Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Hejren, 48 år, Afhængig

Tilbage

Jeg har altid kørt i høje omdrejninger.
Derfor var rødvin til suppen eller frikadellerne et helt naturligt forbrug for mig, fordi min hjerne lige skulle drosles ned.
Jeg hørte til den slags mennesker, der ikke kunne lade være med at række fingeren op til en generalforsamling og som altid endte med at blive valgt.
Medlem af borgerforeningen, sad i lokalbestyrelsen for en vælgerforening, domsmand i byretten, suppleant i menighedsrådet, i forældrerådet for vuggestuen, børnehaven og sfo.
Medlem af skolebestyrelsen, lokalformand og hovedbestyrelsesmedlem for en faglig organisation og medstifter af og formand for en lokal sportsforening.
En flaske rødvin var en fantastisk hjælp til at slappe af.

Jeg er barn af en ret velhavende familie, hvor status og anseelse er et must.
Som yngste barn med fire storebrødre blev jeg opdraget til, at jeg skulle være den bedste - og jeg er den bedste.
Jeg er ham, der kan alt.
Ham, der ikke kan sige nej.

Jeg fik job i et privat ingeniørfirma og steg hurtigt i graderne til produktansvarlig og indkøbschef, så min stilling og position medførte mange repræsentative opgaver og udlandsrejser hvert år.
På disse ture var det simpelthen en del af kulturen, at jeg da lige skulle have en lille en inden middagen, til maden, efter maden, om aftenen og...
Det var der jo ikke noget unormalt i.

Jeg var den pæne 40-årige mand med den pænt polerede facade.
Jeg var ham, som alle hilste på.
Ham, der nød respekt.
Men min kone var frustreret, for jeg var aldrig hjemme, og når jeg var hjemme, var jeg ikke mentalt til stede.
Så sad jeg på mit kontor og arbejdede på et oplæg eller et foredrag.
Jeg rejste rundt i hele landet og holdt taler om politikker vedrørende stress og udbrændthed, ferielov, lukkelov, integration.
Jeg fremlagde mine tanker vidt og bredt - også på Christiansborg.

Min karriere som overkonstabel af første grad i hæren stoppede i 1984.
Jeg så mine kolleger begynde dagen med en lille en til halsen.
En lille en, der blev til mange i løbet af en dag.
Det fællesskab ville jeg ikke være med i.
Sådan ville jeg ikke ende.

I jobbet som produktansvarlig og indkøbschef sagde min kone nogle gange, at jeg skulle slappe lidt af.
Så drak jeg en flaske rødvin, mens hun drak et glas.
Rødvin fik mig til at slappe af, så jeg kunne give den en ekstra skalle.
Tre - fire flasker rødvin om aftenen gav mig ro til at sove.
Brugsen solgte tit 12 flasker på tilbud, så havde jeg til tre dage.

Når jeg så på mit liv, så havde jeg alt.
"Se, jeg klarer mig jo fint".
Vi havde et dejligt barn, hus, bil og hund.
Alt var godt.
Men jeg følte, at jeg havde så travlt med mit frivillige arbejde, at jeg blev nødt til at sygemelde mig fra ingeniørfirmaet.
Så i maj 2004 begyndte jeg at sidde hjemme om formiddagen, mens andre arbejdede, så jeg ikke kunne lave noget frivilligt arbejde alligevel.
Da begyndte tankerne at komme.
Hvorfor gør jeg det her?
Hvorfor skulle det ske for mig?
Hvorfor kan jeg ikke sove om natten mere?
Så tog jeg lige en flaske rødvin og hvilede mig på sofaen.
Når jeg vågnede, tænkte jeg igen, og så drak jeg lige en flaske rødvin mere.

Til sidste orkede jeg kun lige at rejse mig, kort før min kone kom hjem fra arbejde og tage opvasken, for så blev hun da lidt glad.
Jeg blev doven, fik topmave og jordens tiltrækningskraft blev stærkere end min kones.
Mine skægstubbe fik lov at vokse, og jeg vaskede ikke hår.
Jeg blev ligeglad.

