Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Torben Nielsen, 38 år, Pårørende

Tilbage

23-09-2006
Kære ”mor!
Først vil jeg fortælle dig hvor frygtelig ondt jeg har af , at du døde som du gjorde , og at jeg på den måde måtte se hvor forfærdeligt et liv , og især hvor ondt du må have haft det i sindet.

Det er en frygtelig stor smerte som fylder mig for tiden af mange årsager.
Det er virkelig også gået op for mig, efter at have set ind i dine skabe , og at mange års liv af dig er kommet ud af skabene, hvor stor en kamp du har haft for at kunne holde sammen på dig selv, for at holde på din værdighed som du satte over alt andet.

Du døde pludseligt men måske ikke uventet, men du døde inden vi 2 fik snakket sammen om de ting som vi 2 havde af uoverensstemmelser og som jeg nu må bruge lang tid på at slåsse med fremover.
Jeg er i tvivl om du overhoved kunne forstå mig, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde.
Da jeg kontaktede din læge, det var et råb om hjælp fordi jeg og vi ikke længere vidste hvordan vi skulle hjælpe dig videre i dit liv, og jeg kunne se på det tidspunkt at du inden for en kort periode ville dø, hvis ik jeg gjorde noget.
Jeg vidste inden jeg gjorde det , at du ville blive meget vred på mig, fordi du følte dig truet på din værdighed og fordi, at hvis lægen ville komme på besøg hos dig ville vi alle finde ud af hvor elendigt et liv og hvor lidt du i virkeligheden kunne styre dit liv mere selv, og måske værst for dig af alt ville vi finde ud af hvor stort dit misbrug af piller og alkohol var blevet igen.

Vi finder måske aldrig ud af hvorfor du døde, men jeg tror godt jeg ved det.
Du ville for alt i verden ikke miste din forbandet værdighed til os, og valgte derfor igen selv at ville klare at komme ud af dit misbrug inden lægen skulle komme, 1 døgn efter du døde.
Du tog en kold tyrker, og det tog livet af dig.
Du valgte igen som da vi var børn at stoppe uden videre, uden hjælp fra dine nærmeste, og igen fordi din forbandede værdighed kom først for andet.
Din død skal jeg nok lære at acceptere at leve med, og komme videre i mit liv uden at det fylder for meget.
Jeg ved at jeg efterfølgende har gjort det rigtige, handlet rigtigt da jeg ringede til din læge ”mor”, også selvom du døde og tog din vrede med dig, til mig, derhen hvor du nu er.

Nu kommer så det svære mor.
Min barndom, og det er uendeligt svært for mig at sætte ord på, og inden i mig presser tårene på, for at komme ud, en lille dreng dukker op i mig fyldt med vrede, og smerte af følelsen af svigt og mangel på omsorg fra en ”mor” som jeg i bund og grund måske aldrig har haft på det følelsesmæssige område.
Dit misbrug har altid været der, også da jeg var barn, og når jeg husker tilbage, husker jeg mig selv som et dukke, som du klædte på med det nyeste og flotteste tøj, altid og evig altid skulle vi være dit sunde billede ud af til, vi skulle ligesom fortælle verden at vi var en lille lykkelig familie, og at alt var godt, imens du så kunne misbruge medicin, og lade familien falde fra hinanden.
Michael blev sendt væk.
Jeg reagerde i skolen med uro, slåskampe, kriminalitet.
Kom på efteskole fordi du igen ikke kunne magte dit barn nummer 2, og fordi du ik kunne få øje på at jeg så hjertens gerne ville have din opmærksomhed, ville bare gerne mærke du kunne li mig en lille smule, rumme mig.
Men igen magtede du ik at se, at det var det jeg ville med min umulige opførsel.
Og du sendte mig væk.
Jeg husker uendeligt lidt fra min barndom mor, uendeligt lidt som føles rart fra min barndom, og det jeg husker aller mest er det som gør satans ondt inde i mig, både fysisk og især psykisk.
Jeg husker at have fået røvfuld af Peter, husker hvordan han kunne sidde i stuen kikke på mig, og sige Torben gå ind på dit værelse og tag dine bukser af, for du ska have en røvfuld for det som du har gjort forkert.
Du reagerede overhoved ik ”MOR” som den mor du skulle være og sige fandme nej.
Mit barn ska sku ik have en røvfuld, men lod ham gøre det.
Jeg husker at jeg som barn, skulle tage ansvaret for at følge dig på arbejde, fordi du var så skæv af at have taget en dobbel dosis beroligende piller, jeg husker hvor nedværdigende det var for mig at se hvordan folk omkring os grinte af dig.
Jeg husker hvor meget Jannie skreg af frygt, den morgen jeg blev vækket i min seng af hendes gråd, fordi du havde taget din første kolde tyrker, og lå inde i stuen på gulvet og rystede af kramper, hold kæft hvor vi græd, hold kæft hvor var vi bange, bange af frygt for at du skulle dø, og den gang ville du ik med ambulancen, da de kom for at hente dig, igen fordi din forbandede Værdighed kom over alt andet.
Jeg husker Peter flyttede i sommerhus efterfølgende fordi han ville have dig til at stoppe med at misbruge medicin og have dig indlagt på Nordvang, og jeg husker at Peter den møg kryster valgte at efterlade os sammen med dig.
Og at vi i dagene efter var hunde angst for igen at skulle opleve dig gå i kramper, imens vi var alene med dig.
Jeg husker at du en uge efter valgte at blive indlagt på Nordvang, og at vi efter ca 14 dage fik lov til at besøge dig som 5 og 7 årige børn, på en lukket psykiatrisk afdeling.
Vi var bange mor, meget bange, da Jannie og mig skulle besøge dig, og det eneste du kunne fortælle os var at du ville hjem og at vi skulle hjælpe dig, og ja så syns vi det var lidt sjovt at du kunne sidde på en stol ved siden af os og fortælle os om de lyserøde elefanter du så, der var på væggen, fordi du var i syg af mangel på beroligende medicin ”mor”, og ja vi grinte faktisk af dig, og græd da vi kørte hjem.

