Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Trist, 23 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har aldrig rigtig tænkt på mig selv som barn af en alkoholiker.
Tror på et eller andet plan jeg er nået til fornægtelse.

Som et led i min uddannelse kom vi for et års tid siden ind på udsatte børn, deriblandt børn af alkoholikere og pludselig var der en hel masse ting, der gik op for mig.
For nogle mdr. siden begyndte jeg så at få en masse mareridt omkring min far.
Mareridt hvor der pludselig sker noget med ham pga. hans drikkeri – mareridt hvor der pludselig sker min mor noget pga. hans drikkeri.
Mareridt hvor jeg pludselig tager ser min far stå med nakken lænet helt tilbage og ellers bare bælle en øl.

Jeg synes selv, jeg har haft en ret lykkelig barndom på landet med begge mine forældre.
Min mor og far skændtes da tit (rigtig tit) – men det gjorde man vel i alle familier???
Jeg bliver stadig så overrasket når min kæreste fortæller, at de sådan set aldrig rigtig har skændtes for alvor i hans familie.
Jamen, så må I da gå og gemme på en masse?
Hvordan kan man have det så godt sammen, at man ikke skændes for alvor med jævne mellemrum?
Er det mon derfor jeg engang imellem ligefrem søger konflikter??????

Nå, men som sagt syntes jeg jo egentlig, jeg havde det rigtig godt som barn med en far, der gik hjemme på gården, så der altid var en at komme hjem til efter skole.
Jeg husker kun en episode MEGET tydeligt.
Mor skulle ud og hente min søster efter en fritidsaktivitet.
Der var forud blevet smækket noget så gevaldigt med dørene, og så stod mor der med kufferten fremme, grædende og sagde, at vi nu skulle leje et hotelværelse for her kunne vi ikke være.
Jeg forstod det simpelthen ikke.
Vi endte dog med at komme hjem igen ligesom så mange andre gange, efter vi havde hentet min søster.

Sådan gik flere år i lykkelig uvidenhed.
Da jeg var omkring 18 år, fik jeg så nogle sandheder at vide.
Jeg kan faktisk slet ikke huske, hvordan jeg fik det at vide.
Min søster var på daværende tidspunkt allerede flyttet hjemmefra, og hun fik først noget at vide nogle år senere, da det blev for meget for mig at bære på.
Men i hvert fald fik jeg at vide at min far drak og at det havde stået på ca. fra jeg blev født.
HVAD??
Jeg kunne slet ikke forholde mig til det og troede min mor fyldte mig med løgn, men lige pludselig gik der jo nogle ting op for mig.
Det var virkelig svært for mig at skrive første linje her – ”barn af en alkoholiker”.
Jamen, min far er jo ikke en af dem, der sidder nede på bænken.
Og han drikker jo sådan set heller ikke hver dag.
Han tager sig ind i mellem nogle ture – især når han er meget i marken. Så er han jo alene.
Er man så alkoholiker?
Efter jeg har fået noget at vide, synes jeg tingene har taget fart – eller måske ser jeg bare tingene nu!?

