Kom i gang med gratis alkoholbehandling

tweety, 30 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har været sammen med min kæreste siden 1997, 10 år til november.
Da vi mødte hindanden kunne han snildt drikke en kasse øl om dagen, da var han kun 19 år.
Jeg gav ham et ultimatum at det enten var øllene eller mig?
Nyforelsket som han nu nok var, valgte han heldigvis mig.
Han stoppede med at drikke fra den ene dag til den anden, hvilket jo egentlig var flot gjort.
Ulempen var så lige at vennerne skred og hans familie ikke bakkede ham op, men han holdt ud.

Lykken varede i ca. 2-3 år, han fik arbejde i en grusgrav og eks. kæresten begyndte at forfølge ham.
Så startede det hele igen i et roligt tempo men der blev hele tiden fyldt mere på.
Øllene fulgte med arbejdet, de gamle venner kom tilbage plus nogle nye som var endnu værre.
I 2002 gik han ned med en depression, det var starten på mit helvede.
Depression og druk er en dårlig blanding.
Han forvandlede sig fra den ene dag til den anden.
Han kunne køre på arbejde(sagde han??),for så først at komme hjem igen flere dage senere.
Nogen gange kunne jeg komme i kontakt med ham på mobilen, men det var sjældent.
Nogen dage kørte jeg ud på hans arbejdsplads for måske ligesom at se om han var i "live".
Ellers sad jeg dum og naiv og ventede på at han kom hjem.
Jeg har brugt meget tid på at vente, og på at holde modet oppe på hans far, som vi boede hos på det tidspunkt.
Jeg havde hele tiden en følelse af at han løj for mig, hvilket jeg har fundet ud at han også gjorde en del af tiden.
Han havde altid en masse undskyldninger parat men kunne ikke altid selv huske hvad han havde sagt.
Han boede mere eller mindre i sin bil, hvor han sov og drak.
Når han så kom hjem efter sådan en tur opførte han sig som om der ikke var noget galt, tror bare ikke han kunne indse det.
Han kunne heller ikke se det forkerte i at køre fuld rundt i bilen.
Det fik også en ende, han lagde den om på taget inde midt i en lille landsby, ringede hjem til mig og stak mig en fed løgn om at det var politiet der havde ringet til ham, og at bilen skulle være blevet stjålet, og og smadret.
Jeg vidste jo at det var løgn han havde lige fået et nyt taletidskort dagen før, så det ville ikke kunne lade sig gøre at politiet havde hans telefonnummer???
Han stak af så det var mig der skulle ordne alt det lort med bilen, da jeg kom over til den fik jeg et chok der var smadrede ølflasker over alt.
Det var så pinlig en situation for mig,"tilskuerne" kunne lige så godt have sagt at det var min skyld det hele.
Jeg var rasende, ked af det , og egentlig også skuffet, over at han virkelig troede jeg var så dum at hoppe på den løgn.

Dagen efter tog jeg beslutningen det var ikke det værd, jeg blev nødt til at tænke på mig selv, man kan vel kalde det for egoisme.
Jeg blev nødt til det for ikke at køre mig selv helt ned.
Det virkede, han skar ned på alkoholforbruget men det varede kun en måneds tid.
Han var oppe på at drikke imellem 15-20 øl om dagen.
I 2004 gik jeg med til at købe hus, han havde fået andet arbejde og drak ikke så meget til hver dag men skulle have øl når han kom hjem fra arbejde.
I weekenderne blev der så drukket igennem!!
Der er gået noget tid depressionen er kommet igen, og han drikker stadig en halv til en hel kasse om dagen.
Han bliver ikke ond når han drikker, men græder og kommer med en masse undskyldninger om at imorgen eller om nogen dage skal han stoppe med at drikke, men det bliver jo bare aldrig til noget.

Jeg har det bare så dårligt med det for jeg føler at andre tror jeg er ligesådan.
At det også er mine flasker der står overalt i garagen, ligger i bilen eller er gemt bag sofaen og gardinerne.
Andre kan jo også se og lugte at han har drukket, han bliver ligesom mange andre der drikker dum at se og høre på, og så vælter han bevidstløs om på sofaen inden spisetid.
Nogen kan nok ikke forstå, hvorfor jeg bliver i sådan et forhold, men han er en rigtig god ven, når han er ædru ... det er bare så pinligt når han er fuld og gør sig selv til grin, og jeg skal dække over ham, men inderst inde elsker jeg jo stadig den ene person han er, den anden hader jeg.
Tror desværre det er arveligt i hans familie , hans bedsteforældre og mor drak, en fætter, storebror og moster drikker stadig så måske ... ?
Ellers er det nok bare tilfældigt.

 


Tilbage