Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Lotte 2, 41 år, Pårørende

Tilbage

Når julen nærmer sig fyldes mit hjerte med både glæde og sorg.
Sorgen fordi julen 2003 var sidste gang jeg så ham.
Nu er han død.
Glæde fordi jeg for nu endelig kan holde jul sammen med min egen familie uden at skulle være bekymret for min far.

For at begynde med begyndelsen så har jeg nok altid vidst at min far havde et problem med alkohol men ikke noget der gav de store problemer i min barndom - den har heldigvis været god og tryg med meget kærlige forældre.
Alligevel lurede tvivlen - f.eks. blev min far blev altid meget fuld - og som den første - når mine forældre var til fest.

Senere, da jeg var flyttet hjemmefra, frygtede jeg altid familiesammenkomsterne som næsten altid endte med skænderier.
Helt galt gik det først da min far for 10 år siden blev fyret fra sit job.
Til at starte med gik det meget godt men drikkeriet tog til.
Til sidst fik min mor nok og forlod ham.
Så gik det rigtig galt.
Han smadrede huset, sked på gulvet og var fuldstændig væk fra omverdenen i en periode.
For at gøre ondt værre døde min søde farmor og det slog helt benene væk under min far - hun var hans sidste holdepunkt.
Jeg orkede ikke at have kontakt med ham da det var værst.
Jeg havde mit eget liv men småbørn og arbejde.
Min mor og bror hjalp ham til at finde en ny bolig men de vendte ham også langsomt ryggen.
Vi fik igen kontakt.

Jeg troede at jeg kunne hjælpe ham.
Jeg ringede til AA, jeg ringede til hans egen læge og til SIND og han deltog - vist mest for min skyld.
Til hans 60 års fødselsdag forærede jeg ham en indmeldelse til en singleklub og det fantastiske skete at han fandt en sød kæreste.
Alt var godt i en periode indtil hun gjorde det forbi.
Jeg husker det som var det igår.
Hans kæreste ringede til mig på min fødselsdag - en uge før den jule hvor vi mistede kontakten.
Hun fortalte at han havde ringet og truet med at tage livet af sig.
Jeg ringede til ham og fik vagtlægen til at køre ud til ham.
De gav ham stesolider.
Jeg græd hele dagen.
Alligevel blev jeg blød og inviterede ham med til vores jul i sommerhuset i Saltum.
Han lovede at holde sig ædru.
Han skulle være der kl. 15.00.
Da han endnu ikke var dukket op ringede jeg på hans mobil - ingen kontakt.
kl. 18.00 ringede jeg til politiet som lovede at checke hans lejlighed.
Da kl. var 19.00 dukkede han op.
Han var totalt underlig og jeg blev meget bange ved tanken om at han havde kørt bil helt fra Vejle.
Tilsyneladende mente han at vi skulle lade som ingenting for at give børnene en god jul.
Han drak et par glas til maden, vaklede rundt om juletræet og faldt i søvn halvvejs nede af sofaen inden han nåede at hente børnenes gaver.
Min svigermor og svigerinde bogstavlig talt bar ham i seng.
Julen var ødelagt.
Jeg kunne ikke sove om natten og tog til slut den beslutning at min far måtte køre hjem næste morgen.
Jeg kunne gangske enkelt ikke overskue at have ham der i 3 dage.
Det gjorde så ondt at sende ham afsted men jeg kunne ikke tilgive at han havde ødelagt mine børns jul.
Indtil da havde min fars problemer været holdt skjult for mine børn.

Det blev den sidste gang jeg så ham.
2 år senere døde han af en blodprop.
Han prøvede at kontakt mig men jeg afviste ham.
Jeg havde nok indset at jeg aldrig ville kunne hjælpe ham, da han grundlæggende ikke ønskede hjælp.
Han ville bare drikke med de omkostninger det medførte.
Selv om jeg siger til mig selv at jeg havde prøvet alt så har jeg nok stadig svært ved at tilgive mig selv at jeg ikke udholdt de sidste par år.
Men igen ved jo hvor længe man har og udsigten til 10 eller 20 år mere af samme skuffe var ikke til at udholde.

Nu står julen for døren igen og jeg tænker endnu en gang med vemod tilbage på min far men heldigvis kan jeg også glæde mig til endnu en jul uden bekymringer.
Jeg håber jeg en dag kommer så langt at jeg kan tænke tilbage uden sorg men jeg kan mærke at jeg ikke er der endnu.

God jul til alle og pas på jer selv.

 


Tilbage