Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Jeanett - en historie om at være i et parforhold der smuldrer, 39 år, Pårørende

Tilbage

I og for sig er jeg lige ud af bogen.
Voksede op i en familie med en far der i høj grad var alkoholiker.
Alle vidste det og ingen lagde skjul på det.
Så langt så godt, men skammen og frygten lurede alligevel altid.

Jeg blev voksen alt for hurtigt.
Blev mere eller mindre tvunget til det.
Som voksen pige holdt jeg mig på LANG afstand af alle der så meget som drak en øl.
Havde mange kærestet som slet ikke havde noget problem.
Så møder jeg min mand.
Får børn, dagligdagen kører ... og jeg er nok ikke så opmærksom.
En dag opdager jeg at han lugter af sprut.
Mit hjerte, mine hjerne - alle celler i min krop skreg på, at dette ikke måtte være sandt!
Men det var det.

Han drak i smug og hvad værre var, så fortalte han mig at det var pga. mig!
Jeg var altid sur, trist, viste ham ikke nok kærlighed, han fik ikke nok sex.
Jeg blev alvorligt bekymret over dén melding, og tænkte at han på nogen områder havde ret.
Jeg havde været sur og trist, vi havde haft mange problemer - så det var vel ok at han reagerede på det?
Men, jeg fik sagt at jeg ikke kunne leve med at han drak i smug.
Og det stoppede - tror jeg.

For "tror" er vanskeligt for os, der elsker en person med misbrug.
Lyver de for os eller er de ærlige.
Hvad tror jeg?
Hvad tror du?

Flere år gik.
Han har aldrig kunnet tåle diskussioner, og kom de endelig frem i lyset var han ondskabsfuld, hysterisk og slet ikke til at tale med på et normalt plan.
Jeg synes han begyndte at virke mærkelig igen.
Hvad var der i vejen?
Jeg finder ud af (gennemroder alt - det gør sådan nogen som mig nemlig!) og finder noget pot, som jeg kan regne ud at han har en væsentligt forbrug af.
Jeg konfronterer ham med det - han bliver gal og fortæller igen, at det er min skyld, og at han slet ikke er sikker på, at han vil mig og os mere!

Jeg er målløs!
Alt hvad der går galt er min skyld.
I årevis har jeg ikke kunnet knække nøden.
Jeg har gået i terapi, skiftet arbejde - knoklet med børnene, men det har aldrig været "godt nok".
Nej - det har det ikke, fordi en ´misbruger "finder" sine ofre og gør dem til problemet.
Det er ulideligt og man er frustreret, ked af det og vreden lurer hele tiden i baggrunden.
Man bliver i perioder helt "lammet" og kan ikke gøre andet end at kontrollere og forsøge at tale - men det hjælper ikke.
Lad det ligge.

Jeg håber at fremtiden viser sig lys for vores familie.
Lige nu er jeg glad for at have fået øje på "aben" og nu ved jeg, hvad jeg har med at gøre.
Der gik lang tid - for lang tid - men nu har jeg en mulighed for at gøre noget ved MIG.
Ændre MIG.

Jeg ønsker alle jer, der er i samme båd, alt muligt held og lykke til.
Jeg tror der er håb - lad os håbe det!

 


Tilbage