Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Fars pige, 22 år, Pårørende

Tilbage

Jeg voksede op i et stille og roligt parcelhuskvarter med flagstang, kartoffelbed og stangtennis i haven.
Det hele åndede idyl og harmoni - og det var det i grunden også.
Min barndom var en skøn og ukompliceret tid, som jeg den dag i dag ikke kan sætte en finger på.
Jeg havde ingen problemer med at få venner - mit største problem var at sortere i dem.
Der var næsten for mange.

Mine forældre var gift, og jeg følte mig utrolig velsignet over, at min familie ikke bidrog til skilsmissestatistikken.
Jeg følte, at jeg havde den ideelle, ja nærmest perfekte familie.
Jeg kan ikke huske at have oplevet et eneste skænderi mellem mine forældre, hvilket gjorde at jeg var fuldkommen overbevist om, at vores tilværelse var problemfri og eksemplarisk.

Mine forældre, især min far, var dog betydeligt ældre end mine kammeraters, hvilket betød, at han nåede sin pensionsalder, da jeg gik i 7-8. klasse.
Han gik på pension, og jeg så intet galt i det.
Han ville få mere tid nede på sit værksted i kælderen og han kunne fordybe sig mere i nogle af sine mange interesser (han var en yderst talentfuld, intelligent, varm og kærlig mand - vadede ind i folks hjerter med træsko på, om man så må sige).
Han var desuden min moralske rygrad.
Han gav ofte udtryk for, at han ikke tolererede løgne, uærlighed, sjusket adfærd (mht. at komme for sent) eller fordomme overfor andre mennesker, hvad disse så end måtte indebære.
Jeg så meget op til hans livsfilosofi og tog den i den grad til mig.
Det skal siges, at min mor delte alle de samme synspunkter, men forskellen var nok, at det var min far, der havde den mest skrappe, årvågne og konsekvente rolle indenfor det felt.

Efter han gik på pension begyndte jeg dog så småt at bemærke, at min fars helbred forandrede sig.
Han virkede svag, fik sommetider svømmende røde øjne og havde problemer med at udtrykke og formulere sig.
Jeg var rædselsslagen for, at han var dødeligt syg, og jeg konfronterede min mor med mine bekymringer.
Hun tøvede et stykke tid og kiggede mig dybt i øjnene med et blik, som jeg stadig kan se uhyggeligt tydeligt for mig.
Hendes bryn var rynkede og hendes mundvige dirrede nervøst og ængsteligt.
Hun fortalte mig, at min far ikke var syg i den traditionelle forstand.
Han havde et alkoholproblem, som forårsagede de symptomer, jeg reagerede på.
Hun sagde, at han havde drukket lige siden, jeg og min bror var små, men at hun altid havde formået at holde hans forbrug i skak og skjule det for omverdenen - samt hans to børn.

Efter han gik på pension tog drikkeriet til, da han havde hele dagen for sig selv derhjemme.
Han brugte ikke sin tid konstruktivt, men sank ned i et selvmedlident hul af ugidelighed, magtesløshed og ensomhed.
Han var en snug og stolt alkoholiker, som foretrak at drikke alene i smug.
Han hang aldrig ud på værtshuse eller kioskhjørner, og han havde hemmelige lagre af øl og spiritus gemt de mest kreative steder.
Han gjorde simpelthen alt i sin magt for at bevare sit misbrug og benægtede hver eneste gang, vi konfronterede ham med det.
Misbruget var blevet centrum for alt i hans liv,og man følte undertiden, at det var misbruget, man talte til og ikke ham - som om han var besat af et fremmed væsen.
Jeg mistede utrolig meget respekt for ham.
Jeg syntes, at han var en hyklerisk, ynkelig og egoistisk eksitens, som havde meldt sig fuldstændig ud af familiens fællesskab.
Alt hvad han havde lært mig om livet, følte jeg smuldrede mellem hænderne som flygtigt vås - for hvem var han at skulle belære mig om noget som helst?
Jeg var nervøs for at komme hjem efter skolen og passede på med at invitere folk med hjem, hvis min mor ikke var hjemme.
Han lå tit døddrukken på gulvet, hvor han var faldet og ikke kunne komme op.

