Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Sofie 3, 47 år, Pårørende

Tilbage

Jeg ved ikke rigtig hvor jeg skal begynde.
Jeg er så længe jeg kan huske tilbage, igennem hele min ungdom, og stadig i min alderdom, blevet udsat for psykisk terror, fra en mor som altid har drukket i perioder.

Jeg har altid haft den der klump i maven, som forsvinder for en tid, når min mor ikke drikker.

Jeg har ikke tal på de gange, hvor hun stortudende hysterisk har sagt, at nu vil hun ikke leve mere, og jeg skyndte mig at komme til hende, for at passe på at det ikke skete.
Men det der mødte mig var en mor, som sad på sofaen, med en bunke servietter, og græd, og græd og var træt af livet og meget andet.
Da hun til sidst faldt søvn, kunne jeg liste ud af døren igen, men med tårene løbene ned af kinderne, fordi det jo havde stået på altid.
Og som mange andre turde man ikke sige det til nogen, fordi jeg ville ikke se det i øjnene, at min mor var kvartals-alkoholiker.

Jeg tror aldrig jeg har mærket den der tryghed, som børn, og unge behøver fra en mor og det gør mig utryg i mit voksne liv.

Jeg har ikke tal på alle de gange, hvor hun har ringet mig op, og (hvis jeg havde en kæreste) har svinet os til, og hvor hendes stemme har lydt så hadsk, at jeg bare brød sammen og skammede mig fordi jeg havde sådan en mor.

Altid har hun pillet mig ned, når jeg havde det godt.
Jeg har næsten hele mit liv været underlagt hendes luner og lyden af hendes fulde stemme i telefonrøret, og alle de grimme ord, hun siger, som at jeg er dum, og led, og kun tænker på mig selv. o.s.v.
Klart det sætter sine spor. 

I dag er jeg begyndt at sige fra, men nok ikke på den rigtige måde, da jeg bliver så gal at jeg ryster over det hele, og siger også grimme ord til hende.
Vi blir så uvenner et stykke tid og så dumper der et brev ind af døren, hvor hun ber om tilgivelse og at hun var dum o.sv.
Jeg er så træt af det og at hun stadig prøver at styre mig og mit liv, gør mig ked af det, fordi det ødelægger alt.

Nogle havde sikkert slået hånden af deres mor for længe siden, tro mig bare jeg kunne.
Men jeg er alt for svag, hun har kun mig.
Den dag i dag, har jeg ingen varme følelser for min mor.
Bevares jeg hjælper hende alt det jeg kan, men at gi hende et kys eller lignende, det kan jeg ikke.
Ej heller sige at jeg elsker hende.
Hvorimod min lillebror han kan.

Jeg har heldigvis været der for mig selv, ellers ville jeg nok have taget billetten.
Jeg har aldrig fået hjælp eller sagt alt det her til andre, og det i sig selv gør ondt.

Min historie er forkortet ned, da det jo har foregået i ca 35 år.
Jjeg husker ikke barndommen (måske fortrængt den )

Sofie

 


Tilbage