Kom i gang med gratis alkoholbehandling

CB, 17 år, Afhængig

Tilbage

Det startede jo egentlig meget uskyldigt.
Min første øl fik jeg som 11-årig, til en bowlingaften, hvor min søster synes min strike skulle fejres.
Senere på den aften, spillede vi tegn og gæt, mens alle de andre, der var mellem 16 og 24, hældte øl ned i spandevis.
Den aften drak jeg nok en fem-seks øl, og det var første gang jeg var fuld.

Der sku gå næsten yderligere to år, før jeg begyndte at drikke hver weekend.
Vi havde før prøvet at hælde noget Vodka ned, til børnefesterne i den lokale klub, men der var aldrig nogle af os der kunne lide det.
Det var først da 'fuskeren' åbnede - et sted hvor vi kunne købe ti dåseøl for 50 kr. uden at vise ID - at jeg for alvor slog mig løs.
Vi var som regel fem-seks stykker, der til sammen købte øl for 150 kr.
Selvom vi kun var fire til at drikke dem.
Når vi så blev tilstrækkeligt fulde, stak vi fingrene i halsen på hinanden, brækkede os, og drak videre igen.
Sådan fortsatte vi i et halvt års tid.

Så begyndte det at gå dårligt derhjemme.
Jeg snakkede sjældent med min mor, og min far og jeg skændtes konstant.
Nogle gange stjal jeg en flaske vin fra hans vinskab, og gemte de tomme flasker under min seng.
Men da han begyndte at opdage de forsvandt, beskyldte han min søster for det, og havde derefter skabet konstant låst.
En aften hvor det var rigtig slemt, gik jeg i despereation ud i haven, og fandt en gammel ramme øl, der havde stået der i over et år.
Den havde både nået at fryse til, og tø op igen.
De smagte bestemt ikke godt, men ned skulle de.
Og det kom de.
Det var somregel aldrig fordi jeg ville drikke mine problemer væk.
For det så jeg ærlig talt ikke den store nytte i.
Jeg fik det bare dårligt dagen efter.
Det var mest fordi det hjalp mig til at sove.
Hvis jeg havde drukket et par glas af min fars vin, begyndte jeg som regel at blive meget melankolsk.
Jeg kunne sidde og græde i timevis, og stadig have det godt, fordi jeg vidste at jeg så ville få en god nats søvn, i stedet for at sidde oppe den halve nat og glo på en flimmerskærm.

Det var først da jeg var konfirmeret - hvilket var en måned før min 15 års fødselsdag - min far sagde god for at jeg måtte lade et par øl glide ned til fester.
Men til den tid, var jeg allerede så ligeglad, at jeg bare tog afsted til fester og diskoteker uden at spørge om lov først.
Jeg drak aldrig i skolen, for jeg vidste at hvis nogle af mine veninder så mig drikke, ville de køre det op til sådan en stor ting, som om jeg havde et problem.
Og drengene ville sige jeg kun gjorde det for opmærksomhed.
Mens det jeg ønskede mindst var opmærksomhed.
Det sidste års tid havde jeg kun fået negativ opmærksomhed fra min familie, og pludselig anede jeg ikke der var noget der hed positivrespons.
Jeg blev beskyldt for at stjæle, ryge hash og lyve, endda en enkelt gang også for at tage Amfetamin.
Jeg stjal ikke, jeg røg absolut ikke hash, eller tog nogle andre stoffer, og dengang syntes jeg ikke selv jeg løj.

Det var der jeg besluttede mig for at nu måtte jeg væk.
Jeg havde prøvet alt for at få det til at stoppe.
En enkelt gang tog jeg en masse af min fars sovepiller, men jeg var for bange til at tage en hel håndfuld.
Så det resulterede kun i at jeg sov i to døgn.
Selvmord var ikke min stil.
Og jeg skulle absolut heller ikke på efterskole.
Så jeg flyttede hjem til min mor, og boede der i et år.
Hos min mor var der færre regler og pligter end hos min far.
Men til gengæld fik jeg lov at passe mig selv 100%, mens hun stadig gav mig en form for omsorg.
Pga. min mors erhverv indenfor sundhedsvæsnet kunne jeg ikke lide at fortælle hende jeg røg, så mit cigaretforbrug røg kraftigt ned det år.
Samtidig blev det sværrere at drikke i smug, fordi jeg ikke havde så meget privatliv, idet det var en lille lejlighed vi boede i.
Mit alkoholforbrug røg meget ned det år, og da jeg gik ud af 9. klasse, drak jeg stortset kun i weekenderne.

