Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Stephanie, 21 år, Pårørende

Tilbage

Hvor er det svært at starte på sådan en historie her...
Har slettet det jeg havde skrevet flere gange, for er bange for hvordan folk nu vil se på mig, og opfatte mig - og måske mest af alt bange for at nogen tror jeg lyver...

Jeg er datter af en alkoholiker, min mor, og har svært ved at indrømme det.
Eller, jeg har ihvertfald svært ved at indrømme at det har påvirket mig.
Min far og mor gik fra hinanden efter at André lige var fyldt 2.
Jeg boede hos min mor, og har altid gjort det, indtil jeg som 17 årig flyttede hjemmefra.
Så længe jeg kan huske, har min mor drukket, og været det de fleste vil kalde et udskud.
Hun har siden jeg blev født været på kontanthjælp, og har hele mit liv haft svært ved at tage sig sammen til noget som helst, ud over at drikke, feste og banke mig og mine søskende.

Første gang jeg husker at have fået tæsk, var efter at hun havde været ud at drikke og lå på sofaen og sov op på formiddagen.
Min lillebror André var på det tidspunkt født, og omkring 3-4 år, dvs. jeg var omkring 6.
Vi boede på det tidspunkt i Odense.
Min lillebror vækkede mig, og sagde at han var sulten.
Jeg gik ud i køkkenet for at finde noget mad.
Stanken af råddenhed og opvask var OVERVÆLDENDE, men jeg var vant til det.
Det eneste jeg kunne finde, var nogle havregryn, og vi havde ingen mælk.
Jeg hældte vand og en masse sukker på dem, som jeg havde set mor gøre, og gav dem til André.
Han begyndte at græde, kunne ikke lide det, og spyttede det ud over det hele.
Min mor vågnede, gik straks amok, og skældte mig ud fordi jeg havde givet ham havregryn med vand at spise.
Hun tæskede mig, og jeg røg i seng, hvor jeg kunne blive resten af dagen.
Min mor gik, og kom tilbage næste morgen.

Min første skoledag var det min mormor der fulgte mig i skole.
Jeg kunne ikke lide det, og følte at jeg var anderledes fra dag et.
På det tidspunkt var vi lige flyttet til Assens på fyn, sammen med mors kæreste Søren.
Min far sad i fængsel for bankrøveri, og ham så jeg derfor ikke på det tidspunkt.
Hverdagen derhjemme var en kamp, og ikke så lang tid efter flyttede vi til en anden lejlighed i Assens, og kort tid efter, flyttede Søren fra mor.
Det ødelagde mig totalt, da han har været den eneste jeg har følt der har kunnet holde mor fra øl og fest.
Jeg var på det tidspunkt omkring 7 og blev hver dag mobbet og tæsket af både mor, og skole "kammerater".

Så blev hun gravid.
Jeg havde aldrig set denne "kæreste" før, da det var en hun bare var sammen med når hun var væk.
Han gik fra min mor kort tid efter, da hun havde sagt at hun var på p-piller, og derfor ikke kunne blive gravid.
Det var hun dog ikke, og har aldrig været det.
Patrick blev født, og vi boede meget hos min mormor, da hun ejede en restaurant som min mor arbejde i.
Derfor har jeg stort set heller ingen minder fra den tid, da alting var rimelig godt.
Men så en dag vågnede jeg ved skrig og larm, og fandt min mor i gang med at tæske min mormor på badeværelset.
Hun væltede mormor omkuldt og ned i badekarret, lige som jeg kom ind af døren, og jeg skreg.
Min mor vendte jeg mod mig, og råbte at jeg skulle gå ind til de andre, ellers gik det ud over mig, og jeg løb, og græd mig selv i søvn for første, men slet ikke sidste gang.
Kort tid efter var min mormor nødt til at sælge restauranten, og vi flyttede hjem i lejligheden igen.
Der var et konstant rod af skrald, tøj og bleer overalt, og min mor drak igen, bare mere end før.
Jeg så stadig ikke meget til min far på det tidspunkt, men var nogen gange hos farmor og farfar.
Min far har senere fortalt mig at han en gang har mødt min mor i byen, og de gik hjem sammen.
Han blev bedt om at vente udenfor, og gemme sig, mens min mor ville gå op og sende min morfar hjem, så han ikke så ham.
Min far ventede, men så aldrig nogen morfar komme, men da min mor kom ned for at hente ham, sagde han intet.
Det var første gang min far opdagede at vi var alene hjemme, uden nogen til at passe os. J
eg var omkring 8, André 6 og Patrick 1.
Jeg stod på det tidspunkt op og passede Patrick, når han vågnede om natten.
Min far gjorde intet ved det.

