Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mette 4, 21 år, Pårørende

Tilbage

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde, for jeg har svært ved at overskue hele forløbet.
Men ønsket om at skrive om det er mange år gammelt, så jeg prøver.

Noget at det første, jeg husker, tror jeg, er mine flugtplaner.
Da jeg ikke kan have været mere end 4-5 år, var de ret barnlige og involverede bl.a. at klatre ned ad nedløbsrør osv.
Men for mig var de meget vigtige at have, da min største frygt var, at min far skulle finde på at spærre mig inde og søge om forældremyndigheden.
Dette skete heldigvis aldrig, men frygten var der, indtil jeg var så gammel, at jeg vidste, at mine ønsker ville blive taget i betragtning, hvis det kom til en retssag.

En anden oplevelse, jeg aldrig glemmer, er engang, jeg skulle besøge min far i en weekend, hvor han skulle holde julefrokost.
Jeg tror, jeg har været omkring 8 år.
Lige før, jeg skulle afsted, begyndte jeg at græde og ville ikke derned.
Jeg forstod ikke helt selv hvorfor, men jeg følte mig ikke tryg.
Min mor ringede derefter til min far, og jeg snakkede med ham i telefon og fik forklaret, at jeg helst ville være hjemme.
Min far var stille et øjeblik og sagde så: "Jamen Mette, hvis du ikke vil ned og besøge mig, så må vi jo bare holde op med at ses."
Jeg tror, at dette er det værste ved at være barn af en alkoholiker, det der dobbelte forhold, man har til den pågældende forælder.
Næsten uanset hvad man som barn bliver udsat for, så forsvinder loyaliteten og kærligheden aldrig.
I og med at jeg blev ældre, blev vores forhold stadigt værre og værre.
Jeg blev efterhånden gammel nok til at sige fra, og min far blev ved med at benægte, at han har et alkoholproblem og beskyldte i stedet min mor for at have hjernevasket mig.

Det hele eskalerede stille og roligt - hans forventninger til mig, min angst og frustration mod ham.
Angsten kan jeg ikke helt forklare, den var der bare, måske fordi han ofte blev temmelig psykisk voldelig, når han var fuld.
Det kom til et opgør for snart to år siden.
Det var midt i min eksamenstid, og skænderiet gik på, hvem der skulle sætte huen på hovedet af mig.
Jeg havde valgt min mor, og min far bad mig skamme mig og oplyste, at han i hvert fald ikke kom til min studenterfest, hvis det ikke blev lavet om.
Jeg sagde, at jeg gerne ville, at han kom, men det blev, som jeg havde bestemt.
Jeg har ikke hørt fra ham siden.
I dag savner jeg det, at have en far, men jeg savner ikke ham.
Jeg har fået en frihed og en selvtillid, jeg aldrig før har haft.
Angsten er væk, selv angsten for selv at ende som alkoholiker en dag, for det er gået op for mig, at det er de valg, man træffer, der afgør hvem man er, og ikke den sociale arv.
Jeg kæmper stadig med mit store behov for tryghed og for hele tiden at have kontrol over situationen, og jeg er ikke så konfliktsky, som jeg har været.
Bitterheden er ikke helt væk endnu, men det bliver bedre, og jeg håber, at den helt fortager sig en dag.

 


Tilbage