Min far bliver grov!
Verbalt modbydelig og til tider direkte ond.
Jeg har stået og ryddet op efter glas med rødvin er smadret i køkkenet, men det var jo trods alt kun ting.
Én gang har jeg oplevet, hvor jeg troede, at min mor blev slået.
HELDIGVIS gik det kun ud over computeren.
Jeg husker tydeligt, at jeg sad i værelset ved siden af som 20-årig fuldstændig som forstenet og turde simpelthen ikke gøre noget.
En anden gang skete det mens min mor ikke var hjemme.
Jeg vidste heldigvis, hun var på vej, og jeg var i gang med at gøre aftensmaden klar.
Far var som så mange andre gange faldet i søvn, men denne gang mens han var ved at tage tøj på efter at have været i bad.
Billederne står så klart for mig.
Jeg var så gal, for jeg vidste jo udmærket hvorfor han sov, og det ville jeg simpelthen ikke finde mig i – ikke når han vidste, jeg kom hjem før mor.
Det kunne han ikke være bekendt overfor mig.
Dum som jeg er, gik jeg over og vækkede ham.
For en gangs skyld var han til at få liv i, og jeg sagde til ham, at han fandme godt kunne rejse sig og få dækket bord.
Han rejser sig, tager et skridt frem og falder så over en fodskammel og får et stort sår på næsen, som bare bløder rigtig meget.
Og der står jeg så helt alene med en stinkende stiv far, der er kommet til skade.
Heldigvis kom mor hjem kort efter, men billederne af det tror jeg aldrig, jeg glemmer.
For min egen skyld ville jeg ønske, jeg aldrig havde vækket ham.
En anden af mine tanker, inden jeg vækkede ham, var, at hvis jeg nu kunne få ham på benene og til se nogenlunde ædru ud, så ville der ikke blive ballade, når mor kom hjem.
Jeg kunne simpelthen ikke overskue flere skænderier.
Et par dage efter skulle de have gæster og historien gik på, at han var faldet på halmloftet.
Endnu en af mange løgne.
En anden løgn kunne være, da mor fandt ud af, at han drak øllene og derefter satte kapslen lige så forsigtigt på igen, så det ikke kunne ses, at den havde været åben.
Det blev jo opdaget!!!
Det var jo mor, der sørgede for at aflevere ølkasserne hos købmanden.

Så er der alle de gange, hvor mor har været gået ud til laderne mv. for at finde tomme flasker – for at have beviser.
Den ene gang hvor jeg var med ude – min hest var blevet klippet af far, lige ved siden af lå en flaske export.
Efter noget tid fik jeg så fortalt det til min søster.
Hun brød naturligvis helt sammen.
Jeg har altid prøvet at virke stærk – jeg var jo vant til det og levede med det til hverdag.
For min søster kom det som et kæmpe chok.
En dag lang tid senere hvor jeg var flyttet hjemmefra og sammen med min kæreste var vi nede hos mine forældre – min søster var der også.
Far var ude og høste og kom ikke hjem til aftalt tid.
Der blev ringet til ham uden svar.
Både min mor og jeg vidste jo sådan set godt, hvad der foregik, men alligevel kørte vi alle sammen ud til marken, som lå et stykke væk.
Der var kørt rigtig skævt.
Far var fuld igen.
Han kom ud af mejertærskeren, og det var tydeligt for alle.
Jeg er så ked af, at min søster og ikke mindst min dejlige kæreste skulle se det.
Begge blev jo helt vildt rystede.
Jeg husker, at de derefter skændtes om hvorvidt far selv skulle køre hjem eller om han skulle køre med mor og min søster.
Da jeg jo inderst inde godt vidste, hvad der ventede, insisterede jeg på, at min kæreste og jeg kørte i vores egen bil – vidste at jeg bare ville hjem derefter.
Far ville selvfølgelig køre selv (i traktoren) – så han kunne komme ud og købe øl, snaps eller hvad han nu manglede.
Og det vidste mor naturligvis også.

Som nævnt tidligere har jeg i meget lang tid forsøgt at virke som den stærke.
Har prøvet at være forsoner mellem mor og far (da jeg boede hjemme).
Lige nu føler jeg der bare som om det hele er ved at krakelere for mig.
Jeg talte engang med en læge om det (desværre ikke min egen) – hans eneste råd var at få sagt tingene til min far.
Det kan jeg jo ikke bare lige gøre.
Jeg brød mig ikke om ham og aflyste min næste tid hos ham – jeg følte mig ikke tryg.
Der var mange ting jeg ikke fik fortalt om og det er som om tingene har hobet sig op indeni mig.

Alt dette er så en ting og det har da hjulpet mig at få sat ord på en masse ting, men jeg kan undre mig over, hvor svært det kan være at få hjælp for en pige som mig.
Der er absolut ingen muligheder i mit lokalområde og det kan ikke være rigtigt, at jeg skal køre min. 1 time for at komme med i en gruppe af en eller anden art, hvor jeg kan snakke med jævnaldrende.
Bare lige en lille tanke, for ville da virkelig gerne tale med nogen, der ved hvordan man har det ...

 


Tilbage