Jeg kan stadig ik skrive om nogle gode oplevelser med dig ”mor”, eller som familie ”mor”.
Jeg husker når vi hver weekend skulle i sommerhus, og vi slåssede, som børn gør på bagsædet af bilen, vi fik af vide vi skulle stoppe, og fik en nød ”mor” af dig med din store ring.
Det gjorde ondt ”mor”.
Jeg husker da vi ankom til sommerhuset, og altid fik af vide at vi godt kunne finde et andet sted at lege, for du var fandme ik kommet i sommerhus for at høre på vores leben og larm.
Og at vi først kunne komme hjem til spisetid igen.
Der er mange ting jeg husker ”mor”.
Ting som er forbundet med smerte ”mor”, desværre.
Og jeg kan blive ved med at skrive om smerte inde i mig ”mor”.
Som du er forbundet med , fordi du som min ”mor” aldrig har formået at være min ”mor”, men kun din egen ”mor”, kun kunne formå at give dig selv en smule omsorg, omsorg som i din verden handlede om at kunne tilfredstille dine misbrugsbehov.
Du har aldrig formået at kunne overbevise mig om at du elsker mig som din søn og som den mor du skulle have været.
Og jeg har altid altid altid skulle holde hånden over dig fra omverden indtil for nogle få år siden, helt præcis da jeg fik Louise.
Jeg kunne se at de mønster som jeg er vokset op i ville Louise blive en del af hvis ik jeg passede på derfor har jeg de sidste 7 år fjernet mig fra jer følelsesmæssigt. ´

Det er gået op for mig de seneste år, hvor mange mønstre du har lært mig i min barndom ”mor”, og at hvis ik jeg arbejde med de mønstre ville jeg vidre give dem til Louise , og når jeg skriver det i dette brev, gør det mig uendeligt dårligt tilpas ved tanken om hvad jeg selv har været igennem og hvis ik jeg selv har kunne få øje på det, hvilket lorte liv Louise ville have fået.
Jeg nyder selv at arbejde med de sider i mig som kommer fra dig, nyder at slippe af med dem og især følelsen af at jeg løsriver mig fra dig og de sider som du har lært mig.

Jeg hader det du har givet mig med af de sider , men er samtidig stolt af at jeg i den grad har formået at bryde den sociale arv som du har givet mig med i min rygsæk.
Jeg var aldrig nået hertil hvor jeg er i dag, hvis ik jeg havde taget ansvaret for mig selv.
Selv valgte at rydde op i hvad jeg havde gjort, da jeg blev taget af politiet.
Jeg glemmer heller aldrig den afvisning du gav mig dengang hvor jeg grædende i fængslet spurgte dig om ik du havde lyst til at besøge mig, fordi jeg havde det af helvedes til, og du grinende sagde til mig, at det kunne du da ik drømme om, at ville besøge mig sådan et sted.
Jeg valgte selv dengang at starte på en frisk, valgte at komme væk fra dig og Peter og den smerte og mangel på omsorg som i stod for dengang, valgte at flytte til Jylland og tage imod det tilbud om at starte på en frisk.
Det jeg stolt af at have valgt og gjort.

Jeg er ramt på mange måder af dit lorte liv mor og af det, som du formåede at give os.
Ramt i dag af en masse følelser og smerte som jeg nu efter flere års kamp nu har valgt at tage hul på og forhåbentligt få styr på, få sat på plads i mit system, så noget af det, eller forhåbentligt en stor del af min smerte kan lette eller forsvinde helt.

Jeg vil til slut godt fortælle dig ”mor”, at jeg aldrig har været i tvivl om at du har forsøgt at gøre det så godt du kunne, prøvet at være en ”mor” for os , på din måde, men det lykkedes bare aldrig rigtigt for dig.
Jeg har elsket dig og elsker dig fordi du er min ”mor”, og ikke andet.
Men jeg vil også have lov til at hade dig for det alt den smerte du har givet mig med i mit liv.
Hade dig fordi du aldrig formåede at være min ”mor”, når jeg havde brug for dig.
Jeg ved i dag at det bedste der kunne ske for dig den 6. Juli var at du fik fred, for et liv i denne verden, fyldt med smerte af livet, skyldfølelse fordi du aldrig var vores ”mor”.
Tror jeg.
Hvil i fred ”Mor”.

Torben.
En voksen i et barn.
Et barn i en voksen.

Tilbage