Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Gitte 2, 30 år, Pårørende

Tilbage

Det første, jeg kommer til at tænke på, når jeg tænker tilbage på min barndom, er den dag jeg fik at vide, at jeg skulle fjernes fra min mor og mine søskende.
Det var en meget skelsættende dag, som jeg altid vil huske.
Jeg gik i sjette klasse dengang og var på vej hjem til en veninde efter skole, som jeg plejede.
Min mor ringede og sagde, at jeg skulle komme hjem med det samme, og jeg skulle ikke tage nogen med.
Alle min ældre søskende og min mor græd, da jeg trådte ind ad døren.
De havde fået at vide af en fra kommunen, at mine lillebrødre og jeg skulle flytte i plejefamilie, fordi jeg havde talt med min AKT-lærer om, hvad der foregik derhjemme.
De syntes alle sammen, at det var min skyld.
Mine ældre søskende ville ikke miste mig og mine små brødre, og de kunne ikke lide at se min mor så ked af det.

Jeg havde talt med min AKT-lærer gennem et par måneder.
Hun var der for at tale med de børn, der havde problemer.
Jeg troede, hun havde tavshedspligt.
Jeg var jo kun 12 år og tænkte ikke videre over det.
I dag er jeg glad for, at hun greb ind, men dengang var jeg skuffet og uforstående overfor det hele. J
eg tænkte ikke selv over, at det var skidt for mig at bo derhjemme.
Jeg troede, at sådan som vi levede var normalt.
Jeg havde aldrig prøvet andet.
Jeg anede ikke engang, hvad en plejefamilie var for noget.
AKT-læreren mente, at jeg blev tvunget til at være mor for mine yngre brødre, og at det var for meget for mig.
Jeg havde også altid hovedpine, når jeg var i skole.
Jeg fik blackouts hele tiden, fordi jeg sad i min egen verden.
Jeg kunne ikke koncentrere mig om skolen, fordi der foregik så meget derhjemme.

Jeg har ikke rigtig haft kontakt med min far, og jeg boede altså for det meste alene med min mor og mine fem søskende.
Jeg har tre storesøstre og to små brødre.
Mine to søstre over mig er mine helsøskende, og de tre andre er halvsøskende.
Min mor drak heftigt i perioder, hvilket gjorde, at hun ikke kunne tage sig af os.
Vi har ikke fået nok omsorg.
Der var ofte fulde mænd hjemme hos os, som gjorde ubehagelige ting.
Mine ældre søstre sov tit hos deres venner og kærester, og jeg skulle derfor sørge for, at mine yngre brødre – og jeg selv – kom i skole.
Det blev mit ansvar.
Kun de perioder hvor min mor var gravid, var hun okay.
Derudover var hun engang imellem på antabus, hvor det gik lidt bedre.
Men med tiden faldt hun altid i igen. Hun kæmpede hårdt, men kunne bare ikke stoppe helt.

Det bedste ved min barndom var, da min yngste lillebror blev født.
Jeg var fire år gammel.
Jeg husker, at jeg vågnede, da min mor kom hjem fra hospitalet med ham.
Vi lagde os sammen, og jeg kiggede ham ind i øjnene, og han var så sød.
Min mor holdt om os begge to hele natten.
Det var den bedste følelse – jeg følte mig så tryg.
Den nat glemmer jeg ikke, for det var så fantastisk.

I nogle år boede mine lillebrødres far også hos os.
Jeg kan ikke huske så meget fra den tid.
Jeg husker dog, at vi havde et vaskerum, hvor vi børn ikke måtte gå ind.
Det var, fordi de gemte deres hash derinde.
Udover at drikke en masse øl, røg de nemlig også hash nogle gange.
Jeg husker også, at min stedfar ødelagde en masse ting i huset – for eksempel vores tv, vinduer og en gang vores kaninbur, så kaninen blev væk.
Han var meget aggressiv, og det gjorde mig utryg.
Der var ofte drama om natten, som vækkede os børn.
Engang vågnede vi ved, at vi hørte skrig.
Jeg forsøgte at få mine lillebrødre til at sove videre.
De måtte bare ikke vågne, men det gjorde de alligevel.
Mine brødre og jeg sad derefter på trappen og så, at deres far havde stukket min mor i armen med en kniv.
Det blødte meget, og der kom en ambulance og hentede hende.

Derefter gik min mor fra ham.
Han flyttede dog ind i ejendommen ved siden af os, så vi kom ikke rigtig væk.
Mine brødre rendte tit ned til ham, men de måtte sjældent komme ind, fordi han havde så meget alkohol og hash liggende i huset.
Jeg husker, at han brændte sin tobak til sine joints på panden.
Han sagde, at det var til hans te, men det vidste vi godt var løgn.
Det lugtede meget underligt.

