Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Mette 5, 52 år, Afhængig

Tilbage

Jeg er vel nærmest prototypen på en alkoholiker.
Kommer fra et hjem, hvor min far drak.
Jeg var 13 år, da jeg blev alene med ham.
Han behandlede mig efter omstændighederne godt, ingen tvivl om, at han elskede mig.

Jeg blev gift som 20 årig med alle tiders mand og har ham den dag i dag.
Første gang det gik op for mig, at jeg havde et unormalt forhold til alkohol var da jeg var omkring 30.
Inden den tid havde jeg ikke drukket noget stærkere end kaffe.
Jeg skulle på en studietur, hvor den ikke fik for lidt efter ti dage kom jeg hjem som et vrag.
Mine børn var på det tidspunkt 8 og 10 år gamle.
Jeg tog mig sammen og rørte ikke alkohol i årevis, mine børn skulle ikke have den samme barndom som mig.

Hvordan det startede med drikkeriet kan jeg ikke huske.
Pludselig skulle jeg have noget hver aften og det blev mere og mere.
På det tidspunkt var børnene flyttet hjemmefra og jeg generede egentligt ikke nogen andet end min mand, som blev mere og mere bekymret og irriterende kontrolerende.
Det er ikke pænt sagt, men de ægtefæller der render rundt og leder efter flasker og snuser til ens ånde, de gør faktisk sagen endnu værre.
Man får ikke en chance for at tage sagen i egen hånd, hvis man formår det.
Forstået på den måde, at der faktisk findes mange folk, der drikker, som godt ved, at de har et problem.
Den historie med, at det er så svært at erkende kan jeg ikke genkende. Jeg har været bevidst om, at jeg havde et problem.
Jeg gad bare ikke sådan en mand, der lige pludselig syntes, at han var sat på jorden for at tælle mine genstande.
Mit drikkeri mit ansvar, så længe jeg passede mit arbejde og hvad der ellers findes af ansvar.
Misforstå mig endelig ikke, for jeg kan godt forstå de pårørende, men enhver afhængig vil nok give mig ret i, at det er så nedværdigende, at ens nærmeste bliver politibetjent.
Det tjener intet formål andet end tingene bliver mere og mere skjult, og at man i sidste ende drikker mere end hvis det var foregået åbent.
Kun min mening.

Ja, jeg endte på omkring 15 genstande om dagen, måske på den grimme måde, for det var fra morgen til aften, så jeg hele tiden havde en promille i blodet.
Betyder at jeg også drak på jobbet, jeg var så bange for, at det skulle blive opdaget og fik det dårligere og dårligere.
Jeg begyndte at læse på nettet og skrive med nogen, der har forstand på det.
Alle sagde, at man ikke kunne tage en kold tyrker, når man drak så meget.
Til sidst havde jeg det bare så dårligt, så jeg nærmest ikke havde noget liv.
Jeg valgte så at lægge kortene på bordet over for min mand.
Som jeg sagde til ham, så vidste jeg godt, at han ikke ville blive overrasket.
Næ, han var nærmest lettet.
Vi aftalte at tage i Lænken næste dag.
Da vi stod op næste morgen sagde han, hvad så?
Jeg sagde til ham, har du mod på at hjælpe mig med en nedtrapning, går det galt, så tager vi i Lænken.
Det blev så sådan, vi havde fire fridage og aftalte, at skulle det blive for slemt, så var alkoholen der.
Jeg drak også den første uge, fordi jeg blev bange for abstinenserne, men det blev senere og senere på dagen.
Nu kan jeg sove og mit selvværd er kommet tilbage.
Vi taler stadig meget om det ham og jeg.
Vi har fået et nyt liv og jeg er så glad hver dag.
Nu er kaffe igen det stækeste jeg drikker.
Går det galt, så er det lægen og Antabus.
Tror jeg ikke det gør.

Kærlig hilsen Mette

 


Tilbage