Men den værste episode var nok, da jeg en dag fik tidligere fri fra skole og valgte at tage en veninde med hjem, så vi kunne nyde dagen sammen.
Da vi træder ind af døren, finder jeg ud af, at vi er alene, og jeg bliver lettet.
Dejligt at have huset for sig selv, tænker jeg.
Et øjeblik efter ringer det på døren, og da jeg åbner, står en tilfældig ung mand med min blodige far i favnen og spørger, om han bor der.
Min veninde sidder intetanende inde i stuen, og jeg har allermest lyst til at smække døren i og sige, at vi ikke køber ved dørene, men i stedet hører jeg min stemme svare ja.
Han siger, at han har tilkaldt en ambulance, som er på vej, og jeg tænker øjeblikkeligt "neeeej din store torsk - kan du dog ikke se, at han er hammer stegt, og bare har brug for at sove den ud???"
Jeg tænker både på min sociale anseelse i kvarteret, men så sandelig også på min stolthed overfor min veninde, som jeg aldrig har delt min skamfulde hemmelighed med.
Og i sidste ende, tænker jeg også på min far.
Jeg vil ikke udlevere ham, som en skidt person - jeg føler mig nødsaget til at være loyal og dermed "hjælpe" ham med at holde det hele skjult.
Da ambulancefolkene ankommer, lyver jeg så vandet driver.
Fakta er, at han et år tidligere var dødeligt syg og endte med at ligge i respirator i 8 uger - 3 af dem i koma.
Han fik sig en mindre hjerneskade, helt konkret på lillehjernen, som styrer balancen og motorikken.
Han havde anskaffet sig en kraftig blodforgiftning, som fik dannet farlige svulster inde under ribbenene.
Dette er sandt nok, men jeg ved naturligvis udmærket, at det ingenlunde er årsagen til, at han er faldet og har slået sig fuldstændig til blods.
Jeg sender min veninde hjem og siger, at jeg skal tage mig af min far.
Hun køber min forklaring råt og familiens ære har endnu engang overvundet en forhindring (dvs. hemmeligheden er bevaret og ingen aner uråd).

Jeg går i gymnasiet og har altid klaret mig glimrende i skolen.
Men i begyndelsen af 2. g tager festerne over.
Jeg magter ikke mit skolearbejde, og jeg deltager sjældent i timerne, eftersom jeg stort set aldrig får læst ordentligt på tingene.
Jeg drikker mig sanseløst beruset hver eneste weekend, og jeg bliver mere ligeglad med mit liv og min fremtid.
Et wake up call for mig i den tid er nok, da en nærmest fremmed person fra en af parallelklasserne spørger mig, om jeg har det okay derhjemme.
Han har bemærket, at jeg altid drikker mig fuld og meget ofte må forlade festen før tid, da jeg bliver dårlig.
Jeg affejer hans bekymring med en vittig bemærkning og føler mig umiddelbart efterfølgende blottet og irritabel.
Hvor vovede han at udspørge mig om mit privatliv på den måde?
Jeg følte mig krænket ... men nok allerværst - afsløret!
Jeg grublede over det et stykke tid, og overvejede om jeg skulle ændre kurs, men besluttede mig for at ignorere og fortrænge episoden.
Jeg var ikke en svag person, jeg var stærk, og ingen skulle gå og være urolige for mig.

Jeg udviklede et had/-kærlighedsforhold til min far.
Vi forsøgte at kontrollere ham med antabus, alholfri øl og alkoholbarometer, men intet af det virkede særlig lang tid af gangen.
Så snart han havde genvundet en knivspids af vores tillid, røg han tilbage i sit gamle mønster og svigtede os alle.

