Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Amandus77, 29 år, Pårørende

Tilbage

Ja så har det jo været juleaften, det har været rigtig hyggeligt og jeg havde købt gaver fra min far, da han ikke selv kan gøre det mere.
Vi var ikke sammen her til aften, men han ringede klokken halv ni og sagde god jul (pænt af ham).
Men det næste han sagde var, at han nu igen havde haft et black-out, og været væk lidt tid.
Men heldigvis var en af hans "kammerater" hos ham, så han kunne hjælpe ham.
Hvorfor skal han fortælle mig sådan noget, sådan en dag hvor ting skal være hyggeligt?

Jeg tænker og spekulerer.
Men sagde til ham at det nok var på tide at gå til lægen igen, selvom jeg godt ved at det er en af symptomerne ved at være alkoholiker.
Men det er hårdt nok i forvejen at måtte melde fra over for sin FAR, for at være sikker på at få en god jul med min datter.

Mit hjerte brænder og gør ondt hver evig eneste dag, for jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.
Og kan jeg overhovedet stille noget som helst op?
Jeg tvivler, for jeg kan jo ikke styre eller leve hans liv.

Jeg er nervøs hver gang min telefon ringer med et nummer jeg ikke kender.
For er det nu det er sket, og alting er forbi?
Er det nu jeg skal tage afsted for at se ham en sidste gang?
Eller er han igen faldet om kuld og ligner noget der er løgn?
Der er så mange spørgsmål, og hvem kan jeg spørge og hvem kan give mig svar ... Ingen ... Men nu må jeg hellere slutte for denne gang, men hvor er det dejligt at man har mulighed for at skrive her, og komme af med en masse ting.

God jul til jer alle herinde for er der nogen der fortjener det, er det jer der sidder i samme situation som jeg selv.

Hvor kan livet pludselig være hårdt ...

Ja så skete det som man slet ikke vil håbe sker, når man har en pårørende der drikker.
Min kære elskede far's krop og hjerte kunne ikke mere.
Han spiste ikke de sidste par måneder og vejede kun 55 kg til sidst.

Han ville gerne have hjælp, men hjælpen var for længe om at dukke op, selvom han prøvede gennem sin læge flere gange.
Han var skind og ben til sidst, men håbet var der, da han torsdag d.22/2-2007, blev indlagt.
Vi håbede alle på det bedste og jeg kunne tage den med ro og trække vejret igen, da jeg vidste han nu var i gode hænder.
Men da jeg ringede for at sige hej til ham fredag d.23/2-2007 om aftenen var han nede og blive syet i armen da han var gledet ud af sengen, men det kan jo ske når man ikke har så mange kræfter.
Jeg ringede igen senere og der havde han ikke overskud til at snakke desværre, for det var sidste gang jeg kunne have snakket med ham ... Fredag d.24/2-2007 om formiddagen blev jeg ringet op af afdelingen som fortalte at han havde fået hjertestop om morgenen og var kørt på Intensiv, de fik hans hjerte igang igen men der var ingen reaktioner fra ham.
Jeg måtte tage afsted fra København til Svendborg for at mødes med min lillesøster på 14 og hendes mor, for vi havde fået af vide at der ikke var mere og gøre, og at han kunne gå bort.

Jeg nåede derover og vi var hos ham og holdt ham i hver sin hånd ... 
Vi sad og græd og snakkede til ham selvom han var i koma, for tænk hvis han kunne høre os.
Det tror jeg at han kunne, for vi var der kun i 7 minutter og så åndede han ud for sidste gang ... 

Det var og er så hårdt at miste en man elsker, men samtidig var det smukt at vi nåede at være der sammen med ham begge to.
Det er nu en uge siden og savnet vokser nu, for det er først nu jeg har mulighed for at reagere rigtigt, da hele ugen har gået med alt det man skal ordne.
Så til jer der læser dette, gør hvad I kan og kæmp med næb og klør, for lige meget hvor meget man er blevet sat til side eller blevet skuffet, så savner man dem sku når de er væk ...

 

18. december 2007

Så har jeg ikke været her længe men er tilbage igen, og det er nok fordi det er ved at være jul, og en af de sværeste tider. Men der er sket meget siden sidst jeg skrev herinde. Sidst jeg skrev var jeg barn af en alkoholiker, og nu er jeg barn af en afdød alkoholiker. Men jeg må indrømme at der er faldet en stor sten fra mit hjerte, da jeg ikke skal bekymre mig mere. Jeg skal ikke hele tiden være ved min telefon, og jeg skal ikke være bange for at tage den når det var hemmeligt nummer der ringede. Men savnet er STORT, ja meget større end jeg havde troet, men det var jo også min far, og min kærlighed til ham nåede heldigvis at blive meget større inden han døde, fordi jeg hele tiden huskede på at det er en sygdom. Men jeg nåede aldrig at holde jul med ham som voksen, og det er det der går mig mest på nu. Men det kan man ikke lave om på, og det må man så acceptere at man í årenes løb har valgt som man har gjort. Men jeg vil slutte nu og ønske alle en rigtig god jul og et rigtig lykkebringede nytår.

 


Tilbage