Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mor død af druk, 24 år, Pårørende

Tilbage

Hej.
Jeg har længe benyttet mig af denne hjemmeside og har nu fået mod på at fortælle min historie.
Tænker jeg tilbage på min barndom og ungdom, var det år med løgne, frustration og afmagt.

Min mor var alkoholiker, hvilket har berørt mig meget.
Når jeg som barn kom hjem fra skole, skulle jeg være musestille, fordi hun lå på sofaen og sov sin brandert ud.
Andre gange har hun været væk i nogle timer (ude og finde noget at drikke), og når hun så kom hjem skulle jeg få hende i seng fordi hun var så fuld.

Jeg har brugt mange år på at hade min mor, og alle de problemer jeg måtte have i skolen eller med vennerne har jeg givet hende skylden for.
Jeg har mange gange tænkt at livet ville være bedre uden hende, fordi jeg har konstant gået med en uvidenhed om hvor hun har været og om hun har været okay.

Min mor var det som jeg kalder "deltids-alkoholiker" - hun passede sit job og skulle vi til noget familie tamtam drak hun ikke.
På den måde har hun, min far, min søster og mig i mange år spillet skuespil for alt og alle.
Kun vi fire vidste hvad der i virkeligheden foregik.
Det gjorde mig endnu mere gal, det kunne ikke være rigtigt vi skulle affinde os med hendes problem, men det virkede nemmere end at tage problemet op.

For et halvt år siden gik det dog galt.
Min mor blev hasteindlagt pga. leversvigt og lægerne sagde at var vi kommet en dag senere med hende, havde hun været død.
Hun var indlagt i 3 uger, hvor jeg de først 2 ikke ville besøge hende fordi jeg var så rasende på hende, og ikke synes hun var det værd.
Efter hun havde været indlagt i to uger, kom min far og sagde at nu SKULLE jeg op og besøge hende for hun var meget syg.
Det gjorde jeg så, men hun var så langt væk pga. medicin at hun ikke opdagede jeg var der.
En nat ringer de fra hospitalet og siger hendes tilstand er kritisk så vi skal komme.
Hun styrtbløder og lægerne prøver at stabiliserer hende inden vi skal se hende.
Da vi kommer ind på stuen, bliver jeg ramt af det værste syn i hele mit liv - troede jeg.
Der er blod overalt og hun nærmest hopper i sengen for at trække vejret.
Lægerne siger at vi skal prøve at snakke til hende, men jeg kan ingenting sige.
Tænker at det ikke kan være min mor som ligger der.
Hendes tilstand bliver stabiliseret, men 3 dage senere ringer de igen fra hospitalet om natten og siger vi skal komme for nu er hun død.
Det går ikke rigtig op for mig indtil jeg noget tid senere ligger i sengen på hospitalet sammen med min mor.
Jeg synger for hende.
Men hun synger ikke med og hun bevæger sig ikke!!
Dér går det op for mig hvad der er sket og jeg bryder helt sammen.
Kan slet ikke have det i hovedet og bliver magtesløs.

Det er nu et halvt år siden og det går bedre.
Jeg har fået en hverdag til at fungerer, men tænker stadig på min mor flere gange i timen.
Ville ønske jeg havde gjort noget, men min mor var stærkt overbevist om at hun ikke havde et problem og man kan ikke hjælpe folk som ikke vil hjælpes!!
Idag når jeg tænker på min mor, er det ikke hendes alkoholproblem jeg tænker på.
Tænker bare på hvor mega dejlig hun var og på at jeg savner hende mere end man kan savne noget menneske på jorden!!

 


Tilbage