Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Klaus, 25 år, Afhængig

Tilbage

Det startede vel som får de fleste andre: i 14-15 års alderen begynder interessen for piger, fest og alkohol i weekenderne.
Ingen problemer der.
Dog var vi en drengeflok som ofte ligefrem konkurrede om hvad der kunne drikke mest uden at blive alt for fulde.
Dog altid kun i weekenderne med alkohol.

Senere kom jeg på handelsskole, gutterne valgte andre veje men vi sås da stadig tit, da jeg ikke rigtigt fik nogen nye venner på handelsskolen.

I 15-18 års alderen tog vi også altid på massiv druk på sommerens festivaller.
Min mor drak også for meget og dette gjorde til sidst at jeg af i en alder af blot 16 år flyttede hjemmefra for at slippe for at se på det.
Min far drak også lidt men slet ikke så slemt som min mor.
Sådan er det i øvrigt også den dag i dag.

Min mor arbejder kun om sommeren og min far er mekaniker, så min mor har meget fritid om dagen derhjemme alene.
Hun har tit væltet rundt, og været tydeligt påvirket.
Jeg har prøvet at snakke med min far om det men det er ikke rigtigt blevet til noget.
De har det jo fint på overfladen og har hus bil og rigeligt med penge osv.

Da jeg var færdig på HG skulle jeg så finde mig en praktikplads.
Jeg havde dog fået penge mangel, og min mad kun 2 steder fra: mit fritidsjob på en grill (hvorfra jeg tit huggede mad med hjem eller 50-100 kr. fra kassen, og fra alle de fester jeg holdte for gutterne i weekenderne (jo flere folk og flere fester desto flere tomme flasker at købe mad osv for.
Til en fest mens jeg stadig gik i skole fandt jeg en sød pige som den dag i dag stadig er min kæreste.

Meget er dog sket siden.
For første gang skulle jeg fuldtids på arbejdsmarkedet sådan for alvor og tjene nogle penge.

Jeg fik "drømme-lære-pladsen" som sælger i en pc-butik da jeg havde fået stor interesse for både købmandssskab og computere.
Det var også heromkring jeg fik min første bil.
Det viste sig dog hurtigt at chefen var psykopat.
Arbejdet kom til at bestå i at vaske hans bil, slæbe papir, skrald ud, støvsuge, lave hans kaffe, købe hans rødvin altså ikke ret meget decideret fagligt.
Men jeg troede jo at sådan var det bare når man var ny og lærling og helt ung.
Ca ½ år inde i forløbet går det så galt en weekend, mig og en kammarat er ude og køre bil og den får ikke for lidt med juleøllet vi havde jo begge ferie.
100 meter fra vi var hjemme stoppede politiet os og jeg blev anholdt og mit kørekort blev taget 1 år.
Jeg havde 25 km til min læreplads så jeg måttte nu med toget.
Jeg fortalte dog ikke min chef noget om det da jeg tit leverede varer til kunder i firmaet i bil... jeg blev heldigvis aldrig stoppet i firmabilen... et par enkelte gange hvis jeg var kommet for sent op tog jeg bilen alligvel.
En dag lige inden lukketid gik der på mærkværdigvis ildebrand i kabinen og dermed var 25.000 kr som jeg havde lånt til den i banken smidt ud af vinduet (ingen kasko).
Jjeg købte mig i stedet en knallert, men vinteren kom og toget var nu eneste transportmulighed for det var for koldt så langt på knallerten.
Chefens psykiske terror udviklede sig: Jeg brækkede på et tidspunkt en tå og måtte sygemeldes 3 uger, jeg blev blot kaldet for pivset og andre nedsættende ord.
Jeg sled og slæb for den mand.
En dag så meget at jeg fik 6-7 store vabler på min fødder og sygemeldt mig 2 dage, igen blev jeg kaldt alt muligt da jeg kom retur.
Men jeg vidste at som lærling kunne han jo ikke fyre mig eller noget, og nu havde jeg brugt 4 år af mit liv på den uddannelse så besluttede mig for at kæmpe mig gennem det sidste år, som skulle blive en umådelig vanskelig tid.
Jeg kontaktede min fagforening og det viste sig da også at der var store huller i min uddannelse som der dog blev rettet nogenlunde op på.
Men den psykiske terror skulle blive værre endnu: Chefen som udemærket nu vidste at jeg var afhængig af toget lavede nu mine arbejdstider om så det passede dårligt muligt med togtiderne.
Herude på landet går de kun 1 gang i timen - og lørdag somme tider hver anden.
Det betød at jeg måtte stå en time tidligere op og først var en time tidligere hjemme.
Timer som så småt begyndte at blive brugt på at drikke, i afmagt over for situationen.
Men til sidst kom jeg ud i den anden ende med en flot fagprøve med et 10-tal ved eksamen.

Nu skulle jeg rigtigt ud og arbejde "rigtigt" og begynde at tænke på bil igen, større bolig osv.
Der var bare ikke rigtigt nogen jobs så jeg endte hos A-kassen og modtog i stedet dagpenge.
Chefen havde sjovt nok ikke ønsket at forlænge min kontrakt og det ønske havde jeg egenligt heller ikke.

