Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Ann 2, 24 år, Pårørende

Tilbage

Svigtet af mor og systemet!
Jeg er er barn af en alkoholiker.
Nu er jeg heldigvis voksen og det er mange år siden at jeg flyttede fra min alkoholiske mor.
Mens mine forældre var sammen opdagede mine søstre og jeg ikke min mors problem, dels fordi det ikke var ret stort dengang og dels fordi min far sørgede for at tage over når min mor drak.
Han kom aldrig med undskyldninger for hende, det var aldrig tabu, men vi opdagede det bare ikke.
Min mor var ikke interresseret i os børn, så vi lagde ikke rigtig mærke til det.

De sidste 2-3 måneder mine forældre var sammen begyndte vi at se at hun drak for meget - hun kunne komme hjem kl 16 i en kæmpe brandert og ville have os børn i seng o.s.v.
Jeg var 9 år da min far og mor gik fra hinanden.
Min far havde heldigvis sikret sig m.h.t. forældremyndighed så godt han kunne, de havde lavet fællesforældremyndighed, men for at mor ikke "bare" kunne annulere den, giftede han sig med hende da han kunne se at de ikke kunne fortsætte sammen.
Min mor krævede at få min yngste søster med sig, der dengang var 2 år - for ikke at kræve fuld forældremyndighed i retten over os alle 3.

Jeg opførte mig måske lidt anderledes end andre børn hvis mor eller far har et alkoholmsibrug ...
Jeg skammede mig ikke over det, det var jo ikke mig den var gal med.
Jeg fortalte mine klassekammerater og klasselærer at min mor var alkoholiker.
Jeg tror jeg var 12 eller 13 da jeg flyttede over til min mor.
Min yngste søster boede der, og der var ingen der passede på hende, og jeg følte det som min opgave, især når kommunen intet ville gøre for at hjælpe hende.
I stedet for at fjerne hende fra en alkoholisk mor, så sørgede de for en taxa-ordning så børnehaven slap for at se på en fuld forældre der.
Da jeg flyttede ind, betød det åbenbart 24-timers-barnepige for min mor?
Hun begyndte at gå på druk i 4-5 dage af gangen, en enkelt gang eller to var hun væk i mere end en uge af gangen, uden jeg kunne få fat på hende.
Og uden min søster og jeg havde en krone til mad, og køleskabet var selvfølgelig tomt.

Jeg sørgede for at min søster kom afsted i børnehave og skole, og at vi fik noget mad, at hun kom i seng og fik et bad o.s.v.
Jeg begyndte at blive "syg" - ikke fysisk, men psykisk kørte jeg langt ned p.g.a. det kæmpe svigt som min mor udsatte mig for.
Jeg kunne ikke længere finde energien til at tage i skole, eller at omgås mine klassekammerater.
Min klasselærer var fuldt ud klar over at der var et problem.
Det meste af 7. klasse pjækkede jeg væk - og kommunen der vidste at min mor var alkoholiker og selv havde sørget for 2 gange afvænning til hende tildelte mig en kontaktperson, som var min klasselærer.
En kvinde som jeg var utrolig glad for, og som jeg den dag i dag har en stor respekt for.
Men hun var ikke gearet til den opgave - i al fald var der ingen der reagerede på at jeg ikke kom i skole, at der aldrig var en voksen hjemme når kontaktpersonen (eller en sagsbehandler) kom på besøg selvom det var en aftale der var lavet længe i forvejen og det var så sent på dagen at alle havde fri og var kommet hjem.

Jeg startede i 8. klasse (på en ny skole da den "gamle" kun havde til og med 7.) og kontakten med min gamle klasselærer ophørte.
I starten af 8. klasse blev jeg sendt til psykolog på børnepsyk.
Ikke at jeg følte at jeg kunne bruge det til noget - jeg var ikke klar til at tage hul på de ting der skulle arbejdes med.
Jeg var langt nede, og havde fået anoreksi og skar i mig selv, fordi det var den eneste måde hvorpå smerten kunne komme ud.
Jeg havde mistet "kontakten" til min krop - jeg kunne lukke helt af når jeg blev slået eller på anden måde mishandlet.
Jeg fortsatte med ikke at komme i skole.

