Kom i gang med gratis alkoholbehandling

BareMig -- Har det svært lige nu, 20 år, Pårørende

Tilbage

Jeg har for nogle uger siden skrevet et brev til min alkoholiske far om, at jeg ville holde en gevaldig lang pause fra ham.
Jeg kunne ikke klare det mere, og jeg gav ham en lang begrundelse.

Det var en vred e-mail, det vil jeg gerne indrømme.
Det var en masse sandheder, som jeg ellers aldrig har haft modet til at give ham, som kom ud på én gang. D
et har ikke været et nemt brev for ham at læse (ikke for at undskylde hans opførsel).
Jeg har aldrig nogensinde givet udtryk for mine følelser omkring ham og det, at han drikker før, så det var et rigtig hårdt brev for mig at sende.

Der gik lidt under en uge, før jeg fik en mail tilbage fra ham.
Det var, hvad jeg havde regnet med, men bestemt ikke, hvad jeg havde håbet.
Han skrev, det hele var min skyld, jeg overreagerede og det var mig, der var noget galt med.
Han var sarkastisk og brugte rigelig med stikpiller mellem linjerne, som han plejer. Jeg er ikke kommet over det endnu.

Håbede så inderligt meget, at han, ikke forstod det, men i det mindste foreslog, at vi kunne mødes og tale om det.
At han var ked af, det var min opfattelse og at jeg har haft de følelser hele mit liv.
Jeg er så ufattelig meget såret over det brev, han sendte mig, for jeg føler virkelig, han ikke elsker mig eller i det mindste holder nok af mig til at kæmpe lidt for mig.
For mig, virker det som om, han er ligeglad og hellere vil vælge ikke at se noget som helst i øjnene, end at han vil komme mig lidt i møde.
Jeg kender godt de logiske tanker bag, at han fornægter det og simpelthen ikke KAN indse det, men hvor er det dog svært for mig at acceptere.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu eller hvilket ben jeg skal stå på i forhold til min far.
Det er en enorm lettelse, at han ikke ringer og sms'er til mig hele tiden, men jeg er meget ked af det svar jeg fik fra ham, så nu må vi se, hvad der videre sker.

 


Tilbage