Nå men jeg fik mit kørekort tilbage og drak nu 4-5 øl om dagen- primært om aftenen.
Og var vel omkring 20-21 år gammel, men havde ikke problemer med abstineser eller noget, de var bare så dejlige lige at slappe af på til en god film eller lignende.
Drømmejobbet lod vente på sig og med truslen om aktivering var efterhånden villig til alle typer jobs da jeg ikke ville være sådan en "dum i arbejde".
Så jeg fik i 3 mdr. et vikariat på en fabrik hvor jeg kopierede VHS-film.
Det var da sådan nogenlunde OK men ret røvsygt.
Men så lavede jeg da noget.

Nu var mit forbrug efterhånden ude af kontrol, i middagspausen forlod jeg firmaet under påskud af at mine forældre boede tæt på og der derfor var middagsmad til mig der.
Turen gik i virkeligheden til købmanden for at drikke øl.
De opdagede det ikke men hen i mod slutningen drak jeg også i selve arbejdstiden.
Nå men det var jo kun et vikariat så jeg røg "ud igen" på dagpenge og truslen om aktivering.
Jeg fik noget deltids med reklamer og tilsyn med sommerhuse hvor jeg jo så kunne køre rundt i min egen bil og drikke.
Det gik da også fint.
Men om vinteren var der ikke noget at lave så der fik jeg et andet vikariat 1 times kørsel væk i 3-hold-skift sammen med en kammerat.
God løn osv., men nu var jeg efterhånden sunket massivt i alkohol, så en nat jeg skulle køre hjem faldte jeg i søvn, så jeg kun holdte speederen og min kammerat styrede rattet hele vejen hjem, argh.
Nå men det var også kun et vikariat men det blev sommer igen og jeg genoptog mine deltidsjobs.
Jeg var også begyndt at hoste meget nu fordi jeg som 8-9-årig begyndte at ryge, så jeg gik helt bevidst efter jobs med lille eller slet ingen direkte kontakt mellem mig og kunder / cheferne.

Mit alkohol-problem var nu stort men jeg havde nu i tidlig alder en husleje at betale og ikke mindst en familie som gerne skulle have mad på bordet - kærsten fødte mig nemlig en datter i 2004 - en stor opgave når man er 2 stort set arbejdsløse.
Men det gik da.
Jeg arbejdede og lagde faktisk det meste af ansvaret for barnet fra mig pga. mit alkoholproblem.
Lige til en dag på jobbet.
Politiet holder mig indtil et rutinecheck og slår min nummerplade op og kan se at jeg er "kendt" for spirituskørsel og anholder mig derfor, og det ender så med 3 år frakendelse og en bøde på 15.000 kr - penge jeg slet ikke har.

Nu har jeg måtte sige begge mine jobs op og må indstille aktiveringen.
Jeg er også gået i behandling med Antabus og Risolid og kæmper kampen mod kong alkohol.
Lægen har ikke været til megen hjælp så jeg går jævnligt hos den kommunale misbrugskonsulent - eller rettere jeg er lige startet der.
Kæresten er lige blevet opereret i skulderen pga. en arbejdsskade, så hun har heller ingen job mere, og jeg har altid brugt bil i mit job så jeg ved heller ikke hvilket ben jeg skal stå på.

Jeg synes min start på voksenlivet har været urimelig hård, og har på de 10 år der snart er gået som "voksen" - siden jeg flyttede hjemmefra nu en datter på 3 - et seriøst alkoholproblem - og en gæld som er tæt på 100.000 kr - brugt på biler, sprut og barn.
IGEN er jeg arbejdsløs med et ordenligt gok i nøden af en bøde.
Jeg føler at uanset hvor hårdt jeg kæmper med job så giver det mig ikke flere penge mellem hænderne.
De rækker som regel lige akkurat til dagen og vejen, og somme tider end ikke det.
Vi bor nu i et rækkehus med kun 1 værelse som vores datter har fået så vi voksne sover på sofaen i stuen.
Konen har da kørekort så nu kan hun rigtigt have bilen for sig selv - den magter vi da også lige at have råd til.
Men så heller ikke mere.

Det var klart det 2. og sidste år på min læreplads som sendte mig ud på et sidespor og jeg har ikke formået at rette ind endnu.
Det er nu næsten 4 år siden jeg blev færdig der, men jeg har stadig ofte mareridt om ham om natten, hvis jeg da overhovedet for sovet.
Det er ret svært at sove ordenligt når man som mig er ny-ædru.

Kæresten er her tro det eller ej her endnu, men er forståeligt nok voldsomt træt af min druk og indser nok selv først nu hvor gal en situation jeg i virkeligheden har sat mig selv i.
Men der er ikke andet at gøre end at starte forfra på en frisk og forsøge på den ene eller anden måde at komme op igen...!
Både for min egen, og for mine opgivelsers skyld.
Jeg når jo ikke at blive 30 på denne måde - det kan jo kun ende på en anden måde - og det er GALT.

Et godt råd til jer som ikke er begyndt endnu: start aldrig på rygning og der er absolut INGEN FORDELE VED AT INDTAGE ALKOHOL.
Det løser INGEN problem det SKABER dem!

 


Tilbage