Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Gitte3: Så meget smerte, 36 år, Pårørende

Tilbage

På trods af, at jeg ved bedre og har lært andet, har du ramt mig hårdt idag.
Jeg er fuldstændig lammet, det gør så ondt.
Jeg føler det hele snurre rundt, det er lykkes dig, at vende alt på hovedet så selv min rare og trygge stue virker fremmede og utryg.
Sidder og prøver at trække vejret og slappe af.

Du har været i behandling, du blev ædru og fortalte vidt og bredt om hvor dejligt et liv du havde fået.
Du omtalte dig selv som alkoholiker.
Vi havde et dejligt liv og positiv hverdag. 
I 3,5 år, også en dag kom du ikke hjem, du var gået på værtshus, ikke for at drikke, men bare for lige, at få en enkel.
Den ene blev til mange, det varede 4 mdr. så tog du ved hjælp af et behandlingscenter i tilbagefaldsbehandling.
PYHA tænkte jeg og åndede lettede op.
Du var glad for at være i behandling og gik meget op i at finde ud af hvad der var gået galt, og arbejde meget med programmet.
5 uger senere kom du hjem, 2 dage efter drak du igen.

Det er nu 2 år og 4 mdr. siden du sidst var ædru.
Du er lige faret ud af døren efter at havde råbt og skreget af mig.
For du har nemlig ikke noget problem, dit eneste problem er mig som ingenting fatter.
Du siger at jeg har ødelagt dit liv.
Du siger at vi ( mig og børnene) ingenting betyder for dig.
Engang havde du en god foretning, nu har du kun en masse uåbnet post, skattevæsnet der leder efter dig, GÆLD og mere GÆLD.
Det er osse min skyld, siger du, for jeg har ødelagt dit ry ude i byen ved at sige at du drikker.
Du råber så højt, du siger jeg at jeg har påtvunget dig at leve et fucking kedeligt liv, hvor du var tvunget til at være sammen med nogle hellige røvhuller der syntes det er fedt at leve uden alkohol.
At jeg havde fået dig spærret inde på et drankerhjem fordi jeg mente du havde et alkoholproblem.
Du råber stadig at det er pga. alt det jeg har usat dig for at du idag drikker.
Du siger, at du idag har nogle gode venner som er helt enige med dig i, at du i hvert fald ikke har et alkohol problem.
Der ud over syntes du jeg skal tag ned på værtshuset, for dernede syntes de nemlig hellere ikke at du drikker ret meget mere.
Jeg kan slet ikke få et ord indført i din tale strøm.
Du står helt tæt på mig og prikker mig i brystkassen mens du bare råber og råber.

Jeg har hørt det hele før alligevel rammer du mig idag og gør mig så utrolig ked af det.
Du drøner op oven på smider noget tøj i en taske, kommer trampende ned igen, mens du fortæller mig, at nu tager du til Nordjylland for at arbejde, for du jeg har jo ødelagt dine muligheder her omkring, og foruden gider du os heller ikke mere. - og så var du væk.

Det hele kører rundt inde i hovedet på mig.
Jeg ved det ikke er min skyld, og alligevel har du trykket på de knapper der gør at jeg allermest har lyst til at løbe efter dig, sige undskyld og bede dig komme med ind og slappe af.

Det er simpelthen utroligt.
Jeg kan snart ikke kende dig mere, når du taler ( råber) lyder du som en vild.
Det værste er at jeg tror virkelig, at du selv tror på de ting du siger.
Du er snart helt alene.
Din egen og min familie vil ikke være sammen med dig mere, du bliver aldrig mere inviteret med nogen steder hen, til aug. skal din lillebror giftes, du er ikke inviteret med.
Vi her hjemme ser dig næsten aldrig, andet end når du mangler penge eller har det dårligt og trænger til at slappe af.
Men vi ved aldrig hvornår du kommer eller hvilket humør du er i.

Du siger du har fået nok af os, at du ikke længere elsker os men du slipper alligevel ikke helt dit tag i os.
Jeg savner dig så meget, den du engang var og fordi du stadig på afstand kan ligne ham, kan du ramme mig som du gjorde idag.
For jeg håber stadig.

 


Tilbage