I nogle perioder raskmeldte jeg mig på arbejde og var der i få dage, men jeg havde abstinenser, så jeg ikke kunne lave det, jeg plejede.
Det var et enormt nederlag.
Jeg var jo opdraget til at være den bedste, og hvis folk sagde noget, og jeg ikke var enig, så skide være med dem.
Det var jo mine mening, der var den rigtige.
Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil være som min far.
Han var streng, diktatorisk, enehersker og snobbet.
Han kom selv fra små kår, og derfor ville han vise omverdenen, at han var den bedste.

Min følelse af nederlag var et stort, afgrundsdybt hul.
Jeg kunne ikke se meningen med noget som helst.
Verden ramlede sammen.
Jeg kunne ikke svare på indlæg.
Jeg kunne ikke stykke et tilbud sammen.
Jeg drak hele tiden rødvin og var konstant påvirket.
Jeg forgav at være noget, jeg ikke var.
I 2002 gik jeg til læge og fik antabus.
Både min kone og min arbejdsplads blev fyldt af forventning.
Nu fik de den gamle Jes igen.
Ham, som kunne det hele.
Ham, som kunne leve op til alle forventninger allerede før, de var stillet.
April 2003 blev jeg sagt op fra mit arbejde, hvor jeg havde været ansat i 18 år.
Det skete, fordi jeg havde været sygemeldt i mere end et år, fordi jeg fik en allergisk reaktion af at tage antabus.
Jeg har altid sagt, at jeg skulle bæres ud af firmaet med fødderne først, så det var tårevædet og dybt deprimerende at blive fyret.
Jeg var jo firmaet.

Jeg rørte ikke rødvinen, selv om jeg havde lyst.
De sagde på Rigshospitalet, da jeg var indlagt med leverkoma på grund af antabusen, at jeg ikke måtte røre alkohol.
Så jeg turde ikke.

En dag nede i byen mødte jeg en busvognmand, og jeg var så heldig at have stort kørekort fra min tid hos forsvaret.
Så efter sommerferien 2003 begyndte jeg som buschauffør, og det var alle tiders, for jeg elsker at køre, og jeg holder meget af at være sammen med både børn og ældre.
Men nu er Jes jo, som Jes er.
Firmaets mand.
Arbejdet gik frem for alt andet, og det var arbejdsgiveren ikke sen til at opdage.
Jeg vidste aldrig, hvornår jeg skulle arbejde, og hvornår jeg havde fri.
Min mobiltelefon stod altid åben 24 timer i døgnet.
Tiden med min kone og søn blev nedprioriteret, og jeg kunne aldrig sige, hvornår jeg kunne være sammen med dem.
Mine tanker begyndte at køre stærkt igen, og jeg var fortvivlet over, at jeg aldrig havde fri, og at jeg altid skippede familien.
Men der skulle jo køres penge ind til statussymboler, som beviste overfor mine brødre, at jeg klarede mig.
I deres øjne var jeg stadig lille Jes-Peter.
Ham, der kun spiste Nutella.
Jeg knoklede, så de kunne se, at jeg ikke bare var lille Jes-Peter.
Så jeg kunne sige: "Se, hvad jeg har.
Det havde I nok ikke regnet med".

Jeg fortjente et lille glas rødvin til aftensmaden.
Jeg elskede duften og smagen af rødvin, og jeg vidste en masse om forskellige gode årgange og druer.
Min kone gav mig ret i, at jeg havde fortjent et glas.
Så jeg drak en flaske.
Når den var åben, skulle det jo ikke gå til spilde.
Jeg fik den ro, som jeg længtes efter.
Den ro, jeg kendte fra tidligere.
Min kone og jeg talte om, at det var godt jeg havde et arbejde, og det var jo lige mig.

Stille og roligt steg mit forbrug, så jeg igen drak dagligt.
Det skete ubemærket.
Jeg var blevet meget beregnende, så jeg kunne nå at drikke to glas rødvin efter morgenkøreturen, hvis jeg havde to timer til at sove i inden næste tur.
Hvis der var seks timer imellem, kunne jeg drikker tre glas rødvin.
Det var matematik.
Rødvinen fik mig til at falde i søvn, og når jeg sov, så tænkte jeg ikke.
Søvnen blev mit tilflugtssted.

En dag under en bustur fik jeg pludselig et blackout.
Jeg anede ikke, hvordan jeg fik bussen hen til det sted, den skulle.
"Det går ikke det her, Jes", tænkte jeg, og efter jeg havde afleveret passagererne, kørte jeg direkte ned i garagen og gik ind til min arbejdsgiver og sagde, at jeg havde haft et blackout.