Det næste jeg husker er at min mor mødte Torben, og de blev kærester.
Igen var alt okay, mor drak ikke så meget, og der var for det meste ryddet op derhjemme.
Jeg gik i fritidsordning, og fik min første veninde, Sanne.
Vi flyttede igen, også en lejlighed i Assens, og min mor blev gravid igen. Hun fortalte ingen om det, lod som ingenting, indtil det ikke kunne skjules mere.
Hende og Torben blev uvenner, og gik fra hinanden.
Og alt var rod igen.
Min mor drak (selvom hun var gravid), og jeg følte mig forvirret og alene.
Oliver blev født, og det blev for mig en til bror at passe når mor drak.
Mor og Torben sås lidt igen, og IGEN blev hun gravid.
Alexander blev født et år og en måned efter Oliver.
Det var her det hele begyndte at gå galt.
Jeg følte mig meget forvirret, og alene og tilbragte så meget tid som muligt på Myretuen (fritter).
Sanne og jeg begyndte at eksperimentere med rygning (jeg var omkring 12) og det blev en hverdag for mig.
Jeg husker at min mor en dag fik fat i min jakke, og ledte efter noget i lommerne.
Hun fandt tobakssmulder og tæskede mig sønder og sammen.
Jeg var på det tidspunkt begyndt at se min far, og havde gjort det i et års tid.
Han snakkede meget om at nu jeg var fyldt 12, kunne jeg komme ned og bo hos ham.
Vi kontaktede Statsamtet, og så blev det et rent helvede derhjemme.
Hver dag var ren tortur, med tæsk, spytten på mig og jeg blev altid kaldt slamfisse, klam eller lign.
Så kom dagen hvor jeg skulle på Statsamtet og sige hvor jeg ville bo.
Hele natten op til havde gået med tæsk og min mor der igen og igen sagde at jeg kunne aldrig se min mors familie igen, og hun ville slå mig ihjel hvis jeg sagde jeg ville bo hos far.
Da jeg kom derud og de spurgte mig sagde jeg mor, og troede alt ville være godt nu.
Men nej, jeg kom bare hjem til mere tæsk, og min mor græd og sagde at jeg var den mest forfærdelige datter hun nogen sinde kunne få.
Jeg husker mig selv ligge i sengen ved siden af hende og sige undskyld, undskyld, undskyld, jeg elsker dig mor, det var ikke med vilje.
Men hun skubbede mig væk og gav mig et blik der sagde jeg elsker ikke dig.
Min far forstod mig ikke, og sagde at han ikke kunne se hvorfor at han skulle gå igennem alt det for at jeg bare sagde at jeg ville bo hos min mor når jeg havde sagt til ham at jeg gerne ville bo hos far.
Jeg turde ikke sige til ham, at jeg var bange for at komme hjem hvis jeg havde sagt far.
Jeg vidste ikke på det tidspunkt at havde jeg sagt far, så skulle jeg ikke have været hjem til mor, men ville ha kommet over til min far med det samme.
Svært at vide for en på 12!

Jeg havde det virkelig skidt på det tidspunkt, og havde ikke lyst til at leve mere.
Jeg fortalte min farmor det i fortrolighed, men hun kontaktede kommunen, og der er kom en socialrådgiver op til min mor, og sagde at jeg havde sagt til min farmor at jeg ikke ville leve mere.
Mor spurgte mig om det var rigtigt, og igen måtte jeg lyve kommunen op i hovedet og sige det var noget min farmor fandt på.
Jeg følte mig så forrådt og alene.
Min mor drak stadig mere og mere, og jeg var derfor den der smurte madpakker, fulgte børn i skole, skiftede bleer, og i det hele taget var mor.
Huset lignede mest af alt et bombenedslag, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg skulle snart konfirmeres og der var inviteret til stor fest.
Mange af gæsterne kom langvejsfra og skulle bo hos os.
Min mor kom hjem dagen før min konfirmation skulle finde sted, efter næsten en uges druktur, hvor jeg stor set ikke havde set hende, og bankede mig så jeg næsten ikke kunne gå.
Jeg havde ikke ryddet op og gjort rent, og nu var der kun et par timer til folk kom.
Hvad ville folk ikke tænke!
Jeg blev sat til at rydde op, og kom i seng kl 2 om natten.
Jeg blev vækket kl 7, da jeg skulle ha sat hår hos en frisør, og derefter i kirke.
Jeg husker det ikke som lykkelig dag.
Til festen blev min mor fuld, og alle holdt sig langt væk fra hende.
De penge jeg fik i gave, tog min mor, jeg fik 300 kr til blå mandag, og det var det.
Resten sagde hun at hun satte i banken, men jeg har aldrig fundet ud af hvor, så de har nok gået til hendes forbrug af smøger og sprut.

