Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Pia1982, 24 år, Pårørende

Tilbage

Hej jeg hedder Pia og jeg runder snart de 25!

Grunden til jeg skriver herinde er såre simpel, at jeg er ved at bearbejde alt det, som er sket i min barndom.
Da jeg var lille troede jeg at kunne jeg bare holde ud til jeg blev voksen ville alt blive godt!
Nu har jeg været voksen et stykke tid og alt er simpelthen ikke godt.
Jeg har været ude i nogle depressioner en del gange, nogle af gangene havde jeg bare lyst til at dø!
Når jeg var ude at køre, havde jeg bare lyst til at køre ind i det første og største træ og så kunne det være det.
Men når alt kommer til alt, har jeg hverken lyst til at dø, men heller ej leve!

Jeg er datter af en alkoholisk mor.
Heldigvis boede min søster og jeg hos min far, så vi blev skånet en del for det hele, men bare ikke nok!
Min mor var meget psykisk ustabil, til at starte på drak hun ikke, hun ville bare ikke have noget med min søster og jeg at gøre!
Det første jeg husker hun har sagt til mig er at jeg skulle skride og ikke gå hende i røven hele tiden, jeg har ikke været mere end et par år eller tre, men det har sat sig godt og grundigt.
Når min far kom hjem fra arbejde kunne han starte med at skifte vores bleer, da de ikke var blevet skiftet hele dagen, så lidt sagde vi hende ...
Efter hende og far gik fra hinanden, så vi hende ikke i et godt stykke tid, anden end når hun skulle udnytte min far's følelser, så hun kom og fik lidt sex og så skred hun igen.
Vi er sådan set vokset op hos min onkel og tante og deres 4 drenge, da min far blev nød til at arbejde meget for at vi havde tag over hovedet og fordi han var gået ned med en gård så han stod med en kæmpe gæld.
Det endte så med at jeg blev misbrugt af to af mine ældre fætre, men jeg bed ikke meget opmærksomhed i det, for jeg har ikke været mere end 5 dengang og jeg var bare glad for der var nogen, som ville give mig lidt opmærksomhed, ingen opdagede det og ingen ved det i dag udover min læge, psykolog og en rigtig god veninde.
Så var min fremtid ligesom lagt ...

Nå, men det holdt så op og vi fik mere kontakt til vores mor og begyndte at komme derover i weekenderne, og for hver weekend vi kom var der en ny fyr.
Men det var først da hun fandt min stedfar det gik helt amok.
Jeg tror jeg har fortrængt mange af episoderne med hende, men jeg har et par episoder der bare har brændt sig fast på nethinden.
Da jeg er 8 kommer hun og fortæller mig hun er gravid og jeg husker bare lettelsen inden i mig, for med mit naive barne sind, tror jeg så at alting nok skal blive godt, GUD hvor tog jeg fejl.
Jeg kan ikke rigtig huske meget før det, kan ikke rigtig få det gravet frem i min hukommelse, det eneste jeg kan se for mig er en masse vin flasker der blev gemt væk når min far kom og hentede os.
Men efter min lillebror kom til verden kan jeg huske en masse og gid jeg ikke kunne!

En sommer nat gik det hele fuldstændig i smadder, vi havde været til marked, hvor de havde fået en masse øl, og vi skulle hjem og "hygge" os, min mor og stedfar kørte i hver sin bil og min mor var så pisse fuld, at hun ikke kunne finde hjem, så der gik et par timer inden vi kom hjem.
Da vi kom hjem var min stedfar ikke hjemme, min mor flippede fuldstændig ud, og min mavepine kom meget hurtigt og jeg brækkede mig, de der flip havde jeg set før og de tegnede ikke godt, det eneste hun sagde til mig var, " Jeg ved sgu godt, hvorfor du brækker dig sådan, det er jo ikke første gang".
Hun kastede os unger ind i bilen og vi kørte ned til ham på bistroen, hvor alle drankerne holdte til.
De råbte og skreg af hinanden og sloges, hun kastede min lillebror i armene på ham, så kunne han godt skride hjem og kigge efter den unge, min lillebror har ikke været andet end et halvt år dengang.
Da vi kom hjem gik det fuldstændig amok, jeg sad min lillebror udenfor på et tæppe og gav ham flaske, pludselig kommer min mor flyvende oven på os, min stedfar har kastet hende ud af døren og oven på os, min lillebror skriger og min mor løber ind og tæsker løs på min stedfar, jeg sidder der og græder med min skrigende bror i armene.
Da jeg har fået ham til at sove går jeg ind igen for at få styr på det hele, hele huset er raseret, kaffemaskinene kommer flyvende gennem luften, pludselig tager min stedfar en kniv og holder den for halsen af min mor, jeg løber grædende op til ham og siger han ikke må slå min mor ihjel deres dranker venner sidder bare og ser til uden at gøre noget.
Min faster kommer heldigvis og tager os unger med ned til naboen kl 4 om natten og ringer til strisserne de tager først hjem til min mor og får styr på det derhjemme derefter henter de os og kører os hjem til min faster.
Da min faster ligger os i seng siger jeg til hende at hun skal kigge efter mor mens jeg lige sover lidt.
Jeg hører min faster gå ind og råber det af min mor og at det sgu ikke var hendes barn der skulle kigge efter sin mor men omvendt og min mor tuder og tuder, håber sgu for hende at det var af skam.
Min far kommer og hentes os dagen efter som om ingenting er sket, og han forbød aldrig min mor at se os selv, efter den episode.