Da jeg kom hjem, satte jeg mig i sofaen og græd og rystede.
Jeg var skide bange.
Tankerne hvirvlede rundt i mit hoved, og jeg tænkte, gid jeg ikke var her mere.
Jeg syntes selv, jeg havde gjort så meget for at komme ud af den situation, hvor jeg aldrig havde fri, uden at det var lykkedes.
Det var så synd for mig det hele.
Jeg følte en voldsom selvmedlidenhed.

Min kone skaffede angstdæmpende medicin, som jeg tog.
Medicin, som jeg ikke måtte drikke alkohol sammen med.
Men jeg var ligeglad.
Da den første pille ikke virkede, skyllede jeg den næste ned med en flaske rødvin.
Det næste, jeg husker, var, at jeg vågnede op og tænkte "Jeg er i Ringkøbing".
Rummet lignede en celle, og da jeg så ud af vinduet, kunne jeg ikke kende noget som helst.
Derfor troede jeg, jeg var i Ringkøbing.
Først efter to dage gik det op for mig, at jeg var på forsorgshjemmet Vibohøj i Viborg.

Min hjerne var tom, og jeg vidste ikke, hvad der skete.
Det meste af tiden var jeg ikke vågen.
Personalet kom med jævne mellemrum og spurgte mig, om jeg havde lyst til at stikke af.
Det havde jeg ikke.

Efter fem dage i cellen blev jeg lukket ud til de andre beboere, og jeg fik mit eget værelse.
Jeg følte, at Jes stadig havde styr på det hele.
Jeg følte taknemmelighed og var glad for, at jeg ikke var hjemme, fordi jeg havde brug for at finde mig selv.
Hjemme ville jeg tage et glas rødvin.

Jeg indså, at jeg havde et problem, og jeg aftalte med mig selv, at det skulle jeg nok klare.
Spørgsmål blev gennemgået: Hvordan kunne jeg som kristen være havnet her?
Hvor er Gud?
Er han der?
Jeg prøvede at forstå mig selv ved at læse Grundtvig, Jung og Freud.
Satte mig grundigt ind i den menneskelige psyke, så jeg kunne fortælle psykologen, hvordan det hang sammen.
Jeg kunne selv.
Efter tre måneder på Vibohøj flyttede jeg hjem igen.

Fast beslutte på at få en aftale med min chef om faste arbejdstider gik jeg i gang med mit liv igen.
Det var i juli 2005.
Jeg var afklaret omkring mig selv.
Min barndom, forholdet til mine forældre, forholdet til mine brødre var ryddet op og lagt pænt på plads.

Jeg var ædru, og det var fryd og gammen det hele.
Så skete det igen: "Kan du ikke lige, Jes". "Du er så god".
Og jeg kunne ikke sige nej.
Så jeg begyndte igen at arbejde uden faste tider, og pludselig var jeg tilbage i mit gamle jeg.
Jeg var ham, der kunne det hele og gøre det til UG.

Helt ubemærket begyndte jeg at drikke et glas rødvin midt på eftermiddagen eller en øl i klubben.
Jeg så ikke faresignalerne.
Efter en familiefest med mine brødre bad to af dem om at tale med mig. De sagde, at jeg skulle i Minnesotabehandling i Esbjerg, og jeg indvilligede.

I november 2005 begyndte jeg i ambulant behandling tre gange om ugen, hvor jeg fik akupunktur, jeg mediterede og lærte drømmetydning.
Min selvopfattelse var, at jeg ikke var alkoholiker.
Jeg var misbruger af alkohol.

Sidst i december 2005 stoppede jeg med behandlingen, fordi det var gået op for mig, at alt det alternative kolliderer med mit livssyn.
Samtidig havde jeg arbejdet lidt ekstra for at tjene penge til de dyre behandlinger.

Den 23. december blev jeg kaldt på arbejde, selv om jeg havde fri, og jeg var først hjemme klokken 23.00 om aftenen.
Lillejuleaften har vi den tradition, at det er mig, der sætter lyskæden på træet, og julestjernen i toppen til sidst.
Da jeg kom hjem stod træet allerede pyntet.
Uden stjernen.
Jeg tænkte, at så kunne det hele også være lige meget, så jeg åbnede den første flaske julerødvin.
Mon den næste flaske smagte lige så godt?
Jeg drak tre-fire flasker og faldt i søvn på sofaen.
Endelig fri.
Nu kunne arbejdsgiveren bare ringe, for jeg var ikke i stand til at køre.

