valg i livet; ikke mindst min oplevelse af livet og de mennesker jeg har mødt.
Min ro, tror jeg skyldes, at min egen genfortalte livsshistorien omkring dette problematiske alkoholproblem, har tendens til at ændre sig, alt efter den nuværende situation jeg befinder mig i.
Jeg tror, jeg har et "vandrende fokus".
Mit spørgsmål er så, kan jeg finde en afslutning, således at jeg faktisk kan bevæge mig fremad og ikke hele tiden blive trukket tilbage?
Inderst inde, så tror jeg at jeg altid vil udvikle mig i små ryk.
De tidligere dårlige oplevelse vender tilbage i cirkler og hver gang er jeg blivet bedre til at takle det, som var så ubehageligt, fordi jeg netop i mellemtiden er rykket mig nærmere det, som jeg selv ønsker mig af livet.

Det har været en lang og meget svær "rejse".
Jeg nyder roen i dag.
Det er faktisk den første periode, hvor jeg ikke har tilknytning til en eller anden form terapeutisk selvhjælpsgruppe eller andet (som jeg har været meget glad for at gøre brug af).
I dag har jeg min egen familie og er nu ved at finde venner, som ikke nødvendigvis selv behøver at kende til alkoholens negative side, men blot kende til min oplevelse uden at det skal præge det fællesskab, som jeg søger i deres venskab.
Måske er dette afslutningen på historien om min fars og hans alhoholisme.
Det var jo trods alt min far, der drak og ikke mig.
De følelsesmæssige ting omkring sociale relationer og åbenhed, som jeg har kæmpet for at lære, blev konsekvensen for mig.
Hvor har jeg dog studeret andre mennesker for at forstå, hvad det er, andre kan i sociale sammenhænge, hvad er det, man sige, nå man ønsker at finde "bedste venner" og forblive venner.
Jeg kan mærke at det er må være begyndelsen til MIT liv.
Nu er det skrevet ned og I der læser det, er vidner til dette.

Tanker fra mig til jer, der skulle være interesseret.

Dorte.

Dorte: Min fars alkoholisme og min mors tavshed 2

Min Far har ikke drukket i ca. 14 år:

Det er sørme interessant, hvordan familiemønsteret kan præge min oplevelse af glæde.
Dette måtte jeg erfare igår.
Familiefødselsdag, som jeg havde glædet mig til.
Min Far har ikke drukket alkohol i ca. 14 år.
Jeg mærker alligevel sorgen og vreden i bemærkninger fra familiemedlemmer.
Jeg mærker en pludselig manglende følelesesmæssig "jeg ved, hvad det drejer sig om", at min familien kan ikke rumme mine minder fra tiden, da min Far drak alkohol - og jeg kan heller ikke rumme, at deres minder ikke stemmer overens med mine eller at de ønsker at forholde sig på anden måde til denne tid.

Jeg kan mærke, at min sorg og vrede er værst, når jeg sidder i mine forældres hus.
Det er i deres hus, hvor jeg mærker uro i krop og sjæl.
Det var i dette hus, at man i dage og år, måtte stå uforståenede over for et familieliv, hvor min Far tillod sig at dæmpe sin smerte i alkohol og min Mor tillod sig at forblive travs.

Jeg har idag selv 2 børn.
Jeg mærker, at den vrede, jeg gav udtryk for igår over for mine forældre og min ene søskene - er en vrede som faktisk vil være på ligefod med en alkoholiker´s drukture.
Min egen søn er idag vred på mig.
Han kan ikke forstå min vrede/sorg og skal heller ikke kunne forstå den - han mærkede jo blot en dårlig stemning.
Min datter må også have mærket det og oplevet det, men kan sikkert ikke på grund af sin alder give udtryk for dette.
Jeg selv er overrasket over min sorg og vrede.
Jeg må sikkert erkende at den aldrig vil forlade mig - den vender tilbage i cirkler.
Jeg håber, jeg håber, jeg håber, at dette nedbrydende følesesvivar, som følger med alkoholisme kan stoppes og jeg kan reagere mere hensigmæssigt.
Jeg blev igen gjort opmærksom på, at alkoholismes grimme ansigt ikke kun eksisterer, når alkoholikkeren tager flasken for munden, men det er også alt det udenom.
Det er skænderierne, som i bund og grund handler om ansvarlighed for nu´et.
For mig handler det om at blive lyttet til og følelsesmæssigt taget alvorligt og den dertil tilknyttede dræbende stilheden, når noget burde blive sagt højt.
Det er, når der tages afstand til min sorg og smerte, at jeg åbentbart bliver vred.
Det sker når vi, i familien, ikke kan rumme hinandens forskellige måder at rumme og håndtere dårlige minder fra tiden, da min Far drak alkohol.
For mig er det den ubalance, at alkoholen har fået for stor plads, og der efterfølgende ikke at plads til at mindes den tid, når den dukker op.

