Kom i gang med gratis alkoholbehandling

C, 30 år, Pårørende

Tilbage

Min far var alkoholiker, åbenlys alkoholiker, han var en af de sølle stakler der hang ud på byens torv.

Har aldrig kendt til andet for han drak hele min barndom.
Min mor valgte, nok til mit held trods alt at forlade ham da jeg var tre år gammel.
Husker glimtvis den dag hun smed ham på porten, jeg var bange.
Han var vred og tog vores telefon og andre ejendele med sig i frustration.
Min mor har i hele mit liv været min klippe, udviklede helt klart en usund afhængighed af hende.
Lod hende helst ikke af syne, kunne ikke blive passet ude fordi der opstod en panisk angst for at der skulle ske hende noget, ville hjem fordi jeg var sikker på at hun nok havde ondt i ryggen og havde brug for mig.
Meldte mig gerne til håndboldture, men blev på mystisk vis altid syg når dagen oprandt.
Jeg fik overvundet denne angst og har heldigvis ad flere omganget rejst ud i verden i længere perioder og har fået nogen fantastiske oplevelser, men angsten for at miste hende hænger stadig godt fast.

Min far var en fysisk del af mit liv indtil mine teenage år, hvor han flyttede til en anden del af landet.
Jeg har dagligt følt skammen når jeg mødte ham fuld på torvet i selskab med nogen af mine veninder, har set ham blive hentet af en ambulance flere gange fordi han var faldet om.
Har været bange når han mødte fuld op hjemme hos os, for så vidste man ikke hvad han kunne finde på.
Har haft skyldfølelse når han har siddet og grædt og sagt at der var ingen der kunne lide ham.
Er blevet skuffet adskillige gange når han har lovet mig fødselsdagsgaver jeg aldrig fik.
Og så har jeg elsket ham fordi han var trods alt min far og inden i den fulde mand var der trods alt et godt menneske.

I år 2000 fik jeg en opringning fra min farmor som fortalte at min far var død, hans krop kunne ikke mere.
Han blev 46 år.
Jeg var selvfølgelig til hans begravelse, anede ikke hvad jeg skulle føle.

Jeg har haft et godt liv, men oplevelserne i min barndom har sat dybe spor.
Har i mange år bildt mig selv ind at det ikke betød noget, for jeg forstod godt at alkoholisme var en sygdom og at det ikke havde noget med mig at gøre.
Men som jeg bliver ældre bliver det klarere og klarere at det har haft stor betydning i forhold til min tilknytning og tillid til andre.
Jeg er idag 30 år og har to længere forhold bag mig.
Fælles for dem begge er at jeg fuldstændig panisk har forsøgt at holde mine kærester helt tæt til kroppen, har haft en tyrkertro på at de helt sikkert ville være mig utro eller forlade mig på et tidspunkt.
Jeg har været angst og har haft fysisk ubehag hvis de har været i byen med vennerne, især hvis der har været alkohol indvolveret.
Jeg har enorm behov for at blive bekræftet, vide at jeg er god nok, at jeg er sød og smuk osv., og tro mig det er jeg ikke altid når angsten ruller.
Jeg får bildt mig selv ind at jeg er afhængig af det andet menneske og derfor føles det helt urimelig hårdt når der så opstår svigt og det er der lige gjort igen ... derfor sidder jeg her og skriver dette.
Jeg er ikke særlig god til at passe på mig selv og sætter mig igen og igen i situationer hvor jeg bliver såret.
Jeg ved med min fornuft hvorfor jeg har det sådan og ved hvad det er for nogle mekanismer der er i spil, men jeg kan ikke bekæmpe angsten.

Jeg håber at jeg en dag når frem til at forstå med hele min krop at jeg er værd at elske og jeg derfor kan slippe taget i dem jeg holder af.
Håber at jeg genfinder tilliden til at folk vil mig det godt og jeg kan navigere uden om dem der ikke vil.
Det skal jeg ...

 


Tilbage