Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mia 2, 24 år, Pårørende

Tilbage

Mine forældre har drukket alt den tid jeg husker.
Og mine 2 meget ældre søskende fortæller, at det også stod på før jeg blev født.

Mine søskende flyttede hjemmefra da jeg var 5-6 år tror jeg.
Og de har begge været uvenner med mine forældre i nu mange år!
Jeg var i perioder som barn oppe og hente øl i Irma flere gange om dagen.
Og når jeg spurgte hvor mange jeg skulle købe, var svaret: "Så mange du kan bære" eller "Du kan da godt have ihvertfald 6 øl i hver hånd ik´?".
Nogle gange fik jeg endda cykel-anhængeren med, så jeg kunne have en hel kasse med hjem.
Så måtte en fra butikken hjælpe mig ud med den, da jeg ikke selv kunne bære den.

Jeg har aldrig manglet materielle ting som barn.
Mine forældre har også altid sørget for at der var mad nok, og dejlig mad endda.
Og hver gang jeg var oppe og hente øl, fik jeg altid penge til sodavand og slik. M
en intet af det, opvejer mine oplevelser i barndommen!
Det har altid været i perioder det er gået helt galt.
Og så var der perioder hvor mor og far nærmest var hellige og ikke rørte en øl med en ildtang.
Men bedst som jeg troede det var ved at vende, og at alt ville blive godt igen, begyndte en ny periode med druk, vold, selvmordsforsøg osv.!

Mine forældre har i mange år været førtidspensionister, og har derfor ofte startet deres drikkeri om formiddagen.
Det resulterede i at de var hamrende fulde når jeg kom hjem fra skole.
Jeg havde sjældent venner med hjem, fordi jeg aldrig vidste hvad der ventede mig.
Når mine forældre bliver fulde, bliver min mor ret provokerende og direkte øretæveindbydende.
Og min far bliver enten frygtelig selvmelidende eller koncentreret ondskabsfuld og aggressiv.
Dette resulterede ofte i at min far tævede min mor.
Virkelig så voldsomt så min mor blødte fra næse og mund.
Han har sågar holdt hende i håret og banket hendes hoved ned i gulvet flere gange, for derefter at sparke til hende når hun lå ned.
Alt imens jeg måske 10-11 år gammel lå grædende i min seng og så på. Disse ting skete for øjnene af mig (og nogle gange også min bedste veninde).
Men som barn kan man ikke stille sig imellem dem.
Og prøvede jeg at stoppe det, fik jeg en ordentlig lusing af min far så jeg røg direkte i gulvet!
Det eneste jeg kunne var at ringe efter politiet i smug.
Da politiet så endelig kom, måtte jeg grædende trygle dem om at tage min far med.
Ellers vidste jeg (af bitter erfaring) at han ville gå fuldsændig amok efter de var kørt igen pga. der var ringet efter dem.
Men når de tog ham med, kom han jo bare hjem igen når han havde sovet branderten ud i detentionen.
Min mor anmeldte aldrig noget.
Jeg tror ikke hun turde!