Min mor og stedfar forsøgte altid at skjule deres misbrug.
Derfor tænkte vi børn, at det hele var normalt.
Jeg tror først, det gik op for mig, at det ikke var helt normalt, da jeg blev fjernet.
Der oplevede jeg, hvad en rigtig familie er.
Nu ved jeg, at der er sket så meget i min barndom, som ikke burde være sket.

Mit værste minde er fra engang, hvor min mor ikke havde nogen kæreste, men min nu tidligere stedfar var på besøg.
Jeg var 11 år.
Min mor drak og havde det meget dårligt i den periode.
Hun valgte at tage en masse hovedpinepiller.
Min tidligere stedfar ville ikke ringe efter en ambulance, da han var bange for, om de ville mene, at det var hans skyld.
Jeg stod sammen med mine brødre og så min mor boble skum ud af sin mund.
Der blev ringet efter en ambulance, og hun blev heldigvis hentet i tide.
Herefter var hun syg i en måned.
De første 14 dage vidste jeg ikke, om jeg ville miste hende.

Da jeg flyttede ind hos min plejefamilie, var jeg 13 år og rigtig teenage-agtig.
Jeg ville bare hjem igen, og det stod jeg fast på.
Jeg gad derfor ikke snakke med nogen i min nye skole.
Plejefamilien skulle i hvert fald ikke ændre på mig.
Mine plejeforældre er omkring 70 år, og de har haft plejebørn i mange år, så de tog det meget let.
De havde prøvet noget lignende før – jeg tror, de har haft omtrent 20 plejebørn før mig.
De diskuterede ikke med mig.
De spurgte mig i stedet hver dag, hvordan min dag havde været, og hvordan jeg havde det.
Det havde ingen nogensinde spurgt mig om før.
De hjalp mig også med mine lektier, og jeg fik bedre mad med i skole, end jeg var vant til.
Hvis jeg ville have en ny trøje, måtte jeg få det.
Jeg måtte også selv bestemme, hvordan mit værelse skulle se ud.

Jeg fandt ud af cirka halvandet år efter, at jeg var flyttet i pleje, at min mor frivilligt var gået med til at anbringe os, fordi hun vidste, at det var bedre for os.
Det er jeg meget glad for, at jeg fandt ud af – her gik jeg og troede, at det hele var min skyld.
Hun sagde det selv til mig, men hun troede egentlig, at jeg var klar over det.
Hun sagde til mig, at hun ikke ville svigte os, men hun kunne ikke håndtere at være mor lige nu.
Hun ville have, at vi skulle have en fremtid, og det havde vi ikke hos hende.

Min plejefar kan godt finde på at drikke en øl til sin frokost.
Det kunne jeg slet ikke håndtere i starten.
Jeg sagde, at jeg ikke ville være sammen med ham, hvis han drak.
Han blev lidt sur over det, men prøvede at forklare mig, at det er okay at drikke én øl, men jeg ville ikke lytte dengang.
I dag taler jeg stadig mest med min plejemor.
Jeg har det generelt bedst med kvinder – sikkert fordi der har været så mange dårlige mænd i min mors hjem.
Jeg har det godt med at bo hos min plejefamilie i dag, men der er også problemer, som der er i alle familier.
Jeg har lige fået af vide af min psykolog, at jeg har social angst.
Jeg bryder mig ikke om at være sammen med hele plejefamilien, når de mange tidligere plejebørn samles.
Det er alt for mange mennesker.
Derudover er der mange regler i min plejefamilie.
Det er jeg ikke helt så vant til.
Jeg må for eksempel ikke være sammen med veninder hver dag.
Mine plejeforældre er fra en anden tid, hvor man nok ikke så sine venner ligeså meget.

Jeg har ikke haft kontakt med min mor i et stykke tid.
Men lige for tiden prøver jeg at finde ud af, om jeg har lyst til at se hende igen.
Jeg havde en alvorlig vinterdepression før jul.
Min psykolog mener, at jeg skulle have været indlagt.
Jeg kunne ikke håndtere mit liv mere.
Det havde egentlig ikke så meget med min mor at gøre.
Det hele startede til en gymnasiefest, hvor jeg blev dopet.
Jeg skulle sove hos min på det tidspunkt helt nye kæreste, og vi blev hentet af hans mor.
Da vi kom hjem, brækkede jeg mig i hans seng, og han kunne ikke få kontakt til mig.
Min kæreste blev nervøs og ringede til min plejemor, men hun tog ikke telefonen.
Så ringede han til min mor i stedet for.
Min kæreste vidste ikke, hvordan min familie var, og i særdeleshed ikke hvordan min mor var, og at man ikke skulle ringe til hende med sådanne nyheder… M
in mor svinede ham til og sagde, at hun ville melde ham til politiet.
Jeg blev rigtig sur på hende.
Samtidigt mistede jeg min bedste veninde, som blev smidt ud af gymnasiet.
Når jeg ikke har det godt, påvirker det alt. Derfor gik det heller ikke godt med min plejefamilie.
Jeg bryder mig heller ikke om min mors on-off-kæreste for tiden.
Han gør nogle ting, som jeg ikke synes er okay.
Hvis han for eksempel slås for sjov med mine brødre, tager han for hårdt fat, synes jeg.
Han er aggressiv, ligesom deres far kunne være det.