For to år siden tog det livet af ham.
Han undslap aldrig alkoholens giftige og besudlede kløer.
Han hadede sig selv så meget, at han ikke ønskede at få det bedre.
Alkoholikere er selvdestruktive mennesker, som selvfølgelig "vinder" eller får noget ud at drikke.
De lukker verden ude og bedøver virkeligheden, så de ikke behøver at tage stilling til den.
Men de skal indse, at de har et problem - den åbenbaring skal ske inde i dem selv.
Det lykkedes ikke med min far.
Det må jeg leve med og acceptere i dag.
Jeg kæmper stadig med det, og det tog mig lang tid at tilgive ham - hvis jeg overhovedet i virkeligheden har gjort det endnu ...

7.2.2009

Så skriver jeg min anden livsfortælling herinde..
Jeg har brug for at lette mit hjerte. <
Klokken er lige nu 23:58, og jeg skulle egentlig have været ude sammen med vennerne, men jeg havde ikke oprigtigt lyst.
Jeg er i øjeblikket godt i gang med min nye uddannelse som folkeskolelærer.
>>BANG<<
Så kom fortiden pludselig og bankede på døren.
Min far er død den dag i dag - af druk naturligvis.
Det kan næppe overraske nogen i dette forum (...)
Men han var folkeskolelærer i sin tid, og min mor ligeså (faktisk stadig den dag i dag)
Jeg er alle dage blevet spået til at følge deres fodspor, men jeg har strittet imod med alle kræfter.
Jeg ligner min far på de fleste punkter - lige pånær hans misbrug.
Og denne lighed generer mig.
Han døde for 3 år siden, men jeg er stadig vred på ham.
Og det faktum at jeg er endt i samme karriereretning som ham, får følelserne til at blusse op igen.

Jeg har mange venner, og det at skabe sociale relationer har aldrig været et problem for mig.
Men det sidste års tid har jeg lukket mig lidt mere inde i mig selv.
Jeg er enormt usikker, når det kommer til stykket, selvom de fleste synes, at jeg oser af selvtillid.
Kære venner.. det er en maske.
Indeni græder jeg!
Indeni er jeg et usikkert barn, som klynger sig til andre mennesker for at undgå de stille stunder, hvor tankerne vandrer.
Jeg tænker enormt meget på, hvordan andre mennesker ser mig. J
eg har altid fået at vide, at jeg er smuk og intelligent, men folks søde ord afspejler desværre ikke min indre dialog. I
ndvendigt lyder stemmen: "Du kan gøre det bedre, du ligner jo noget, der er løgn, du ender som din far, for det er ham, du ligner på alle andre punkter"

Jeg har urealistiske forventninger til mig selv, og når de forventninger så ikke bliver indfriet, går jeg fuldstændig i sort.
Jeg har skåret i mig selv adskillige gange, og jeg frygter den dag, hvor min kæreste får nok.
Jeg venter blot på den dag, hvor han indser, at jeg er psykotisk, og at han kan finde en anden bedre pige, som ikke har nogen skeletter i skabet.
En ukompliceret pige, som hviler i sig selv.
Jeg skammer mig over min svaghed.
Fysisk er jeg stærk - har spillet håndbold i 11 år.
Jeg er spinkel, men stærk.
Jeg ville ønske, at det også gjaldt min psyke.

På studiet er jeg usikker, selvom jeg har orden i mine ting, og jeg ved mere, end mange af mine medstuderende.
Jeg startede faktisk på dansk på Univeristetet, men jeg var for selvkritisk.
Jeg stolede ikke på, at jeg kunne klare det på trods af, at jeg fik super karakterer.
Jeg bebrejder min far for min dårlige selvtillid.
Han lærte mig ufrivilligt, at man ikke kan stole på sig selv.
Han forsøgte jo at komme ud af alkoholens kløer, men grundet hans stolthed, lykkedes det ham aldrig....

