Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Camille, 36 år, Pårørende

Tilbage

Det følgende handler om at ville styre andre menneskers liv.
Det handler om at tilsidesætte sine egne behov, lyster og ønsker, og det handler om løgn.
Det handler om, hvor tykpandet man kan være som menneske, og om at føle sig som verdens mindste mus uden musehul.
Det handler om hvordan man kan komme til at forveksle omsorg med skade, og hvordan kærlighed kan være tæt på at lide døden.
Det handler om afmagt og smerte og om at hælde øl i håndvasken og gemme vinflasker i dynebetrækskuffen.
Men det handler også om håb, vilje og rummelighed, og det handler om at give slip.
Det handler om, hvordan det er at elske en alkoholiker.

Vi mødtes i en brandert for 2 1/2 år siden.
Det er der jo ikke noget underligt i, det er der mange, der gør.
Altså møder hinanden i en brandert.
Så altså: Ikke noget særligt.
Men det var han, og jeg blev meget forelsket i ham.
Fra begyndelsen besluttede jeg, at ham her, skulle det altså være.
Så jeg gik benhårdt efter ham.
Forelskelse gør nogen mennesker bløde i bolden, inklusive mig.
For jeg kunne godt fornemme, at han havde nogle problemer med i sin baggage, der bestemt ikke var løst, han led blandt andet af depression, som han fik medicin imod, og det skete samtidig meget tit, at han blev meget fuld, når vi var ude til forskellige ting.
Så fuld, at jeg tit måtte sørge for, at vi begge kom hjem.
Alligevel tænkte jeg ikke nogen bevidste tanker i meget lang tid, om han eventuelt kunne have et decideret alkoholmisbrug.
Alle mennesker drikker jo nogen gange for meget, det havde jeg da selv prøvet et utal af gange.
Men det her nærmede sig blackout stadiet hver gang, så måske skulle han slappe lidt af, tænkte jeg.

Vi boede i en lang periode i hver vores by, men når vi var hos hinanden, havde vi det sjovt og godt sammen.
Vi havde fælles interesser i litteratur, film og musik.
Havde mange fælles referencer, var gode til at gøre ting sammen, jeg følte mig tilpas og som mig selv, når jeg var sammen med ham.
Hans uløste problemer fra hans barndom bankede med jævne mellemrum på, og han løste dem altid ved at drikke sig fuld.

Han havde meget ondt af sig selv, og glemte somme tider vigtige aftaler, fordi han havde drukket.
Men jeg var der jo ikke hver dag, så jeg vidste ikke, hvor slemt det var. I slutningen af 2005 valgte vi at flytte sammen.
Han flyttede ind hos mig.
Pludselig gik det op for mig for alvor, hvor meget han brugte alkoholen til at dulme ting og flygte fra andre.
Efter kort tid begyndte jeg at ryste på hænderne hver gang jeg stak nøglen i låsen til lejligheden, for gad vide om han nu var fuld i dag?
Som regel vidste jeg det inden jeg kom hjem, men hovedreglen var også, at han oftere var fuld end ædru.

Det blev uudholdeligt, for når han var fuld, endte det tit med at jeg bebrejdede ham og var ked af det, græd og var vred, og han blev bare ynkelig og grædende,og ville have sympati, for det var jo ham, det var synd for.
Jeg har præsteret at true ham med både at smide ham ud og ting, der er værre, hvis han ikke holdt op.
Han lovede det hver dag.
Jeg dækkede over ham overfor min familie, som ikke anede uråd, jeg passede mit arbejde men,havde tit hovedpine og følte mig stresset, når jeg var væk hjemmefra.
Han drak næsten altid derhjemme, når han var alene.
Havde ikke selv noget arbejde på det tidspunkt.
Somme tider kom jeg hjem og fandt lejligheden tom, men stadig med spor i luften af alkohol eller cigaretrøg, som om han lige var gået ud ad døren for fem minutter siden, han vidste jo, hvornår jeg kom hjem.
Så hørte jeg ikke fra ham.
Han svarede ikke på mine opkald eller sms beskeder.
Han trak stikket ud og drak.