Jeg begyndte at se en psykolog for en måned siden.
Jeg har gået ved fem forskellige psykologer i mit liv, men jeg har ikke kunnet finde mig tilpas med dem.
Men hende, jeg går hos nu, forstår mig virkelig.
Hun har sit eget opholdssted og kender til mine dilemmaer.
Den måde, hun hjælper mig på, er rigtig god.
Hun beder mig skrive i en bog, når jeg oplever noget dårligt, så jeg ikke glemmer det.
Når vi ses, kigger hun i bogen, og så taler vi om det, jeg har oplevet.
Vi taler om, hvad jeg kunne have gjort bedre.
Det har ingen andre psykologer gjort.

Jeg føler, at folk ofte dømmer plejebørn.
Mine gymnasievenner ved godt, at jeg er plejebarn og kommer fra en alkoholramt familie.
Jeg kan ikke fordrage øl, og nogle gange må jeg forklare dem, hvorfor jeg ikke vil drikke det til festerne.
”Prøv lige at høre, mine forældre er altså alkoholikere,” siger jeg til dem.
Men ingen forstår det rigtigt, for de har ikke prøvet det samme.
Det er stadig nyt for mig at tale om min baggrund i det hele taget, men jeg vil gerne hjælpe andre børn af alkoholikere og vise, at de ikke er alene.

Min mor er faktisk rigtig glad for, at jeg tør stå frem, for hun ved godt, hvor hårdt det er at være barn, når forældrene drikker.
Hun vil gerne prøve at forklare andre forældre der drikker, at det er okay at give slip, hvis man ikke kan klare det.
Man må gerne bede om hjælp til sine børn.
Hun er egentlig en ret fornuftig kvinde.
De fleste i den by, hun bor i, ved desuden godt, at hun er alkoholiker.
Der er mange alkoholikere i den by, så det er ikke en hemmelighed.
Min mor håber stadig på, at hun kan blive ædru en dag, tror jeg.
Jeg tror også stadig på det.
Selvom vi har et fint forhold, kan jeg godt blive pissesur på hende.
Min plejefamilie siger dog altid til mig: ”Kan du gøre noget ved det, Nicole?”.
Nej.
Det kan jeg ikke.
Af den grund er jeg blevet mere rolig omkring det.
Jeg er ikke så vred, som jeg var engang.
Jeg er blevet moden nok til at forstå, hvad der sker.

Jeg synes ikke, at det er min mors skyld, at hun er blevet til den, hun er.
Jeg ved, at min mor havde en far, der valgte hende fra.
Hun er blevet slået og misbrugt og har ikke haft en spor nem barndom.
Men jeg synes alligevel, at hun har klaret det godt.
Hun har aldrig fået os – sine egne børn – ud i sådanne situationer.
Hun har altid prøvet at være mor og gøre sit bedste.
Hun har aldrig været ligeglad med mig.
Hun blev altid ved med at prøve, men har også lært at give slip, fordi det var bedst.
Hun skriver tit til mig, at hun savner mig.
Vi kan sagtens tale om de svære ting, hun og jeg.
Hun fortæller mig om de ting, der gør hende ked af det, men hun lægger aldrig noget ansvar over på mig.

Jeg ville ønske, at nogen havde grebet ind tidligere.
Så var jeg gået glip af en masse forfærdelige ting, som ingen børn fortjener at se.
Jeg havde også svært ved at følge med i skolen, og i dag kan jeg stadig ikke finde ud af matematik.
Jeg føler mig dum i forhold til de andre i min gymnasieklasse.
Jeg kæmper virkelig for at komme højere op.
Det vigtigste for mig er at få min studenterhue.
Efter gymnasiet vil jeg gerne uddanne mig til socialrådgiver.
Jeg vil have hjælpen hurtigere frem til børn, der står i samme situation, som jeg selv stod i.

Det bedste råd til andre er at finde en god psykolog.
Specielt, hvis du ikke kan komme i plejefamilie.
Jeg er selv blevet ved med at søge, til jeg fandt en god psykolog.
Du skal måske prøve en, to eller tre gange, før det lykkedes.
Jeg ved, at det er træls at skulle fortælle sin historie om og om igen.
Men det hjælper rigtig meget, når du finder en, der forstår dig.


Tilbage