Jeg væmmes ved det billede mine medstuderende har af mig.
De ser mig som en stille pige, og det er i virkeligheden ikke den person, jeg er.
Mine nærmeste venner og veninder ser mig som en meget åben og kærlig person.
Denne side har jeg bare ikke magtet at vise nye folk det sidste års tid.
De har set en brøkdel af, hvem jeg er, og det piner mig.
Det piner mig endnu mere, fordi jeg altid forestiller mig, at deres liv er meget nemmere end mit.
De har sikkert aldrig haft rigtige problemer.
Hvis de bare kendte til min fortid, ville de måske forstå.
Men hvorfor skulle jeg have interesse i at åbne mig for vidt fremmede mennesker?
Det rager ikke dem.
Desuden er min far jo død, så problemet er ikke aktuelt længere...
Eller er det?
Det må det jo være, eftersom det til stadighed hjemsøger min tilværelse.

Man kan ikke blive ved med at have ondt af sig selv.
Jeg føler, at jeg skal til at tage mig sammen.
Jeg har prøvet at gå til en psykolog, men det gav mig intet nyttigt.
Penge ud af vinduet, som jeg ser det.
Ingen forstår min smerte.
Hvorfor vil den dog ikke forsvinde?
Selvfølgelig savner jeg da også min far, men det er meget ambivalent.
Jeg har to veninder, som har mistet en af deres forældre, men deres smerte indebærer udelukkende sorg og savn.
Min sorg rummer meget mere og forekommer mig mere konfliktfyldt.
Jeg er vred, skuffet, såret, ked af det, lettet etc.
Alle disse følelser giver mig dårlig samvittighed.

Hvorfor kan jeg ikke bare lukke bogen og komme videre med mit liv?
Jeg ligner desværre min far med hensyn til stoltheden.
Jeg har bevidst skubbet fortiden ind under gulvtæppet, men det skyldes også, at min bror aldrig har haft det dårligt eller svært på grund af min far.
Det begriber jeg simpelthen ikke?
Er du Iron Man?
Eller er jeg bare en sippet tudemarie?
Det bilder jeg mig ind, at jeg er.
Jeg er vred på mig selv over, at jeg fokuserer så meget på fortiden.
Så kom dog videre din svagpisser (undskyld mit franske) *suk*

Jeg foragter alkoholikere og har svært ved at have sympati for dem.
TAG ansvar for pokker og lad være med at pis på jeres omgivelser.
Selvom I kradser af og efterlader jeres kære, som på et eller andet punkt finder fred i den forbindelse, så har jeres dårlige valg og handlinger indflydelse på jeres børns videre liv og trivsel.
Drop stoltheden og søg hjælp.
Det kan ikke være så svært.
Det er en undskyldning ligesom så meget andet.
Du kan, hvad du vil, så drop alt den udenomssnak.
Ja det er en sygdom bla bla bla.
Men ikke en sygdom, der kræver medicin, vel?
Godt så..
Det er en "sygdom", som kræver selverkendelse - det er medicinen for helvede.
Halvdelen af behandlingen er diagnosen - det ved enhver.
Erkend at du er på afveje og få hjælp.
For fanden far... Hvorfor var du så stolt og ignorant på samme tid?
Jeg elsker dig, som du var inderst inde.

Hvis der skulle være nogle afhængige inde på denne her side, som skulle falde over mit indslag, så håber jeg, at det kan åbne jeres øjne.
I ødelægger liv, selvom det ikke er jeres hensigt.
Tænk over den!!!!
Men I kan ændre jer, hvis I søger hjælp.
Det kan være, at det virker som en falliterklæring for jer, men helt ærligt.
Fungerer jeres nuværende tilværelse for jer?
Hvad har I at miste?
Det er aldrig for sent!


Tilbage