Det værste var, at jeg godt var klar over, at når han tog væk på den måde, eller bare drak sig fuld, så ville der gå i hvertfald et par dage, før jeg kunne tale med ham igen, for han sov meget bagefter og blev meget deprimeret og indelukket.
Tømmermænd.
Den ventetid føltes ulidelig lang, for jeg havde jo behov for at skælde ham ud eller hvad det var, jeg havde behov for.
Engang hældte jeg en hel ramme øl i vasken, og troede, at jeg på den måde kunne få Carlsberg og andre til at holde inde med brygningen.
Jeg gemte, hvad jeg havde af spiritus og vin, for jeg kunne aldrig nå selv at smage noget af det, inden han drak det.
Der stod en flaske vodka i køkkenet, som jeg kunne holde øje med bare sank og sank i indhold for hver dag.
Til sidst begyndte han at spæde den op med vand, hældte æblejuice i whiskyflasken i skabet, så jeg ikke skulle opdage det, for han vidste godt, at jeg kontrollerede ham.
Han fandt også en del af de flasker, som jeg gemte.
Han drak stille og roligt julesnapsen i fryseren.

Til sidst turde jeg næsten ikke forlade lejligheden, fordi jeg bildte mig ind, at hvis jeg bare var der, så ville han nok lade være med at drikke.
Det holdt alligevel ikke stik, men jeg kunne da, troede jeg, formindske hans drikkeri ved min blotte tilstedeværelse.
Sådan fortsatte det i nogle måneder.
Og en dag fik jeg presset ham så meget, at han tog på et alkoholambulatorium.
Han begyndte på antabus og var ædru i to måneder og vi var på ferie sammen, og det gik fint.
Vi havde en dejlig tid sammen, og antabussen gav mig en tryghed.
Så kunne han i hvert fald ikke drikke.
Så var jeg væk et par dage, og i den tid gik han i gang med at drikke.
Han fortalte mig ikke, at det var det, han gjorde, men jeg regnede det ud.
For en uges tid efter mine dage væk, kom jeg hjem en dag og fandt ham skidefuld.
Jeg blev rasende og helt ude af den, og begyndte at forsøge, at rekonstruere hans færden, og på en eller anden måde, gik det op for mig, at han havde brugt den tid vi havde været adkilt i til at drikke igennem.
Han ville ikke begynde på antabus igen, for han kunne sagtens selv styre sit alkoholindtag.
Desuden ville han gerne have et normalt forhold til alkohol.
Så da vi holdt fest ikke så lang tid efter, valgte han at drikke der.
Selvfølgelig forsvandt flaskernes indhold lynhurtigt ned i halsen på ham, og inden midnat, måtte jeg lægge ham i seng.

Kort tid efter begyndte han på antabus igen efter hårdt pres fra min side.
Det var i slutningen af maj.
Det holdt indtil juli, hvor han begyndte at lyve rigtig meget for mig, han spandt simpelthen et kæmpe system af løgne, for at kunne få lov til at drikke.
Jeg hadede det og hver dag lovede han, at nu skulle han nok holde op, nu ville han også gøre noget ved det, men hver dag viste sig, at han bare stak af og gjorde andre ting, end dem han havde lovet.
Så min kontrol voksede, jeg fik mere og mere behov for at styre, hvad der foregik, selvom, jeg godt var klar over, at jeg ikke kunne gøre noget ved det.
Beslutningen om at stoppe, skulle jo komme fra ham selv.
Men det var for sent. Jeg var faldet i et uhensigtsmæssigt mønster.
Jeg var holdt op med at tænke på, hvad der kunne være godt for mig, holdt op med at deltage i sociale aktiviteter, der ikke var tvingende nødvendige, jeg vågede over ham, som en sindssyg heks.
Det resulterede ikke i andet end større kløft imellem os, større mistillid, mindre kærlighed og ægte omsorg for hinanden, i stedet gik jeg rundt med sammenknebne øjne og vogtede over hans næste skridt mod afgrunden og følte mig uendeligt ensom og forladt.
Det var næsten som at være dagligt vidne til en slags utroskab mod mig.
Vi var holdt op med at kunne tale sammen uden at bebrejde hinanden.

