Kom i gang med gratis alkoholbehandling

AKD, 21 år, Pårørende

Tilbage

Min far fik sin første depression da jeg var 5 år, han fik endnu en da jeg var 12-13 år, og det var også her han blev alkoholiker.
Jeg fandt ved et tilfælde ud af, at han var på antabus, men vidste ikke helt hvad det var.
Jeg havde på fornemmelsen at det ikke var noget godt, men det påvirkede mig ikke.

Indtil jeg var 19-20 år havde jeg aldrig rigtig set min far drikke.
Kun et enkelt glas øl eller vin til maden ved specielle lejligheder, og i nogle perioder drak han slet ikke, så jeg føler ikke at jeg er vokset op i et hjem med en misbruger.

Da jeg var 19 år blev mine forældre skilt, og min fars liv styrtede i grus. Han fik enormt hurtigt en ny kæreste, og begyndte at drikke meget og nogle gange åbenlyst.
Når min bror og jeg var nede hos min far var han tydeligt påvirket, han svejede når han gik, han talte lidt i vildelse, sagde mærkelige ting, glemte hvad vi sagde til ham, græd osv.
Han var ikke min far, og jeg hadet ham og havde lyst til at sparke og slå ham.
Han orkede ikke at lave mad til os, så vi fik hele tiden pizza fra Dominos, og nogle gange tog han os med ud at spise.
Men jeg ville ikke, for jeg skammede mig over ham, og fattede ikke hvorfor helvede han gjorde det her ved mig!
Nogle gange ringede han grædende til mig, og spurgte om ikke jeg kom ned til ham.
Når han gjorde det, blev jeg enormt sur, for selvom jeg var 20 år var jeg stadig hans datter, og det var ikke mit job at passe på ham - det er hans job at passe på mig!

Når hans kæreste var sammen med ham kunne jeg slappe af, for så behøvede jeg ikke at tage mig af ham.
Men hans kæreste rejste på ferie i et par måneder (noget jeg har svært ved at tilgive hende), og så var min far pludselig alene.
Hun skred da han havde det allermest svært, og så kunne jeg ellers bare tage mig af ham!
Og det ville jeg ikke... jeg var ikke tryg ved at være dernede.
Han var helt ude af den, og drak og drak og drak... han kunne sagtens drikke to flasker vin på den time vi var dernede.

En dag skulle vi til en konfirmation, og jeg turde næsten ikke at køre med ham, fordi jeg var sikker på, at han havde drukket.
I bilen kunne jeg pludselig lugte noget, der lugtede som whisky, så jeg kiggede op på forsædet, og der sad min far med en af de der små mini Jack Daniels flasker, og prøvede at skjule at han drak den.
Jeg havde lyst til at skrige af ham, og spørge hvad fanden han havde gang i, men det gjorde jeg ikke.
Jeg har masser af eksempler i den dur, men det ville tage for evigt at fortælle dem alle.

Jeg tænkte godt at han var alkoholiker, med det var først da jeg blev ringet op af min farmor, som fortalte at de ville indlægge ham på Fjorden, at jeg blev rigtig bange og fik bekræftet mine bekymringer.
Jeg havde på daværende tidspunkt været så bange for, om han ville tage sit liv - en frygt et barn (selvom jeg var 20) ikke burde have.
Han blev kort derefter indlagt på en afvænningsklinik, og derfra ringede han til mig, og fortalte at han var alkoholiker.
Det kom ikke bag på mig på det tidspunkt, men det var stadig svært og pinligt at sige "min far er alkoholiker"...
Jeg har altid forbundet alkoholikere med dem nede på bænken, og sådan var min far jo ikke.
Desuden var jeg bange for, at folk ville begynde at hviske i krogene om ham, og det ville jeg ikke have, for min far er et godt menneske, der bare lige tog en uheldig omvej.

Min far er ædru nu, går til en masse AA møder, og har det rigtig godt. Jeg har fået min far tilbage, men jeg har ikke helt fået mig selv tilbage. Jeg elsker min far utrolig højt, og jeg har altid været fars pige, men når jeg nogle gange tænker over alle de svigt, der har været, og tænker over de ting, som han har gjort foran mig og min bror, så bliver jeg helt utrolig sur og aggressiv.

Jeg synes at det er virkelig uretfærdigt, at det her er sket for mig, og jeg er nogle gange bange for om jeg også selv skal blive alkoholiker.
Jeg har ikke nogle venner, som har en alkoholiker så tæt ind på livet, og det synes jeg er rigtig svært.

Jeg kan godt snakke med mine venner om det, og flere af dem kender også nogle, som har alkoholisme tæt inde på livet, men det er bare ikke det samme.
Jeg kan mærke at jeg har enormt meget vrede inde i mig, og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne snakke med folk, der har haft samme oplevelser, og som har lært at leve med det.

 


Tilbage