Kom i gang med gratis alkoholbehandling

Malle, 20 år, Pårørende

Tilbage

Det hele startede den dag min far valgte at gå fra sin tidligere kæreste. Det er nu 9 år siden.
Min fars humør blev værre og værre, han blev trættere og trættere og jeg forstod ikke helt hvad der skete.
Jeg fandt ham tit siddende foroverbøjet inde i stuen i sin lænestol og sove.
Jeg følte det var ubehageligt at se ham sådan.
Tit når han hentede mig fra skole var han altid meget sur og tvær og jeg begyndte at føle ubehag ved hver gang jeg skulle hjem til min far.

Der sker så det, at vi skal spise aftensmad og han kommer væltende ind med maden og smadrer gryder og pander ned i spisebordet så maden fyrer ud over det hele.
Han råber og skriger og beder mig om at skride og tage min ting med mig.
Hurtigt fik jeg samlet mine ting og jeg ringede til min mor så hun kunne komme og hente mig.
Tit efter sådan et udbrud så hørte jeg ikke fra ham i 9 mdr ca., fordi han var så indebrændt.
En anden episode var, at jeg var hjemme hos min far og han havde drukket en del og jeg siger til ham at jeg ikke har lyst til at være hos ham når han var så ubehagelig, så jeg ville tage hjem til min mor.
Jeg havde, inden jeg fik samlet mod til at fortælle ham det, snakket med min veninde om at mødes i bussen så vi kunne følges til vores ungdomsklub.
Da vi står af ved stationen, kommer min far kørende i bilen ved siden af.
Jeg blev panisk og gik ind på det lokale pizzaria for at gemme mig.
Der er store glasruder i pizzariaet og man kunne bare se ham stå og ånde på de glasruder, typisk som man ser det i film.
Han følger efter mig og begynder at sige at jeg skal med hjem igen.
Jeg siger at det vil jeg ikke og at jeg vil være hos min mor.
Han begynder at hive fat i min arm og slæbe mig hen mod bilen.
Jeg skriger op til min veninde der står og kigger på, at hun skal ringe til min mor med det samme.
Min far bliver ved med at hive i mig, så jeg bliver nødt til at hive fat i rækværk for at han ikke skal få mig med hjem igen.
Folk på gaden stopper og vil ringe efter politiet.
Jeg skriger og skriger og han nedstirrer mig bare med de mest uhyggelige øjne, som om han hader mig som pesten.

Min far har været på afvænning, men han drikker stadig.
Jeg tror ikke der er noget man kan gøre for ham længere og jeg hader det.
Er bange for han en eller anden dag drikker sig selv ihjel.

 


Tilbage