Mindre en 3 måneder efter flyttede vi til Nordjylland.
Jeg havde på det tidspunkt sagt til min far og mor at jeg ville på efterskole, og vi var nede at kigge på en.
2 uger efter fik jeg at vide af min mor at jeg skulle flytte med til nordjylland, men at jeg selv skulle fortælle min far at jeg ikke ville gå på efterskole alligevel.
Igen blev jeg mødt af en uforstående familie, der følte at jeg havde ført dem bag lyset.
Vi flyttede en uge efter.
Min far boede stadig på fyn, sammen med hele resten af min familie - og jeg anede ikke mit levende råd.
Vi skulle nu være helt alene med min mor og jeg var SÅ bange.
Jeg startede i 8. klasse i Dronninglund, og et par måneder efter fødte min mor Caroline.
Ingen havde vidst at hun var gravid - hun havde ikke sagt noget, og det havde været nemt at skjule for hende denne gang.
Hun fandt sig et nyt værtshus at gå på, og nu var jeg så mor for 5.
Jeg blev trukket ind i min mors bekendtskaber, eller venner som hun selv kaldte det, da jeg nu ar gammel nok til at snakke voksensnak, drikke osv (gu var jeg ej).
Min mor var stort set aldrig hjemme, og var hun var det sammen med alle hendes drukvenner.

Jeg fik min første kæreste, Nikolaj, da jeg var 14, og følte mig for første gang værdsat.
Jeg gik i seng med ham, og blev droppet en uge efter.
Da jeg grædende kom hjem til min mor, og fortalte at han havde slået op.
Spurgte hun om jeg havde været i seng med ham.
Jeg svarede ja, og hun tæskede mig og kaldte mig luder, fiselette, slamfisse, og nogle af de mest nedladende ord jeg nogensinde har hørt.
Jeg begyndte selv at gå til halfester og drikke, dog aldrig at drikke mig fuld.
Jeg ville ikke være som min mor, jeg havde set hvordan hun endte, og mente at bare jeg blev fuld en gang, så ville jeg være som hende.
Min mor fandt en ny kæreste, Morten, som jeg troede var okay.
Jeg blev senere klogere.

Det værste var dog ikke hændt endnu. 
En eftermiddag kom Patrick pludselig løbende ind på mit værelse, og råbte "det brænder, det brænder".
Jeg løb efter ham, og fandt oliver, Caroline, og Alexanders værelse i fuld flamme.
Jeg fik dem ud og sendte André ud efter mor, som sad på værtshus.
Jeg stod midt på hovedgaden med 4 børn ved siden af mig og råbte hjælp, og ingen hjalp.
Ingen kom.
Jeg løb ind i et pizzaria der lå ved siden af, og ringede 112.
Lige da jeg går ud, springer ruderne i vores hus, og flammerne står ud af.
Det værste var, at ikke engang der hjalp folk, men stilte sig op og gloede!
Jeg var i total chok, og kunne intet gøre.
Det hele var min skyld, og jeg følte at min mor ville slå mig ihjel.
Hun kom løbende sammen med min lillebror, lige som brandvæsnet kom.
De kunne stort set intet redde, og vi stod alle uden andet end det tøj vi havde på.
Min mor havde ingen forsikring, så der var intet at gøre.
Vi flyttede ind i Mortens hus, og boede der, sammen med hans 2 børn.
Mor begyndte at drikke mere, og Morten gjorde intet ved det.
2 år efter flyttede de fra hinanden, efter at det hele endte i et slagsmål, hvor Morten bankede hende så hun røg på sygehus.
Jeg var på det tidspunkt på ferie sammen med André hos min far, og vidste intet om det før jeg kom hjem.
Min mor havde lejet et hus ude på landet, og vi flyttede derud i nattens mulm og mørke.

