Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Sophia, 44 år, Pårørende

Tilbage

Jeg er 44 år og i gang med parforhold nr 2 i alkoholens tegn.
Min tidligere kæreste drak sig ihjel og min nuværende kan nok med sit nuværende alkoholforbrug holde den kørende rigtig længe, men det gør jo ikke problematikken mindre ubærlig – det er jo alligevel kun et spørgsmål om tid før korthuset ramler.

Hvorfor er jeg ikke blevet klogere.
Det spørger jeg ofte mig selv om.
Jeg forstår det simpelthen ikke.
Aner det ikke.
Det giver ingen mening.

Jeg er ikke barn af misbrugere.
Har haft en tryg og beskyttet opvækst.
Gik fuldstændig uforberedt ind til mit første misbrugsforhold, og lod mig overfuse og bedrage medens jeg elskede mig selv i stykker.
Han var min store kærlighed - troede jeg.
Karismatisk, begavet, kunstnerisk, sjov, selvironisk, kærlig og ... hidsig. Verbalt hidsig.
Alt det lort han havde med i bagagen, så jeg ikke og det tog mig 9 år at indse, at det gjalt mit eget liv frem for et forhold, hvor jeg som følge af hans stærke personlighed ville gå med ned.
Pludselig en dag stod det klart.
Han elsker mig ikke!
Det kan godt være han siger det igen og igen, men hans handlinger viser det modsatte.

Jeg flyttede.
Gråd og tænders gnidsel.
Det tog kun få dage før en uendelig lettelse indtraf.
Som at smide en stor tung sort overfrakke.
Efter at jeg flyttede fra ham gik hans liv for alvor i opløsning.
Han døde af druk få år efter, og jeg følte ingen skyld.
Jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at hjælpe ham.
Var jeg blevet havde jeg ødelagt mig selv.
Men under alle omstændigheder en rystende oplevelse, som jeg stadig ikke forstår.
Hvordan kunne det gå så galt.
Han havde så mange venner og talenter – alligevel indhentede hans barndoms svigt og følelsesmæssige misbrug ham og med alkoholen som følgesvend, var der åbenbart ikke noget at stille op.
Uhyggeligt ...
Jeg begyndte at nyde freden og roen og begynde at samle mit liv sammen igen.
Nød at sidde trygt og lytte til skænderier hos ovenboen.
Lettet over at jeg var sluppet ud af et rædselsfuldt forhold med alkoholmisbrug og deraf følgende psykisk terror.
Det tog flere år, men endelig følte jeg mig parat til at møde verden og kærligheden igen.

Hvem dukker så op i mit liv: alkoholiker nr 2!
Og tro ikke at jeg ikke var forberedt denne gang.
Jeg havde læst om askepotkomplekser og kvinder der elsker for meget, og kvinder der falder for misbrugstyper igen og igen.
Men ham her var jo helt anderledes.
Rolig, lyttende, selverkendende.
Jeg følte mig simpelthen så tryg i hans selskab.
Sov som en sten i hans vandseng og vågnede uden angst.
Jeg tog mig rigtig god tid.
Vi tog os begge god tid.
Ikke noget med at kaste os i armene på hinanden.
Men et venskab der stille og roligt gennem fortrolighed og åbenhed voksede til et kærlighedsforhold.
Vi flyttede sammen – og nissen flyttede med.

Nu har jeg altid holdt meget af nisser og trolde, men denne her er en lumskebuks.
Jeg burde have haft 20 alarmklokker bimlende i nakken.
I stedet troede jeg at fortroligheden og ærligheden gjorde forskellen.
Jovist han drak for meget.
Men i modsætning til hvad jeg tidligere havde mødt, var der ingen løgn og svig.
Men derimod åbenhed og et oprigtigt ønske om at få bugt med misbruget.
Ja, og så var der jo noget at arbejde med.
Manden var parat til at stoppe.
Topmotiveret.
Når flytningen var overstået, når hans nye omgangskreds var etableret, studiet påbegyndt osv.
Så skulle det ske.
Rødvinen skulle lægges på hylden.
På mandag.
På mandag der starter jeg.
I næste uge går jeg i gang.
Nu skal det være!

Vi har nu boet sammen i 5 år og der er ikke sket en skid.
Ok jo der er sket masser.
Jeg har grædt og tryglet og truet og han har raset og råbt og slået og angret og lovet og ... Ja, og så indtraf den store dag.
Han besluttede sig til at søge hjælp.
Hvilken lettelse.
Kom oven i købet hjem fra ambulatoriet i godt humør.
De havde taget utrolig godt imod ham.
Virkelig venlige og professionelle folk, der vidste hvad de havde med at gøre.
Han fik abstinensdæmpende behandling, og så skete der ikke mere.
Der var ventetid på de opfølgende samtaler, og da den medicinske behandling var vel overstået, gik han stille og roligt i gang med rødvinen igen.
Ingen hjælp overhovedet.
Hvad sker der?
De havde oven i købet spurgt om de måtte ringe til ham.
Vi hørte ikke en lyd.
Er der ingen der ved hvor stor en overvindelse der ligger i at søge hjælp, med et så tabubelagt problem som dette.
Tror man virkelig at det er nok at måle blodtryk og udlevere en pille?

Jeg er rystet.
Sådan står sagerne nu.
Jeg ved at jeg ikke vil leve mit liv i angst for natlige overfald af en beruset mand.
At jeg elsker ham er der ingen tvivl om.
Men angst, depression og social isolation er en høj pris at betale for kærligheden.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Og handler sikkert ikke før omstændighederne tvinger mig til det.
De kommer før eller siden.

 


Tilbage