Derefter flyttede jeg tilbage til min far.
Og i 10. klasse, gik det hele galt.
Efter en hel sommerferie med druk stortset hver anden dag, havde jeg svært ved at holde mig fra øl og vin, efter skolestart.
Jeg kan huske at jeg allerede i september måned spekulerede på hvordan jeg skulle overleve vores studietur.
Studieturen klarede jeg fint.
Det var rart at komme lidt væk fra de vante områder, og opleve noget nyt.
Det var måske også derfor det var så let for mig, ikke at tænke på hvornår jeg skulle have det næste glas.
På fem dage, skyllede jeg kun en enkelt øl, og to glas vin ned.
Da jeg kom hjem igen, var alt som det plejede.
Bortset fra jeg begyndte at få blackouts.
Jeg ku vågne op en morgen, og tænke ''Øv, hvorfor tog jeg ikke med mine veninder i byen.
Hvorfor blev jeg bare hjemme.''
Når jeg så ringede og beklagede mig til mine veninder, fortalte de mig at jeg havde været med i byen.
Og at jeg f.eks. havde mistet min pung, mobil eller hele min taske.
I perioden september-februar nåede jeg at miste tre mobiltelefoner, min pung x 2, vågne op med blå mærker og ulidelige på hele kroppen og en sur far der havde hentet mig et utal af gange.
Alt sammen noget jeg ikke kan huske hvordan er sket.
Alt dette holdte mig dog ikke fra at drikke.

Én dag dukkede jeg op hamrende fuld i skole.
Jeg havde været vågen hele natten, og siddet og drukket.
Det var det stik modsatte af dengang jeg startede, dengang jeg var de der 13-15 år, der drak jeg for at få ro, og medlidenhed med mig selv.
Nu var det ren tidsfordriv.
Når jeg kom hjem fra skole, drak jeg resterne af den vin jeg havde åbnet aften forinden, så sov jeg til middag, spiste lidt aftensmad og åbnede en ny flaske.
Sådan gjorde jeg to dage i træk, og holdte så en pause på 1½ dag, for så at drikke to dage i træk igen osv.
Med et alkoholforbrug så stort, steg mit cigaretforbrug også til det dobbelte.
Fra at ryge omkring tyve på to dage, røg jeg nu 30 på en enkelt.
Jeg havde intet fritidsjob, og mine lommepenge var begrænsede.
Alle mine penge kom fra tomme flasker, og småmønter i min fars lomme.
Nogle gange stjal jeg endda hans euro, og tog ind og vekslede dem.
Jeg syntes aldrig selv det var et problem.
For det gik jo ikke ud over mit socialliv, eller min skole, som sådan.
Og når der ikke var nogle der bemærkede det, så måtte det jo hellere ikke være så stort et problem.

Faktisk havde jeg slet ikke overvejet om jeg kunne have et problem.
Det var først da jeg en tilfældig nat sad og stenede med en flaske vin og en smøg, at jeg faldt over en side på Internettet.
Der var 12 spørgsmål, og kunne man svare ja på blot 3-4 af dem, havde man højst sandsynligt et problem.
Jeg svarede ja på 12 af dem.
Det skræmte mig.
Det skræmte mig endda meget.
Alligevel var min eneste tanke, at jeg var løbet tør for vin, og nu måtte gå i min fars nye vinkøleskab, for at ’’låne’’ en.
Problemet var at det var let at se hvis jeg tog vin fra det nye skab, i forhold til det gamle.
Så jeg gik på jagt i hele huset efter en gemt flaske, og fandt til sidst en der lå gemt i et klædeskab.
Proppen var næsten smuldret væk, og den smagte rent ud sagt dårligt, men den måtte bare ned, det skulle den.
Selvom svarene på de 12 spørgsmål skræmte og forargede mig, overvejede jeg ikke en eneste gang om jeg havde et problem.
Jeg var lige fyldt 17 år, jeg kunne umuligt være afhængig, det var ikke muligt i mine øjne.
Jeg har stadig svært ved at se mig selv som alkoholiker.
Jeg mener stadig ikke det er muligt, for en ellers velfungerende ung kvinde – som så mange kalder mig det – at være afhængig i sådan et stor grad.
Det er lidt som i tegnefilm, hvor der sidder en engel på min ene skulder, der fortæller mig, at jeg bør overveje kraftigt om jeg vil fortsætte som nu.
Og en djævel på den anden skulder, der lokker mig med guld og grønne skove, og fortæller mig, at mit forbrug er helt normalt.

På mange måder er jeg fornuftigt.
Jeg ved godt at hvis jeg fortsætter kan det få alvorlige konsekvenser for mig, og især min uddannelse.
Men jeg er splittet.
Ligeså mange grunde som jeg kan komme med om, at det er forkert, ligeså mange grunde kan jeg komme med, omkring ikke at stoppe.
Det er forfærdeligt.

 


Tilbage