Det var lige før jeg startede på Handelsskolen.
Jeg havde på det tidspunkt mødt min veninde Natalie, som jeg havde gået i 10 klasse med, og vi startede i klasse sammen på HHX.
Hun var en af de eneste venner jeg havde på det tidspunkt, og vi lavede en del sammen.
En dag spurgte hun mig om jeg ville med hende til Frederikshavn og besøge en ven, Søren, og det gjorde vi.
Jeg var sammen med Søren et par gange, og vi begyndte at være mere eller mindre kærester.
Natalie kunne ikke forstå hvad jeg så i ham, og vi gled væk fra hinanden.
1 måned efter blev jeg gravid, men havde ingen at gå til.
Jeg droppede al kontakt til Søren, og gik med det hele selv.
Jeg turde ikke at fortælle det til min mor, i frygt for hvad hun ville gøre ved mig.
Jeg var 16 på det tidspunkt.
Man kan ikke få en abort uden forældretilladelse fik jeg at vide, og jeg gemte det derfoer inde i mig selv, i håb om at det hele ville gå væk.
Så en dag, da jeg var i 5 måned, spurgte min mor om jeg var gravid.
Jeg nægtede alt.
Hun fik det tilsidst ud af mig, og vi gik til en læge.
Da han sagde at jeg var 24 uger henne og derfor ikke kunne få en abort, faldt hele min verden sammen igen.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
Min mor tog kontakt til min studievejleder, og hun fortalte min klasse det.
Jeg havde på det tidspunt ikke snakket med Natalie i mange måneder, og var derfor bange for at ringe til hende, og spørge efter Sørens nummer.
Hun hjalp mig dog, da jeg fik fremstammet hvad der var galt, og støttede mig i de næste 4 måneder når jeg havde det svært.
Efter at alle havde fået at vide at jeg ar gravid, begyndte jeg så småt at få venner, og følte mig mere accepteret.
Jeg snakkede med folk fra klassen, og begydte at deltage i fester osv.

Da min fars familie fik at vide at jeg var gravid, tog de det meget tungt.
De mente at jeg ville ende som min mor, uden uddannelse, og på kontanthjælp.
Efter en del snakke med min far, kom han dog på bedre tanker, og hjalp mig med at få en lejlighed, inde i byen.
Han boede stadig på fyn, men vi snakkede i tlf og sås hver anden weekend.
Min mors "tortur" blev staig værre, og hun slog mig for sidste gang en uge før jeg fødte min søn Michael.
Jeg flyttede i min lejlighed, og følte at alt var ved at gå den rette vej.
Jeg var kommet hjemmefra, og havde det faktisk okay.
Mig og Søren begyndte at se hinanden igen, og han flyttede ind sammen med mig, en måned inden jeg startede i skole igen.

Michael blev født et par dage efter at jeg havde fået sommerferie, og jeg startede i skole igen da den var slut.
Jeg var på det tidspunkt 17, og startede på 2. år HHX.
Jeg blev modtaget med åbne arme, og oprigtig interesse, og det var SÅ fedt at have nogle venner!
Natalie accepterede at jeg igen var sammen med Søren, for min skyld, selvom han var en idiot overfor hende, og over for mig.
Efter at mig og Søren havde boet sammen i 1 år, fandt jeg dog ud af at han havde været mig utro, hvilket han på det tidspunkt allerede havde været 1 gang før.
Jeg besluttede mig for at det skulle være slut mellem os, men da både Søren og jeg skulle flytte til Odense ½ år efter, for at starte på hhv uddannelse og job, valgte jeg at lade ham fortsætte med at bo hos mig.
Vi var dog ikke kærester mere.
Mig og Natalie var 2 måneder efter på weekend i Odense, og vi mødte der 2 søde fyre, Tara og Anders.
Jeg faldt for Tara, og hun for Anders.
Det kunne Søren imidlertid ikke tolerere, og en aften 1 måned efter, da han kom hjem efter en bytur, tæskede han mig.
Jeg ringede til Natalie, og hendes mor kom og hentede mig.
Vi kørte på ploitistationen og til lægen, og sagen blev anmeldt.
Søren blev smidt ud af politiet, og tog ned til sine forældre på Fyn.
Han tog Michael med, og da alle mente det var det bedste, lod jeg ham gøre det.
Tingene mellem mig og Tara gik dog skævt, han kunne først og fremmest ikke acceptere at jeg havde et barn, og så tror jeg at han synes at mit liv var for kompliceret.
Det slog mig ud, men efter at både Natalie og Anders havde overbevist mig om at jeg bare skulle glemme ham, og at han ikke var det værd, gik han mere og mere i glemmebogen.