Julen over forsøgte jeg at holde facaden.
Drak kun officielt rødvin til aftensmaden, men havde en flaske stående bag kaffekanden i køkkenet.
Den pimpede jeg af i løbet af dagen.
Øl til frokost.

Den 2. januar sagde jeg til min kone, at jeg havde behov for at have nogle dage for mig selv, og jeg tog frivillig ind på Vibohøj igen.

Midt i januar 2006 vidste jeg, at jeg blev nødt til at sige mit arbejde op.
Jeg elskede mit job, men det havde for stor indflydelse på mit liv.
Mit forhold til rødvin var stadig normalt.
Vi drak kun en flaske om dagen.
Alligevel kom jeg af sted for tredje gang til Vibohøj.
Jeg sagde hele tiden til mig selv, at jeg bare lige ville have mit sølvbryllup i april med, inden jeg stoppede med at drikke.

Festen blev ikke, som jeg havde planlagt.
Jeg ville have givet min kone et stort telt i haven, og vi skulle have haft mad udefra.
Det var min skyld, at min kone ikke fik den store fest, hun skulle have.
Jeg havde dårlig samvittighed, og det hjalp rødvin på.
Festen blev holdt på den lokale kro, og den var hyggelig og intim, men jeg drak for meget rødvin.

Efter sølvbrylluppet tog jeg en beslutning.
Jeg satte mig og sagde, at jeg skulle have hjælp.
Jeg kunne ikke selv.
Min kone blev glad.
Sammen ringede vi til Vibohøj og aftalte, at jeg skulle komme den næste mandag.
I weekenden drak jeg kun nogle få glas rødvin, og mandag på Vibohøj skulle jeg puste i alkometeret.
Det gør alle, inden de kommer ind.
Jeg fik et chok.
Det viste en promille på 1,2.
Jeg tænkte på, hvad min promille så havde været nogle af de andre gange, jeg havde drukket.
Inde i den velkendte celle på forsorgshjemmet var jeg klar til at møde de udfordringer, der måtte komme.
Jeg var på vej.

Den kommende tid meldte jeg mig på misbrugscentret og fik en konsulent.
Jeg sygemeldte mig på kommunen og fik at vide, at de ville bakke mig 100 procent op, hvis jeg ville tage et behandlingsforløb.
Det ville jeg.

Viborg Amt havde et forskningsprojekt kaldet "Døgn uden seng".
I otte en halv uge fra mandag til lørdag arbejdede jeg med mit misbrug samtidig med, at jeg kunne holde kontakten til min familie og mit netværk.
Jeg erkendte, at jeg ikke kunne selv.
Hjælp var nødvendig.
Jeg behøvede ikke at have svar på alting.
Den hele person dukkede op igen.

Nu er jeg her, og jeg har lyst til at blive.
Siden jeg tog beslutningen i april, har jeg ikke et sekund haft lyst til at drikke rødvin.
Lad bare duften og smagen blive i flasken.
Jeg ved, hvad der sker, hvis jeg drikker et glas.
Den første uge vil gå fint, men efter en tid vil jeg være inde i vanen igen.
Jeg er en anden Jes i dag.
Det gør ondt at tænke på de sidste seks år.
Hvor har jeg været dum.

Forholdet til min kone er blevet bedre, og vi tror på fremtiden.
Jeg er stadig sygemeldt, men jeg skal til at i gang igen, og jeg ved, at jeg skal holde mig væk fra arbejde, der medfører ansvar, som jeg kan påføre mig selv.
Jeg skal have et arbejde i faste rammer, hvor det er tilladt at sige fra.

Der er stadig meget for mig at arbejde på med hensyn til min søn.
Han har stået på sidelinjen og set, hvad der er sket med mig, og jeg har tømt tilllidskontoen.
Nu er jeg ved at sætte ind på den konto igen.
Jeg er ved at bevise, at nu er jeg her, og jeg forlader jer ikke igen.
Min store opgave er at blive ved med at være ædru.
Det arbejder jeg på hver dag.

 


Tilbage