Jeg må nok erkende, at det er nemmere at sidde i et fællesskab og mindes en god tid.
Jeg håber, at jeg tør blive siddende, når mine børn en dag kommer og vil genopfriske deres dårlige minder.
Men som jeg sidder her og skriver kan jeg mærke, at min Mor blev siddende.
Hun blev ved min side til trods for min vrede.
Min Far gjorde et forsøg.
Min søster gjorde også et forsøg på sin måde; men jeg vil nu alligevel ligge et filter på mine minder, når jeg mødes med mine søskene.
Jeg ser, at min søskene ønsker at forholde sig til tiden på en anden måde; fred være med det!.
Jeg mærker også, at jeg fremover må forlange og stille krav til dem på en anden måde end hidtil.
Jeg har også nogle normer og rammer, hvori jeg fungerer bedst.
Opstille nogle rammer, så jeg også opnår følelsen at være på "hjemmebane" uden at skulle mindes eller pålægges barndommens ufrillige rollefordeling.
Det er måske blot den lange vej; netop at gøre mig fri fra den rolle, som jeg påtog mig, da alkoholen skabte kaos i mit barndomshjem.
Jeg lyttede og jeg tænkte og jeg prøvede at forstå.
Jeg blev kaldt en "enspænder".
Jeg foretog mig mange ting alene.
Jeg dagdrømte mig væk fra hverdagen og havde mange samtaler i enerum med fiktive personer.
Jeg må erkende, at alkoholismen blot er en overskrift på det omsorgssvigt, som jeg måtte erfare som barn; og som jeg tankemæssigt genoplevede igår.
Jeg må påtage mig mit ansvar for min vrede, som jeg igår ikke kunne beherske mit sind.
Det glæder mig, at min søn er vred på mig idag; Han har ikke opgivet at give udtryk for sine følelser.

Jeg vil og skal gøre alt for at bryde denne cirkel.
Mit mål er, at mine børn skal kunne stole på, når der er fødselsdag, fest eller hverdag, så er det glæden, der er styrende i vores liv.
Dette skulle meget gerne kunne kombineres uden at fortielse og tabu bliver genoptaget.
Jeg takker for, at der er findes et sted, hvor jeg kan skrive dette ned, således at jeg vende tilbage og gennelæse mine tanker.

Med venlig hilsen Dorte

Min Far har ikke drukket i ca. 14 år: Det er sørme interessant, hvordan familiemønsteret kan præge min oplevelse af glæde.
Dette måtte jeg erfare igår.
Familiefødselsdag, som jeg havde glædet mig til.
Min Far har ikke drukket alkohol i ca. 14 år.
Jeg mærker alligevel sorgen og vreden i bemærkninger fra familiemedlemmer.
Jeg mærker en pludselig manglende følelesesmæssig "jeg ved, hvad det drejer sig om", at min familien kan ikke rumme mine minder fra tiden, da min Far drak alkohol - og jeg kan heller ikke rumme, at deres minder ikke stemmer overens med mine eller at de ønsker at forholde sig på anden måde til denne tid.

Jeg kan mærke, at min sorg og vrede er værst, når jeg sidder i mine forældres hus.
Det er i deres hus, hvor jeg mærker uro i krop og sjæl.
Det var i dette hus, at man i dage og år, måtte stå uforståenede over for et familieliv, hvor min Far tillod sig at dæmpe sin smerte i alkohol og min Mor tillod sig at forblive travs.