Der er uendeligt mange grimme episoder jeg kan huske.
Jeg husker ting fra jeg var omkring 7 år og frem til jeg flyttede hjemmefra som 19-årig.
Og det var tit - rigtig tit, at det gik galt når de drak.
Nogle gange også de mere "uskyldige" ting, som da min far solgte vores hund for en kasse øl, hvor jeg pinligt dagen efter måtte hente hunden, og det viste sig at hende der havde "købt" hunden, var mor til en pige fra min skole!
Eller dengang min far forsvandt hjemmefra, og vi efter 3 dage måtte efterlyse ham.
Han havde i en brandert taget hunden med til sønderborg for at besøge sin mor.
Så vores hund fik sig en flyvetur fra København til Sønderborg
Stakkels hund.
Det er heller ikke få gange min far i en brandert har chikaneret eller truet naboer helt umotiveret, så de har ringet efter politiet.
Det var bare SÅ pinligt.
Min mor har engang, da jeg var 18 år, skidefuld, i mit påhør fortalt min veninde at hun elskede min storesøster mere end hun elskede mig!
Da jeg nærmest lamslået sagde "hvad siger du" til min mor, gentog hun det bare lige op i mit ansigt!
Jeg blev så frustreret og ked af det, at jeg i afmagt gav min mor en lusing (for første og eneste gang i mit liv).
Min mor rejser sig og prøver at slå igen, men er for fuld til at ramme mig.
Derefter rejser min far sig og går imod mig, da min veninde stiller sig imellem mig og min far.
Min far siger at hvis ikke hun flytter sig, flækker han kraniet på hende! (Det var hans ord!).
Veninden og jeg skynder os at gå.
Vi var fuldstændig chokerede, og faktisk pisse bange for ham!
Min far har også engang smidt min mor og jeg ud hjemmefra da jeg var 17 år.
Uden penge og tøj.
Min mor måtte flytte på kvindehjem og jeg flyttede hjem til min daværende svigerfamilie.
Da jeg kom hjem for at hente tøj til min mor, var min far så fuld og aggressiv, at han skubbede mig voldsomt ind i en dør flere gange, og nægtede mig at tage ting med til min mor.
Det lykkedes mig alligevel at få lidt tøj med til hende.
Hele min elevløn brugte jeg til at købe mad til min mor, samt at give hende penge, så hun da bare havde lidt.
En dag på kvindehjemmet, snakkede min mor og jeg.
Og jeg fik hende til at love at hun aldrig ville flytte hjem igen.
Men efter højest 2 uger på hjemmet, flyttede hun atter hjem i troen på at det hele ville blive bedre som min far havde lovet hende.
Men som alle hans andre løfter, blev dette løfte heller ikke holdt.
Jeg har fundet min far ca. 5 gange (jeg tæller ikke mere..) hvor han har drukket en masse øl og taget en overdosis morfin for at tage livet af sig selv.
Og så er der også de gange hvor jeg ikke var hjemme da det skete.
Så ærlig talt ved jeg ikke hvor mange gange han har gjort det.
Hver gang har han været fuld og sagt at han bare er til besvær for os andre, og det ville være det bedste hvis han ikke levede.
Og når han var i det hjørne og sad og drak og græd, prøvede jeg virkelig at trøste ham, sige jeg elskede ham, og fortælle ham at ingen ønskede ham død.
Og da jeg mente det var lykkedes at tale ham til ro, gik jeg op på mit værelse og græd.
Men da jeg så kom ned igen, havde han taget over 30 ketoganer (morfin), og sad og var halvt bevidstløs.
Min mor lå ofte bare og sov brandert ud, eller også var hun ligeglad i sin enorme beruselse.
Så gudskelov gik jeg til spejder og kunne 1. hjælp.
Så jeg ringede 112 og prøvede at holde min far i live.
Første gang jeg fandt ham sådan, var jeg ude af mig selv.
Men de efterfølgende gange blev jeg mere og mere ligeglad, og sad bare ved siden af ham og røg en smøg indtil ambulancen kom.
Engang sagde min far, at det var mig og min mor der havde drevet ham ud i selvmordsforsøg.
Det gjorde ondt - rigtig ondt, for dengang troede jeg på det!
Jeg bebrejdede ofte mig selv når de sloges eller når min far prøvede at begå selvmord.
Jeg tænkte f.eks. at hvis jeg nu aldrig var kommet 10 min. for sent til aftensmaden, var de aldrig begyndt at skændes, eftersom min mor tog mig i forsvar og min far var sur pga. jeg ikke overholdt vores aftale.

Idag ved jeg bedre.
Idag ved jeg at det på ingen måde var min skyld at alle de ting skete, men derfor har jeg stadig en masse forfærdelige minder og billeder i mit hoved, som jeg aldrig kommer af med!
Idag er jeg 24 år.
Mine forældre drikker stadigvæk i perioder, dog meget mindre end før i tiden, og det seneste selvmordsforsøg var i 2003.
Jeg tror ikke de slås mere, men de gør mig stadig ked af det hver gang de er fulde.
For hvem ved hvad de kan finde på.
Nogle gange tænker jeg på hvordan det havde været idag, hvis jeg bare havde ladet min far ligge.
Hvis jeg bare havde ladet ham dø.
Havde jeg så haft det bedre?
Måske, men så havde jeg på en måde også været morder?!
Havde min mor haft det bedre?
Næ, det tror jeg egentlig ikke.
Min mor ville aldrig kunne klare sig alene.
Hun har aldrig boet alene før!
Og på en eller anden måde, er de 2 sygeligt afhængige af hinanden.

Jeg håber bare de bliver for gamle til at drikke så meget og te sig ånsvagt.
De runder snart 60 år.
I mellemtiden prøver jeg at bearbejde de oplevelser jeg har haft i mit liv, men det er fandeme ikke nemt.
Jeg er mest af alt bare taknemmelig for at være et stort set normalfungerende menneske uden store problemer og uden misbrug - kun med store ar i sjælen der forhåbentlig bliver mindre og mindre med årene.

 


Tilbage