En af de få dage jeg var der, var der evalueringssamtale med klasselæreren.
Jeg kan ikke engang huske hvad kvinden hed, men det var Anne eller Anni.
Hun spurgte mig om der var problemer hjemme - og jeg fortalte hende det hele.
Hun hjalp mig med at ruske op i kommunen og min søster kom kort efter hjem til min far.
De prøvede at finde en anden løsning til mig.
Min sagsbehandler "snød" min mor til frivilligt at få anbragt mig uden for hjemmet.
De snød hende jo ikke til at skrive under på noget, men gjorde bare forslaget mere "spiseligt" - hvis hun skrev under, kom jeg gratis på efterskole i 2 år.
Desværre skulle jeg stadig være hos hende når der var hjemrejseweekender eller ferie.

Det var altid et helvede at skulle tilbage.
Der var mange forskellige mænd i hendes liv.
Der var en jeg særligt husker, der havde det med at komme forbi når hun ikke var hjemme.
Jeg får stadig ondt i maven af at tænke på de ting han gjorde mod mig.
Det er en af de få gange jeg har oplevet ikke at turde tale om et problem.
Og hvem skulle kunne gøre noget?
Det med ham, gik heldigvis forbi - hun fandt en anden.
Fælles for alle dem hun har fundet efter min far er at de har tævet hende ... Og det gjorde ham her også - han hadede mig som pesten, for jeg stjal mors opmærksomhed fra ham.
Og det endte med at han sagde til hende at det var mig eller ham - og jeg blev så bedt om ikke at vise mig der mere.
Få måneder efter sluttede mit efterskoleophold, og jeg stod uden et sted at bo.
Endnu engang blev jeg svigtet af kommunen, jeg boede på gaden til august, hvor de fandt et nyopstartet bofællesskab for unge.
Det var unge der ligesom mig egentlig var tilpassede, ikke havde problemer med kriminalitet eller alkohol/stoffer - vi var bare svigtet af vores forældre.

Et andet svigt der var næsten lige så stort var den der var fra den øvrige familie, bedsteforældre, tanter, onkler osv - de boede tæt på - men aldrig forsøgte de så meget som at invitere min søster og jeg på aftensmad.
Som barn af en alkoholiker føler man sig nok alene i verden - jeg gjorde, på trods af at jeg råbte op og prøvede at få hjælp.
Men at bo sammen med de 4 andre unge, der havde oplevet lignende svigt, fik mig til at føle mig "hel" på en eller anden måde.
Alle de følelser og tanker man har om sig selv og verden, var pludselig ikke noget underligt noget som kun én selv kunne forstå - der var pludselig nogle at dele det hele med.
Jeg havde cuttet forbindelsen til min mor.
Jeg begyndte til en psykolog og kom længere i helingsprocessen.
I starten ville jeg så gerne finde en forklaring på hvorfor min mor havde svigtet.
Hun har haft en svær barndom og det undskyldte jeg det med for at det var lettere for mig at acceptere - men nu har jeg måtte indse at hun har VALGT at forblive i sit misbrug, jeg må indse at hun ikke ønsker at komme ud af det, eller væk fra den omgangskreds.
Jeg har måtte erkende at vi børn ikke har været vigtigere end de grønne flasker.
Jeg har accepteret at sådan er hun bare - og erkendt at jeg ikke ønsker hende i mit liv.

Jeg fik for 1 år siden mit første barn, og har derfor valgt at lade lukke hende en smule ind i mit liv igen.
Mit barn fortjener at vide hvem hans mormor er - om det så er godt eller skidt.

 


Tilbage