Jeg har idag selv 2 børn.
Jeg mærker, at den vrede, jeg gav udtryk for igår over for mine forældre og min ene søskene - er en vrede som faktisk vil være på ligefod med en alkoholiker´s drukture.
Min egen søn er idag vred på mig.
Han kan ikke forstå min vrede/sorg og skal heller ikke kunne forstå den - han mærkede jo blot en dårlig stemning.
Min datter må også have mærket det og oplevet det, men kan sikkert ikke på grund af sin alder give udtryk for dette.
Jeg selv er overrasket over min sorg og vrede.
Jeg må sikkert erkende at den aldrig vil forlade mig - den vender tilbage i cirkler.
Jeg håber, jeg håber, jeg håber, at dette nedbrydende følesesvivar, som følger med alkoholisme kan stoppes og jeg kan reagere mere hensigmæssigt.
Jeg blev igen gjort opmærksom på, at alkoholismes grimme ansigt ikke kun eksisterer, når alkoholikkeren tager flasken for munden, men det er også alt det udenom.
Det er skænderierne, som i bund og grund handler om ansvarlighed for nu´et.
For mig handler det om at blive lyttet til og følelsesmæssigt taget alvorligt og den dertil tilknyttede dræbende stilheden, når noget burde blive sagt højt.
Det er, når der tages afstand til min sorg og smerte, at jeg åbentbart bliver vred.
Det sker når vi, i familien, ikke kan rumme hinandens forskellige måder at rumme og håndtere dårlige minder fra tiden, da min Far drak alkohol.
For mig er det den ubalance, at alkoholen har fået for stor plads, og der efterfølgende ikke at plads til at mindes den tid, når den dukker op.

Jeg må nok erkende, at det er nemmere at sidde i et fællesskab og mindes en god tid.
Jeg håber, at jeg tør blive siddende, når mine børn en dag kommer og vil genopfriske deres dårlige minder.
Men som jeg sidder her og skriver kan jeg mærke, at min Mor blev siddende.
Hun blev ved min side til trods for min vrede.
Min Far gjorde et forsøg.
Min søster gjorde også et forsøg på sin måde; men jeg vil nu alligevel ligge et filter på mine minder, når jeg mødes med mine søskene.
Jeg ser, at min søskene ønsker at forholde sig til tiden på en anden måde; fred være med det!.
Jeg mærker også, at jeg fremover må forlange og stille krav til dem på en anden måde end hidtil.
Jeg har også nogle normer og rammer, hvori jeg fungerer bedst.
Opstille nogle rammer, så jeg også opnår følelsen at være på "hjemmebane" uden at skulle mindes eller pålægges barndommens ufrillige rollefordeling.
Det er måske blot den lange vej; netop at gøre mig fri fra den rolle, som jeg påtog mig, da alkoholen skabte kaos i mit barndomshjem.
Jeg lyttede og jeg tænkte og jeg prøvede at forstå.
Jeg blev kaldt en "enspænder".
Jeg foretog mig mange ting alene.
Jeg dagdrømte mig væk fra hverdagen og havde mange samtaler i enerum med fiktive personer.
Jeg må erkende, at alkoholismen blot er en overskrift på det omsorgssvigt, som jeg måtte erfare som barn; og som jeg tankemæssigt genoplevede igår.
Jeg må påtage mig mit ansvar for min vrede, som jeg igår ikke kunne beherske mit sind.
Det glæder mig, at min søn er vred på mig idag; Han har ikke opgivet at give udtryk for sine følelser.

Jeg vil og skal gøre alt for at bryde denne cirkel.
Mit mål er, at mine børn skal kunne stole på, når der er fødselsdag, fest eller hverdag, så er det glæden, der er styrende i vores liv.
Dette skulle meget gerne kunne kombineres uden at fortielse og tabu bliver genoptaget.
Jeg takker for, at der er findes et sted, hvor jeg kan skrive dette ned, således at jeg vende tilbage og gennelæse mine tanker.

Med venlig hilsen Dorte


Tilbage