Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Hannah 75, 31 år, Pårørende

Tilbage

Hannah ´75 datter af mor der drikker ´fint.

Er det mig der er forkert eller er hun alkoholiker?
Hvor mange gange har jeg ikke kørt den tanke igennem mit hoved, og hvor mange gange har jeg ikke ønsket at jeg var forkert.
For som sagt, så har jeg været i tvivl ufattelig mange gange.

En alkoholiker er én -oftest mand- der sidder på bænken og tyller den stærkeste og billigste sprut ned der kan skaffes.
Ikke en kærlig mor med et fast arbejde og mand og to børn og (for)perfekt indrettet hjem, der bare godt kan lide et glas rødvin i ny og næ - hver dag.

Jeg kan faktisk slet ikke huske hvornår hun begyndte.
Jeg kan huske en god og tryg barndom. min første erindring var i tidlig teenage år da jeg skulle handle småting ind i den lokale butik for min mor med en lille dosmerseddel- smør, mælk osv - og pap-rødvin.
Det nægtede jeg at købe og kom hjem uden og fik et møgfald uden lige at jeg ik skulle bestemme over hende - hun var voksen.

Min far drak med, men han blev ik påvirket på samme måde, så om fordelingen var 50/50 eller andet, ved jeg ikke.
Jeg så ihvertifald ik min far.
Var det så mor/datter forholdet, der gik skævt og slet ikke alkoholen?
Det er først nu jeg ikke længere tvivler på det.
Jeg har altid være et nemt og et tilpasset barn.
Passede mig selv, skole og arbejde.
Havde ik mange venninder, men fik senere rigtig mange venner.
Der var altid åbent hus hos os.
Min mor var aldrig stangvissen eller druksyg i flere dage, så det var som sådan ikke et synligt problem.
Desto sværere var det at ytre om ... man har jo ingen beviser ... men hvor kunne hun bare være fyldt med humørsvingninger og angrebslysten og ødelæggende/udslettende til tider.

Når jeg kom hjem fra skole kunne jeg som regel vejre i luften, hvordan humøret var.
Men det var svært nogen gange.
Nogen gange var det forkert man ik gik med hunden og andre gange var det forkert hvis man gjorde.
En angst og rastløshed, der følger en i maven i mange år.
Jeg har prøvet at behage for at få fred, være opmærksom, huske øjenkontakt, lave små berøringshandlinger - som en terapeut engang sagde jeg sku prøve- tilgive (kan ik glemme) mange mange ting, men jeg slår aldrig igennem.
Jeg er aldrig god nok.

Min kæreste eje - min mormor gik bort januar 03.
Vi sørgede alle, og på hver vores måde ... i kirken sad jeg bag min mor med min hånd på hendes skulder og hun havde onkel og min far ved sin side.
Jeg hulkede, min mor var som sten.
Jeg klandrer ikke min mor for ikke at græde, men da hun ringede i november måned - TI måneder efter og spurgte HVOR jeg var i kirken til at trøste HENDE, blev jeg ked og skuffet.
Rigtig meget.
Jeg sad lige ved hende og hun ku ha brugt mig/støttet sig til mig.
Jeg forstår ik hun har båret på det i så lang tid, i stedet for at sige hun havde brug for mig dengang.
Og så klandrer mig på den måde ... nu er det jo forsent at lave om for mig.

Eller da hun havde været til en drømmetyder og så at mormor og bror var tæt knyttet og mor og mormor var tæt knyttet, men drømmetyderen kunne ikke se mig.
Ikke at jeg tror på den drømmetyder, men hvorfor vil min mor fortælle mig sådan noget, når hun ved hvor dybt det sårer mig. *
Hvorfor vil en mor såre sin datter så dybt?

Ttil min reception kom hun 2,5 time forsent og var fuld og kaldte min venninde tarvelige ting.

Til min runde og store fødselsdag blev hun fuld og kaldte min brors kæreste for tarvelige ting.

Hun kan ringe op og man kan bare mærke hun er på krigsstien og søger en konflikt eller en spydig sårende bemærking.
Hvorfor?
Får hun det bedre selv?

Da jeg blev meget og akut syg og ikke måtte være alene nogle dage, kørte min kæreste mig hjem til hende inden han skulle til jylland og holde jul.
Hun var så stangstiv den 23. kl. 15 at hun ik ka huske han var der.
Jeg lå og skrubbede gulvet i køkkenet og lavede risalamande og rødkål til de 10 gæster der kom næste dag, med en nyopereret mave og blodmangel, så jeg var hvid og tam hele næste dag af udmattelse.
Det kan hun ik huske.

Det er blevet oftere og værre og de gode oplevelser er blevet færre og længere imellem.
Efter en hændelse i august, hvor jeg blev ringet op at jeg skulle hente min mor fordi hun var for fuld til en familiefødselsdag, hentede jeg hende og hun væltede tre gange - der fik jeg nok.
Så jeg skrev et kort og kontant brev, sagde det mundtligt og på sms: at hun kan kontakte mig når hun er ædru eller vil ha hjælp til at blive det.
Og siden har vi ikke talt.

Jeg kan ikke mere.
Jeg går i terapi og lærer at lytte til mig selv, for det har jeg glemt.
Jeg har prøvet at behage alle og vil ha alle til at ku lide mig at jeg har glemt at høre mig selv og hvad jeg vil.
Jeg vil ikke lægge alle mine problemer og sige jeg er blevet sådan FORDI min mor drikker, men jeg kan mærke at en del af dem måske stammer lidt derfra.
Så som at tilpasse sig så alle kan lide en, festerne til at lave facaden og glemme, rejserne så langt væk som muligt, rastløsheden, ikke kunne være alene, den sort/hvide holdning til folk og fæ, ikke kunne tilgive svigt fra andre, parforhold, opgive projekter før de er begyndt, troen på folk, troen på kærlighed.

Men hver dag der går, så tænker jeg på hende.
Jeg savner hende og kan ikke forstå hun har valgt alkoholen frem for mig.
Men hun ser det bare ikke sådan.
Hun siger til mig, og sig selv, at jeg skal ikke fortælle hende hvordan hun skal leve sit liv eller hvad hun skal drikke eller at hun har et problem.
For det har hun ikke.
Så vil hun hellere undvære mig og det gør bare så ondt.
Jeg håber stadig på at hun holder op og vi igen kan mødes, men så længe hun ik mener der er et problem ...
P.S. Noget af det værste ved dette er, at jeg altid spørger mig selv, hvad jeg har gjort forkert ... skyldfølelse - hvad ku jeg have gjort anderledes for at dette ikke skulle være sket og om jeg kan nå at lave det om.

Jeg ved ik hvor jeg skal starte for at få min mor 'tilbage'...

 


Tilbage