Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mønsterbryderen, 25 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har ikke talt med min mor i ½ år.
Hun ringede den anden dag, og var fuld, selvom hun ikke ville indrømme det, og som det loyale barn jeg er, sad jeg troligt og lyttede.
Hun græd og græd og ville mødes.
Hun har fået job igen, men lad os nu se hvor længe det varer.
Jeg har indvilliget i at mødes med hende i næste uge, og det er sidste chance hun får.

Jeg har aldrig fået noget hjælp nogen steder fra.
Det har altid været så pinligt at snakke om.
Jeg skrev det her brev for noget tid siden, men har ikke sendt det, det er ikke det første brev jeg har skrevet, og jeg nænner som regel aldrig at sende dem.

Jeg har taget en studentereeksamen, og er snart færdig som folkeskolelærer, men det har ikke været med hendes hjælp, og min far er ikke rigtig typen man beder om noget.
Jeg er stolt af at være nået så langt, men alligevel også bange.
Hvad er det for et liv der venter mig??
Jeg har stadig perioder hvor jeg er ked og angst, og min kæreste har måttet være utroligt forstående.
Han er selv vokset op med forældre der drak, og har været i plejefamilier.
Også han er nået langt, og er ved at læse HD.

Jeg skammer mig over min mor, men samtidig savner jeg hende, og ville ønske hun ville få styr på sit liv, så vi kunne få et tillidsfuldt forhold til hinanden.
Drømmen dør aldrig!