Hvis det så bare havde været den episode, men der var jo så mange episoder og psykisk terror hun kørte især på mig min søster var mere fredet på det område.
Jeg viste aldrig, hvor jeg havde hende, nogle gange selvom hun var kanon fuld, kunne hun tage mig op på skødet og fortælle en masse historier, om da jeg var helt lille, når jeg så kom hjem og fortalte dem til min far, sagde han at det var løgn det hele, på den måde blev jeg mere og mere forvirret, ikke nok med at det var løgn alt det hun fortalte mig, ja så skiftede hun humør lige så hurtigt det er at knipse med fingerne.
Nogle gange stod jeg op om natten fordi jeg kunne høre hun græd og jeg gik ned og trøstede hende og forsikrede hende om at det nok skulle gå det hele.
Næste morgen kunne jeg få den største skideballe for ...? tja hvem ved.
Hjemme hos min far gik det heller ikke så godt, for vi reagerede ligesom når vi kom hjem, vi var meget modbydelige både over for hinanden men også over for min far's nye familie og så min far.
Men jeg begyndte at lukke mig selv helt inde, og tilsidst var det eneste sted jeg kunne få fred, når jeg levede mig fuldstændig ind i tv'et, for min stedmor og far begyndte at køre på mig, fordi jeg ikke lavede noget eller legede med de andre børn længere, jeg var fed og dum.

Min søster reagerede fuldstændig modsat end jeg gjorde, hun blev total hysterisk og var ikke til at styre, den eneste der kunne styre hende lidt var mig, og det blev ris til min røv også den dag i dag, for hun er næsten mit ansvar selvom hun er 22 i dag, men hun lever samme liv i dag som min mor gjorde bortset fra at hun ikke drikker, ellers er de to identiske, så cirklen er ikke lukket endnu.

Det ender med min mor dør i en spritkørsel, hvor hun slår 2 andre ihjel, i en modkørende bil, en far og en datter, moren sidder i kørestol i dag og jeg lever med skyldsfølelsen.

Hvordan har mit liv været siden?
Jeg har problemer med nye ting, nye folk jeg går helt i baglås og min selvtillid er helt i gulvet.
Jeg kan ikke have et fast forhold, jeg har aldrig haft sex med følelser og hader nærvær med fyre, mine få veninder er de eneste som kan give mig et knus.
Jeg stoler ikke på at folk kan elske mig, når jeg træder ind i et rum ser jeg kun folk, som hader mig også selvom de ikke kender mig, men det er min faste overbevisning.
Siger folk bare en lille ting jeg kan misfortolke tror jeg de hader mig.
Jeg viser aldrig mit sande jeg, jeg viser meget sjældent mine følelser.
Jeg kan ikke være alene af længere tid.
Jeg har svært ved at tage ansvar når det vedrører mig selv, kan godt tage ansvaret for andre folk.
Jeg tager gerne hele verdens sorger på mig bare ikk mine egne!
Jeg har en kunde i maven hvis jeg møder folk der minder om min mor eller hvis jeg laver fejl, små som store.
Jeg brækker mig når jeg bliver rigtig deprimeret og bange.
Jeg går helt i sort hvis en person skrider ind i mit personlige rum, med det mener jeg både i min hjerne og herhjemme, det er der mit er mit!
Jeg har det svært ved at have det sjovt.
Folk på mit job tror at jeg er en person der bare har styr på mit liv er gift og har børn og det hele, når jeg fortæller dem at sådan hænger det ikke sammen, bliver de chokerede, for jeg virker som jeg hård og ligetil person og jeg passer på de folk som er under mig!
Men nu har jeg også haft nogle år derude til at bygge den facade op så de ikke kan se gennem mig, men nu er facaden ved at falde fra hinanden godt nok gør det ondt men alligevel er jeg lettet, for måske kan jeg komme videre med mit liv.

Min psykolog sagde i dag at jeg skulle lære at sætte pris på det jeg har i dag men ikke sagt at jeg ikke måtte ønske mere, jeg måtte bare ikke forvente at det her var løst på en halv time.
Og når jeg ser på det hele kan jeg jo godt se at jeg har meget godt i mit liv jeg er bare van til at kun se de negative ting.

Men jeg er klar til at gøre hvad jeg kan for at få et rart liv gerne med mand og børn når jeg engang kommer så langt!
Har hørt at det kan lade sig gøre!
Håbet banker mere og mere på!

Jeg vil gerne dedikere den her historie til min lillebror, som betyder så meget for mig at jeg ikke tog livet af mig selv 6 år tilbage, hans kærlighed til mig har jeg aldrig tvivlet!

Tak fordi du ville læse min historie!

 


Tilbage