I efteråret 2006 gik det så rigtig galt.
Efter at have forsøgt sig med en kort antabus behandling igen, faldt han endegyldigt ned på bunden af flasken.
Måske skal man passe på med at bruge begreber som endegyldigt i sammenhæng med en alkoholiker, men jeg vælger at tro, at dette var det endegyldige.
Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at det kan blive værre end det blev.
Det var som om, at alle krampagtige forsøg på at tøjle alkoholen blev smidt på et kæmpe benzinbål.
På blot en måned gik han fuldkommen ned.
Han drak, som var han på alkoholindustriens lønningsliste.
Han stod op om eftermiddagen lidt efter, jeg var kommet hjem og gik ud ved 18 tiden, kom hjem om natten eller om morgenen og gik i seng, stinkende af sprit.
Ofte var han kontaktsøgende og ked af det, men jeg kunne ikke holde ud, at han lugtede så meget og var så langt væk fra mig.
Når han vågnede, fortsatte han bare hvor han slap.
Det var dybt frustrerende, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, andet end at gemme bilnøglen for ham og forsøge at holde mig selv ud.

En dag gik jeg ind på Hopes hjemmeside og fandt adressen på Al Anon. Jeg begyndte at gå til møder.
Først to gange om ugen, siden blot en enkelt.
Her fandt jeg endelig noget ro.
Jeg fik nogle redskaber til at kunne være tilstede i mit eget liv, uden hele tiden at bekymre mig og bruge energi på min kæreste, som systematisk var i gang med at ødelægge sit liv.
Det gik op for mig, at det kunne jeg alligevel ikke gøre noget ved, lige meget hvor meget jeg forsøgte at kontrollere ham.
Det var kun mig selv, det gik ud over, jeg satte mit eget liv på pause. Jeg besluttede mig for, at kaste mig fuldkommen ud i Al Anons program, at gå ind i det med åbent sind, og det bar hurtigt frugt for mig.
Allerede efter et par gange, forstod jeg, at her var virkelig noget, jeg kunne gøre for mig selv.
Nu var det slut med at kaste mudder og sten efter min kæreste og ringe og kontrollere ham.
Han skulle ikke få lov at have sådan en magt over mine gøremål.
Nu var det tid til at gøre noget godt for mig selv, for jeg var jo syg.
Sådan føltes det.

Jeg græd og græd efter de første par møder, for jeg sørgede.
Jeg følte stor sorg, over at tingene var så uretfærdige.
Jeg skulle endda sige farvel til min kontrol, det var utroligt hårdt.
Jeg havde troet, at den nok skulle hjælpe, men det havde vist sig, at jeg havde syltet mig selv ind i falske forhåbninger.
Jeg troede til sidst på min egen løgn.
Min kæreste begyndte også at bemærke, at jeg ændrede adfærd.
Vi talte endda lidt sammen i få stunder, hvor han var nogenlunde ædru, eller ihvertfald ikke decideret fuld.
Jeg besluttede, at gøre rent bord over for min familie.
Jeg ringede og fortalte dem, hvordan det egentlig var fat med ham.
Min far reagerede meget stærkt.
Pludselig kom hans egen historie væltende op i ham.
Hans far var nemlig alkoholiker, altså min farfar.
Det vidste jeg godt, og har også kendt ham indtil han døde, da jeg var 14 år.
Det var alligevel noget af en aha oplevelse, at han reagerede fuldkommen ud fra sit eget materiale, og blev selvfølgelig meget bekymret på mine vegne.
Men nu var det sagt.
Nu vidste de, hvad der foregik og det var en lettelse.
Jeg fortalte det også til nogle af mine venner, som jeg så længe havde forsømt.
Det lettede og gjorde mig i stand til at stå bedre fast på min nye måde at være over for mig selv på.
Min kæreste forsøgte et par gange at tage tilløb til at stoppe sig selv, men intet af det han satte op blev til noget.

