Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Alec, 21 år, Afhængig

Tilbage

Jeg var 17 år, da jeg blev afhængig af alkohol.
Drikkeriet begyndte, da jeg kom ind i en depression og opdagede, at jeg udelukkende kunne opnå en vis form for behagelighed ved at drikke.
Det var kun ved at drikke, at jeg kunne glemme realiteterne omkring mig og den psykiske tilstand, jeg var i.
Derfor drak jeg rigtig meget om aftenen og gled rundt på gader og stræder med en taske fuld af øl og billig hvidvin.

Selvfølgelig udviklede det sig, og jeg drak mere og mere.
Det blev jeg nødt til for at blive fuld nok.
Hvilket betød, at jeg efter et stykke tid var blevet så afhængig, at det ikke var nok bare at drikke om aftenen, men at jeg var nødt til at drikke om formiddagen for at kunne overvinde abstinenserne, der viste deres grimme ansigt i løbet af morgenen.
På det tidspunkt gik jeg i gymnasiet, og jeg kunne så ikke overkomme undervisning efter klokken tolv middag, da jeg, på det tidspunkt, havde det så dårligt af abstinenser, at jeg følte, at jeg enten skulle brække mig eller besvime.
Jeg fik så heller ikke noget ud af undervisningen.

I stedet for at have det så slemt, forlod jeg skolen, og skyndte mig at købe noget at drikke, så at jeg kunne få det nogenlunde igen.
Men det betød også, at jeg var nødt til at drikke resten af dagen.
Hvilket jeg så gjorde.
Der var rigtig mange dage, hvor at jeg undlod at gå i skole men i stedet bare valgte at drikke med det samme.
Sådanne dage begyndte med stærke øl klokken halv ni om morgenen og sluttede først klokken et om natten, efter en hel dags druk.
Så i stedet for at bare at være deprimeret, havde jeg da fundet en anden bekymring, der optog al min tid og alle mine penge.
Det er ikke at misunde at sidde på en ’drukbænk’ og drikke hele dagen, når man kun er sytten år.
Men jeg kunne ikke længere bare holde op; abstinenserne var så slemme, at jeg hellere ville skyde mig selv end at lade være med at drikke.
Desværre havde jeg ingen pistol, så alkoholen vandt hver dag, og jeg drak omkring en tyve guldøl om dagen.

På den måde gik der et års tid, før at jeg for første gang kom på antabus.
Det var noget, jeg selv havde sat i værk, og for første gang i løbet af et år, oplevede jeg, hvad det vil sige at være ædru.
Men det var kun en behandling, der omhandlede antabus og tørsprit, så efter at der var gået to uger, og antabusen ikke længere havde nogen funktion, begyndte jeg at drikke igen.
På den måde har jeg drukket og drukket lige siden, bortset fra endnu en gang af antabus, der kun virkede i en uge.
Men det er nu heller ikke helt skidt, for jeg kan til nød mere eller mindre afvænne mig selv ved at bruge en del dage på at skære ned og så tage abstinenserne på mig til sidst.
Det er meget ubehageligt og jeg begynder altid at drikke igen i sidste ende, men det kan da give en pause en gang imellem, og det har jeg haft brug for.
For jeg er alligevel endt på mit drømmestudium på universitet nu, og jeg kæmper stadig med alkoholen, der har ødelagt så meget for mig, at jeg slet ikke kan beskrive det.

Men jeg tør slet ikke stemple mig selv som alkoholiker, hvorfor jeg heller ikke har taget mig sammen til at gå i behandling.
Det vil nok være det eneste, der kan redde mit liv, men jeg kan simpelthen ikke selv, og der er heller ikke nogen, der har tvunget mig, så jeg bliver nok ved med at drikke.
Og jeg er godt nok kun blevet enogtyve efterhånden, men jeg har så mange smerter i maven og hele underkroppen, at jeg godt kan mærke, at det er ved at være farligt.
Måske endda livstruende, men jeg er ikke sikker på, hvor slemt det er.
Det er som om, at der er en anden person, der overtager ens liv, når at man begynder at drikke.
Og overfor den person har man ikke meget at skulle sige, derfor gør man som personen siger, også selvom at man ved at det ødelægger alt. Så jeg ved godt, at det er min egen skyld, at jeg dør af det, men jeg gør det alligevel; selvom at det undrer mig.

Jeg har kæmpet meget, og jeg er nået ret vidt, på trods, men jeg er desværre ikke udødelig, og selvom at der er mange ting, som jeg har opnået, og som jeg aldrig havde regnet med, så kan jeg ikke lade være med at drikke.
Det er og bliver min akilleshæl, det er så ambivalent, som det nu engang kan blive.
Men jeg elsker at drikke, og samtidig er jeg mere end klar over, at det tager livet af mig.

Det er trist at føle, at man har spildt og ødelagt sit liv i en alder af enogtyve, men man må også være realistisk, og ikke bare være selvhyklerisk, hvorfor jeg også godt ved, at jeg kun kan beskylde mig selv for, hvad der er sket.
Og især over for det faktum, at jeg kunne have gjort noget tidligere, og at jeg kan gøre noget nu og måske alligevel redde livet.
Men nu sidder jeg også og drikker, og jeg forstår det egentlig ikke, men det er, som sagt, som om det er en anden person, der bestemmer over én.

 


Tilbage