Kære Mor.
Jeg skriver til dig, fordi jeg kan forstå, at du åbenbart har svært ved at forstå min beslutning, om ikke at ville tale med dig mere.
Og jeg føler derfor at jeg må prøve at forklare mig selv.
Du har sikkert allerede fuld forståelse for din undren, fra alle de folk der er omkring dig, for jeg er jo bare koldhjertet og ligeglad, og utaknemmelig, og desuden er jeg jo kun interesseret i at se dig, når du gør noget for mig …
Det var i hvert fald hvad du sagde sidste gang jeg så dig.
Jeg har bebrejdet dig meget, og det kan godt være at det ikke er sundt for dig at blive bebrejdet, du har jo også altid et forsvar, for det er jo ikke dig der er noget i vejen med.
Du siger jo at du altid har gjort det bedste du har formået, men det er bare ikke godt nok!!!
De gange jeg har konfronteret dig med alle de smerter jeg har i sindet, efter de svigt der er fundet sted i min barndom, har du svaret på to forskellige måder; Enten får jeg af vide at jeg jo ikke skal glemme hvor slemt DU havde det som barn, og så kører rouletten, ellers får jeg af vide at du ikke gider tale om det, fordi du har gjort dit bedste.
Jeg har altid ledt efter at du skulle indrømme at du ikke altid har været verdens bedste mor, og at det har været beslutninger DU har taget, der har været tungen på vægtskålen.
Jeg tror ikke på at du ikke ved det, jeg ved godt at du har dårlig samvittighed, men du formår tilsyneladende ikke at være ærlig omkring dine egne fejl.
Jeg ved godt at du af og til har forsøgt at gøre dit bedste, men fordi du engang gjorde det, er det ikke ensbetydende med at du gør det nu.
De sidste mange år har dit druk ødelagt mere end jeg har lyst til at tænke på, du kan jo selv se det nu.
Du hænger fast i et forhold der er ukærligt, ondskabsfuldt, ødelæggende, svigtende, hadefuldt, misbrugsbaseret og på alle måder ufornuftigt.
Opskriften på dit forhold til dine børn bygger på om den mand du nu engang ”falder for”, efterlader tid til at drage omsorg for andre end ham, og det lader du være op til ham, det er desværre bare endnu ikke sket, at du har haft mødt en mand der syntes det var vigtigt.
Men det er jo ikke ensbetydende med at det er deres skyld, DU bestemmer hvordan dit forhold til dine børn skal være, og hvis du nu spørger om det så er meningen at du skal vælge børnene frem for et kærlighedsforhold, så er svaret JA FOR HELVEDE!!!!!
Du har valgt at sætte os i verden, og derfor er det også dit ansvar at vi er trygge, glade og har det godt.
Vi har aldrig forsøgt at diktere dit kærlighedsliv, jeg ved godt du siger at det forholder sig sådan, men det er simpelthen ikke rigtigt.
Hvis du havde truffet et valg og indledt et forhold til en mand der behandlede både dig selv og os ordentligt, så ville du aldrig have hørt et bjæf.
Du har tit brugt sætningen: ”Du vil jo bare have at vi går fra hinanden”, meget bebrejdende, ”PUHA, du prøver jo at ødelægge mors lykke, hvordan kan du dog være det bekendt!!!
FY FY FY”, selvfølgelig prøvede jeg at få dig til at gå fra dem, om det så var fordi de tævede dig eller os, eller de kørte psykisk terror på os og misbrugte os, eller om det var fordi de drak, skabte ballade og utryghed eller smadrede hele hjemmet, og var med til at fylde hjemmet med fulde mennesker, så kan det vel for pokker ikke undre dig så meget at vi ønskede dem ad helvede til!
Jeg føler at jeg har fundet mig i mere end man ellers kunne forvente, alle de gange du smed mig ud, fordi jeg brokkede mig over jeres druk, så stod jeg der 16 år gammel, med min lillesøster på 6 år, der stod og hev i min jakke med tårer i øjnene, fordi hun var utryg og bange, og ikke ville have jeg gik.
Eller de gange jeg er blevet svinet til, fordi jeg ikke ville deltage i jeres fuldemandsdiskussioner, og er blevet kaldt diverse ting, som kælling, luder, møgso eller hvad der er værre.
Og så alligevel er mor den bedste i verden, så når drukturen er slut, samler man hende gerne op fra gulvet, tørrer brækket op, gør rent, giver hende natkjolen på, og i de følgende dage forsøger man at tage hensyn, for mor har det ikke godt, mens man bider sig i tungen, og prøver at glemme sine frustrationer, fordi du siger at du alligevel ikke kan huske hvad du har sagt og gjort.
Og så kan vi tale om de behov vi aldrig har fået dækket, fordi de problemer en teenager har, kun kan betragtes som trivielle i forhold til mors hårde liv, og hun gider sguda ikke høre på den slags latterlige småproblemer, bare fordi det er vigtigt for barnet!
Jeg har efterhånden kæmpet mig frem, og selvom det var hårdt, så er jeg snart der hvor jeg gerne vil være.
Jeg har lært at jeg ikke skal lede efter støtte fra dig, og selvom jeg ville ønske det var muligt at spise en skide brunch med dig engang imellem, og fortælle om mine trivielle problemer, så har jeg fattet at det skal jeg ikke regne med, ikke mindst fordi du 8 ud af 10 gange ringer og aflyser.
Jeg har altid haft de bedste intentioner, når det gælder dig, jeg syntes at jeg har forsøgt at gøre alt muligt, for at vi skulle få et ”normalt” forhold.
Det jeg er blevet træt af og ked af, er at JEG altid ringer til dig, det er altid MIG der besøger dig, jeg forsøger at lytte, selvom det er forældrene der ellers skulle lytte til børnene og ikke omvendt!
Du ringer kun når der er problemer med din kæreste, dvs. hver eneste weekend, og så er du pissefuld.
Jeg savner da min mor, men jeg er bare ikke sikker på at hun eksisterer mere, hende der har overtaget er en fuld og ondskabsfuld hund, som igen vælger manden frem for børnene, som undskylder sig med at ingen er fejlfri, trods det at hun ikke engang gider at begynde at forsøge at gøre noget ved sine egne fejl og problemer.
Og ærligt talt, en person der ikke har nogen form for respekt omkring sig selv længere ...
Så undskyld mig at jeg ikke har den store lyst til at besøge dig, og acceptere din kæreste, som jo ellers altid er SÅÅÅÅÅ SØD, eller høre på alle dine problemer, for at få af vide at mine er trivielle og ikke vigtige, eller høre hvor hårdt du har det, og hvor synd det altid er for lille Mor.
Det vi ønsker os er ikke en super mor, der klarer alle problemer, tjener millioner og desuden aldrig tænker på sig selv.
Vi ønsker jo bare en mor der er ædru, og som i det mindste prøver…
Der er AA, der er psykiatere, læger, psykologer osv.
Vi vil bare have en mor der ikke giver op!
Og hvis du var den mor, ville du have tre glade, lykkelige og hjælpsomme børn!
Hvis du elsker dine børn, så passer du godt på deres mor!

 


Tilbage