Og så skete det meget fatale.
En weekend tog jeg til familiefødselsdag og skulle først komme hjem mandag.
Jeg havde spurgt min kæreste, om han ikke tog med, men han kunne intet overskue, og var også flov over at han var så langt ude, han ville ikke kunne se min familie i øjnene, sagde han.
Så jeg kyssede ham på kinden, selvom han var modstræbende, og så gik jeg.
Derefter skulle der gå 16 dage, før jeg så ham igen.
Han kom i fængsel.
De nærmere omstændigheder undlader jeg at beskrive, for at beskytte hans identitet mest muligt.
Men han var hamrende bedøvet af sprut under sin ugerning, som i øvrigt ikke gjorde nogen skade på mennesker.
Men han fik ni måneder.
Han fik stoppet sig selv.
På en noget dramatisk måde, men han stoppede.
Meget mystisk, og han har aldrig så meget som gået over for rødt lys før.
I begyndelsen var alt bare chok og lammelse, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til det.
Anede ikke hvad der skulle blive af os.
Jeg fortsatte med at gå i Al Anon.
Det hjalp meget.
Han begyndte at skrive mange breve, jeg skrev mange breve.
Han blev ædru, ligeså stille, og med ædrueligheden kom hans gode jeg tilbage.
Da de tre første måneder var gået, som han havde tilbragt i arresthus, var vi kommet meget videre hver især.
Det rykker nogle ting at være adskilt, kun afbrudt af mine korte besøg i det ulækre og nedslidte arresthus, hvor tiden står stille, undtagen i besøgsværelset, hvor et stort hvidt tikkende ur på væggen, nok skal gøre opmærksom på, at tiden går.
Men så fik han lov at komme ud på weekend.
Og så blev han flyttet til en behandlingsafdeling for alkohol.
Et åbent fængsel.
Og nu har han været ude på fire weekender i alt.
Han er begyndt i AA og går i daglig behandling, efter eget ønske.
Han har erkendt, at han aldrig kan drikke mere.
Han arbejder hårdt med sine problemer, han er gået ned i medicindosis for sin depression, han er blevet åben og ærlig, han åbner sit hjerte, han fortæller mig søde ting, han tager initiativ til at diskutere, filosofere og kigge mig i øjnene.
Jeg er holdt op med at foregribe begivenhederne.
Holdt op med at bekymre mig så meget, lader være med at komme med løsningsforslag på hans problemer, det klarer han selv, og meget bedre end jeg.
Vi er begyndt at respektere hinanden, har fået øjnene op for nuet og dets muligheder, og vi er høje på livet og hinanden, når vi ses hver tredje weekend og jeg besøger ham en gang om ugen, når vi taler i telefon.

Det lyder måske som en letkøbt pointe.
Men det at han røg i fængsel, gav os begge to muligheden for at møde hinanden igen.
Jeg ville ønske, at den adskillelse vi har haft og stadig har var sket frivilligt.
At han havde indset sit problem noget før, og havde ladet sig indskrive på et behandlingshjem.
Men sådan skulle det ikke være.
Bunden skulle åbenbart nåes.
Om lidt over en måned kommer han ud på prøve.
Så har han været inde i et halvt år.
Vi glæder os meget. Han har allerede planlagt at fortsætte i behandling, når han kommer ud i frihed og hjem.
Han har planlagt mange ting, for han er selvfølgelig nervøs, for hvordan han skal administrere verden, som er fuld af sprut.
Men det må han tage som det kommer.
En dag ad gangen.
En ting ad gangen – den vigtigste først.
Og det må jeg også.
Men vi har fået vores liv tilbage.
Hver for sig og sammen.
Og troen på, at alt kan lade sig gøre.
Jeg har fået en glad og nærværende kæreste, han har fået en glad og nærværende kæreste, vi har fået hinanden og vi kæmper stille videre, meget, meget klogere end vi var.
Hvor har vi lært meget om os selv, og hvor skal vi dog passe på hinanden.
Nyde nuet, værne om det, holde tungen lige munden og fortælle at vi elsker hinanden, for det gør vi.

Tak fordi du læste med.

 


Tilbage