Jeg afsluttede min HH og flyttede i en lejlighed i Odense.
Det var hårdt at forlade venner, først og fremmest Natalie, og det var skræmmende at skulle møde nye folk, og få nye venner en gang til.
Jeg følte usikkerheden melde sig igen og jeg røg ned i et sort hul.
Det resulterede i en del flygtige bekendtskaber - før jeg mødte min nuværende kæreste Anders (ja både min og Natalies kæreste hedder Anders, og er rigtig gode venner!)
Jeg startede på jura uddannelsen, og fik job på Diskotek Retro.
Natalie var flyttet til KBH, og vi havde ikke meget kontakt, og det var hårdt at føle at ens bedste veninde gled fra en.
Et halvt år efter at hun var flyttet, besluttede hun sig for at flytte til Odense, for at komme tiæt på mig, og hendes kæreste Anders.
Det var bare det bedste der skete!!!!

Alt gik godt godt i et ½ år, men for et par måneder siden blev min verden knust for 117. gang.
Efter en bytur blev jeg i Oktober 2006 overfaldet og voldtaget.
Jeg har siden haft det virkelig svært, og det har virkelig været svært.
Også det at indrømme at man måske ikke har det super godt.
Jeg begyndte at lade være med at gå i skole, og det gik virkelig skævt mellem Natalie og jeg, og min kæreste og jeg.
Nok mest fordi jeg var sur, og følte at alle hadede mig, og at jeg hadede alle fordi det her var hændt mig!
Nytårsaften tog det hele dog en drejning.
Mig og Anders var inviteret til nytår hos Natalie og hendes kæreste Anders.
Omkring kl 1 blev min kæreste dog meget stille, og sad bare for sig selv.
Natalie satte sig over for at snakke med ham, og han fortalte hende at han ikke kunne holde ud at se mig have det sådan her, og han han blev nødt til at gå fra mig, hvis tingene ikke ændrede sig.
Jeg var dog bare skide sur over at han sad og græd, og snakkede med Natalie istedet for at snakke med mig.
Men da vi gik ud af døren for at komme hjem, og jeg var sur på Anders og skældte ham ud, gjorde Natalie noget hun aldrig havde gjort før.
Hun råbte af mig, og skældte mig ud.
Først eksploderede jeg og råbte tilbage af hende, men hun fik hevet mig med indenfor, og hendes kæreste Anders smed mig ned i sofaen, sammen med Natalie.
Han sagde at jeg skulle ta mig sammen, og at vi begge skulle stoppe det pis, og snakke ordentligt til hinanden.
Han gik ud til min kæreste, og for første gang i Naltalies og mit venskab, SNAKKEDE vi ordentligt sammen.
Jeg fortalte hende at jeg har det virkelig svært, og ikke har lyst til andet end at gemme mig under dynen og bare bliver der, og hun fortalte at hun heller ikke har haft det nemt.
Vi fik virkelig snakket igennem, og delt nogle fortrolige ting, som vi ellers aldrig har gjort.
Underligt at tænke på, når hun har været min bedste veninde i 5-6 år! Anders og jeg tog hjem, og jeg fik snakket med ham om hvad der var sket, og han sagde mange at de samme ting som Natalie.
Og det fik virkelig mine øjne op.

Jeg har jo folk der faktisk elsker mig, og bekymrer sig om mig.
I de sidste par dage har jeg tænkt meget over det, og jeg føler at jeg får det bedre for hver dag.
Jeg har ikke vrisset eller været sur på Anders, eller nogen ander siden, hvor før var det hver dag, at jeg vrissede af ham, og var sur og tvær.
I dag sendte Natalie så en mail til mig, fordi hun havde skrevet til en brevkasse og spurgt om råd til hvad hun kunne gøre for at hjælpe mig.
Det rørte mig meget!
Hun sendte det her link med, og for første gang skriver jeg nu min historie.
I er de første som har fået alt det her at vide.
Det har været hårdt at skrive alt det her, og har taget mig flere timer.
Men nu jeg har gjort det er jeg glad for det, og jeg er begyndt at forstå at jeg ikke får det perfekt lige nu, men at det nok skal komme hvis jeg arbejder med mine problemer istedet for at være bange for at fortælle folk dem.
Og så elsker jeg Natalie, Anders og Anders for at have været der for mig, selvom jeg ikke altid har været hel nem, og at det tit bare havde været nemmere at give op!

 


Tilbage