Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mille, 25 år, Pårørende

Tilbage

Jeg fortæller min historie til Jer, fordi jeg er ved at sprænges over at gå med det indeni helt alene!!!

Jeg har ellers altid været god til at holde facaden, og lave sjov med problemet.
Det har nok været min måde at tackle sorgen på.

Nå, men ret tidligt i mit liv blev jeg opmærksom på, at noget var helt galt i min lille kernefamilie.
Min mor har drukket så længe jeg kan huske tilbage, og det har været noget af en følelsesmæssig rutsjebane-tur.

Jeg er den ældste af to døtre, så "moder" og "beskytter" rollen har jeg altid haft på mine skuldre!
Jeg har ofte taget mig af og beskyttet min 2 år yngre lillesøster.
Den første episode jeg husker er helt tilbage til da jeg var omkring 6 år.
Jeg vågner en nat af, at telefonen ringer.
Jeg undrer mig over hvorfor der ikke er nogen der tager den, så jeg står op!
Det er min far der er i den anden ende, som spørger efter min mor.
Men hvor er mor henne??
Ikke hjemme i hvert fald.
Jeg kan se at der er blevet drukket i huset, og bliver rigtig tigtig bange.
Både fordi hun er væk, men også fordi min søster på 4 og jeg er alene!
Jeg ved ikke hvorfor det præcis er denne episode der træder frem i min hukommelse, men den står nu klart som om det var igår.
Hele min folkeskoletid har jeg været rædselsslagen for at komme hjem fra skole, for man vidste aldrig hvor slemt det stod til med mor når man kom hjem.
Min mor har næsten altid gået hjemme, så der har været rigelig med tid til at drikke.
På den baggrund har jeg sjældent taget kammerater med hjem "i de dårlige" perioder, fordi jeg er så pinlig over at det er min mor.

Jeg har utallige gange søgt om hjælp i desperation, men lige meget har mine forsøg hjulpet.
Eftersom jeg er den ældste, har jeg følt at det har været min pligt, at samle familien og hjælpe min mor!
Med tiden lærte jeg, at man ikke kan hjælpe en person der ikke har indset sit alkoholproblem.
Årsagen til alkoholmisbruget (som hun den dag idag stadig ikke vil erkende) kunne være mange ting.
Enten var det pga. forskelsbehandling hendes søskende imellem af hendes forældre, vores økonomi, min far eller noget helt fjerde, ja der var altid en grund til hvorfor hun nu havde drukket.

Omkring 6 mdr. før min konfirmation gik min mor helt i hundende, og blev indlagt på en psykiatrisk institution.
Både pga. alkoholmisbruget og en længerevarende depression!
For første gang i mit liv, så jeg et lille lys til at få en rask, givende og kærlig mor.
Det gik også godt i omkring 1 år (det bedste år af min barndom), og hun lovede mig, at hun ALDRIG ville røre nogen form for alkohol igen.
JEG STOLEDE VIRKELIG PÅ HENDE.
Den dag hun selvfølgelig brød sit løfte, faldt hele min verden sammen.
Hun havde endnu engang brudt min tillid, såret mine følelser dybt og ikke tænkt på andre end sig selv.
Til trods for at jeg jo var teenager på det tidspunkt, har jeg aldrig gjort oprør mod mine forældre!
Jeg koncentrerede mig bare omkring min sport, og forsøgte at leve med smerten.

Tiden går, min søster kommer på efterskole, og jeg flytter sammen med min daværende kæreste som 18-årig.
Derhjemme er tingene som de plejer. Min mor er på antabus et utal af gange, går til psykolog i "de dårlige" perioder.
Hver gang vi alle sammen tror, at hun er ved at få det bedre ryger hun i flaskerne igen!
Og hverdagen kører videre.

I april 2005 dør min kære mormor pludseligt, efter blot 2 ugers sygdom.
Min mor har altid taget sig meget af sine forældre, da de var bosat i samme by, så det var et meget hårdt slag for hende.
Hun tog det hele rigtig flot, og jeg var rigtig stolt af hende.
Da begravelsen så var ovre og mormor havde fundet ro i jorden, gik det igen helt galt med min mor.
8 dage efter mormors død (et par dage efter begravelsen) forsvinder min mor, og er væk i små tre dage!
Den dag min mor forsvinder dør min morfar.
Hun ved således intet om hans død.
Da vi finder min mor gennem sporing af de Dankort transaktioner hun har foretaget, er hun meget beruset, er kørt galt i bilen (heldigvis uden involverede), har mistet kørekortet og har været i politiets varetægt.
Jeg skænker ikke min kære morfars død en tanke på det tidspunkt, al min koncentration florerer omkring min mor.
Den dag idag kan jeg stadig få dårlig samvittighed over at jeg ikke "var mere ked af det" over mine bedsteforældres død end jeg var.
Jeg elskede dem jo meget højt, og var altid kommet meget hos dem.
Kort efter begravelse nr. 2 bliver min mor igen indlagt, og med tiden får hun bearbejdet sit alkoholsmibrug og sin tilbagevendende depression.
Jeg tænkte, endelig, dette må være vendepunktet!
Efter alt det vi har været igennem som familie, så må dette være enden.
Hun er også tæt på at være rask, og formår at holde sig alkoholfri i 2,5 år.
Men mindst som man venter det sker det utænkelige, min mor vil skilles!!!
Jeg tænker straks, hvad så når hun igen bliver ensom, så har flasken jo altid været hendes bedste ven.
Vil det ske igen?

Jeg er simpelthen så udmattet, og træt af hvor meget hendes handlinger påvirker mit liv.
Jeg vælger at fortælle hende ærligt, at jeg har brug for tid, både fordi den måde hun skrider fra min far på ikke falder i min smag.
Den arme mand har trods alt været hos hende gennem alle disse år, og så får han sådan en behandling!!
Og så pga. de ting hun via sit alkoholmisbrug igennem hele min barndom har såret mig med.
Efter 5 mdr. kontakter hun mig, hun fortæller mig at hun har det godt!
Meen af erfaring ved jeg jo, at hun snart ryger i flaskerne igen.
Ganske rigtigt, 3 dage efter kontakten oprettes, drikker hun igen.
Jeg har mistet alt for hende, og når jeg tænker over det har jeg faktisk aldrig haft et datter-mor forhold til hende.
Der følger rigtig mange ting med når man er opvokset med en alkoholisk forælder, ting som man ikke må gå alene med, ting der påvirker ens sind og personlighed resten af livet.
Jeg er kommet frem til, at man ikke skal være flov over at være barn af en alkoholiker!
Snak med andre om det, og få det bearbejdet.
Men ligegyldigt hvor stort et had man har fået oparbejdet, vil det jo altid være ens forælder!!
Det er præcis det der gør så ondt.

 


Tilbage